ferie i norden

Sporty ferie i Norden

Fjelde, fjorde og klipper. Den smukke nordiske natur er oplagt til en getaway med høj puls og sjove udfordringer. Her er seks steder, der har det hele.

NORGE

Kajak & kano på fjorden

Norge er meget mere end skiløb om vinteren. Det er også umådelig smuk sejlads i de varme måneder. I en kano eller kajak kommer du helt tæt på de norske fjorde, kyster og rige dyreliv. Og så er roning jo samtidig en skøn workout for hele kroppen.

I en havkajak er Helgelandskysten i det nordvestlige Norge et besøg værd. Du kan også vælge at sætte kanoen i Nærøyfjord, hvis du hellere vil ud på en stille fjord omgivet af imponerende bjerge og grønne dale. Den er en del af den mere end 200 km lange Sognefjord, som siden 2005 har været på UNESCOs Verdensarvliste.

Er du den hardcore outdoortype, kan du slå teltet op ude i ødemarken og overnatte undervejs på din rute. Andre steder kan du overnatte i små fiskerhytter.

Tjek ind her:

visitnorway.dk for at planlægge din rejse.

visithelgeland.com og naeroyfjord.com har gode tips til bl.a. seværdigheder og overnatning.

Vandretur i de norske fjelde

Når nordmændene smider skiene, tager de vandrestøvler på. Med god grund. For vandring i de norske fjelde er en afsindig smuk oplevelse − og så er den samtidig fantastisk træning for kroppen. De officielle ruter er opdelt i sværhedsgrader, der bl.a. dækker over højdeforskelle og længde: Fra grøn (hvor alle kan være med) over blå og rød til sort (for de meget erfarne). Har du planer om en af de mere udfordrende ruter, er vandrestøvler en rigtig god idé. Det gælder f.eks., hvis du begiver dig op ad bjergkæden Jotunheimen og det ca. 2.400 meter høje bjerg Galdhøpiggen. Vi lover, at udsigten er hele indsatsen værd.

Slå et telt op undervejs, og vågn op i ét med naturen, eller overnat i en af de hytter, der findes langs mange vandreruter.

Tjek ind her:

visitnorway.dk guider dig til ikoniske vandreture.

jotunheimen.com for info om ture og overnatning i Jotunheimen Nationalpark.

SE OGSÅ: Tag med på en sund weekend i Berlin

DANMARK

Løb på klippeøen

Er du allerede fan af øen med de mange solskinstimer? Så vil du glæde dig over, at løbesko og Bornholm også er en perfekt kombination.

I den smukke natur på klippeøen er der udfordringer for selv de mest rutinerede og hardcore løbere: stejle stigninger, lange stejle bakker, sandstrækninger, skov og asfaltstrækninger i hyggelige, kønne småbyer langs havet.

I slutningen af juli kan du prøve kræfter med klassikeren Etape Bornholm, hvor du over fem dage løber en hel maratondistance. De fem etaper bringer dig rundt om alt det bedste, Bornholm har at byde på − fra Hammerknudens stejle klipper i nord til Dueoddes sand i syd.

Imellem løbeturene har du masser af tid til at se og smage på alt det andet, øen også bugner af.

Tjek ind her:

bornholm.info er din gateway til aktuelle løb og andre spændende outdooraktiviteter. etape-bornholm.dk for alt om Etape Bornholm.  

SUPping i dansk farvand

Stand Up Paddling − eller SUPping − giver fred i sjælen, frisk luft i lungerne og masser af god træning til dine muskler og balancen.

Og faktisk er de danske kyststrækninger og fjorde intet mindre end perfekte til den hotte, hippe sport, om du er nybegynder eller allerede med på bølgen. Fra Amager Strandpark i øst til Ringkøbing Fjord i vest; op på brættet og af sted.

Du kan få begynderundervisning, guidede ture og leje udstyr overalt i landet. En våddragt kan være nyttig at have med, hvis du er kuldskær, men ellers er badetøj fint. Kombiner din danske vandgang med camping på en lokal campingplads, eller opgrader til hytte, sommerhus eller hotel, hvis du er i det mere magelige hjørne.

Tjek ind her:

kajakhotellet.dk på Amager Strand for SUP-kurser.

wscrf.com (Water Sports Center) ved Ringkøbing udlejer SUP-boards og kajakker og har guidede ture.

SE OGSÅ: Aktiv miniferie: Høj puls på Bornholm

SVERIGE

Klatring på Kullen

Halvøen Kullen i det sydsvenske er en institution blandt klatrefolket. Med sine klipper, skrænter og storslåede natur er naturreservatet nemlig nærmest skabt til denne disciplin. Men nybegyndere med hang til adrenalinkick og smuk udsigt kan også sagtens være med, eventuelt med en guide ved sin side.

Når du er færdig med at klatre og rappelle, kan du få pulsen op med vandring, cykling, roning, sejlads, snorkling og dykning.

Fordi Kullen er et naturreservat, kan du ikke bare overnatte, som det passer dig. Du skal uden for reservatet med dit telt − eller finde en campingplads, ødegård eller bed and breakfast i oplandet.

Tjek ind her:

visitsweden.com for overblik over aktiviteter i sommer-Sverige.

sydsverige.dk for overnatning på bl.a. Kullen.

Forkælelse på spahotel

Har du fået aktivitet og adrenalin nok til hverdag, skal du måske forkæle dig selv med et afstressende spaophold med masser af forkælelse i stedet for en ferie med pulsen på maks.

I virkelig pæne eksklusive omgivelser på Ystad Saltsjöbadkan du få praktisk talt enhver ansigts- og kropsbehandling, du drømmer om. Og bagefter kan du snuppe dig en lang gåtur og en forfriskende dukkert i havet udenfor, inden du sætter dig til rette i hotellets restaurant eller bistro og nyder en lækker middag. Vi er fans!

Tjek ind her:

ysb.se, hvor du kan læse alt om Ystad Saltsjöbad.

visitsweden.com for spa- og wellness-destinationer i Sverige.

SE OGSÅ: Stor guide: Sundhedstrip i New York

SE OGSÅ: 3 sundhedseksperter: Her er vores bedste rejsetips

SE OGSÅ: Tag med på surf & yogaeventyr i Portugal

SOV GODT - SOV UDE

Her finder du guides til overnatning på lejrpladser, i telt, hytter og shelters i Norden:

Danmark: naturstyrelsen.dk

Norge: visitnorway.dk

Sverige: visitsweden.com