Få sundhedsredaktørens sommerferietips
Sundhedsredaktøren, Christina Bølling, kommer med to gode sommerferietip: En smart, ny yoga-app at have med på farten og en spændende bog om madindustriens skjulte dagsorden til en rolig stund i solen.
Nordjysk yoga-app går verden rundt
Med app'en "Kundalini Yoga" kan du hive en yogalærer op af lommen, når du lige har brug for 10 minutters afspænding eller fif til mere velvære.
Stemningsfyldte demovideoer kombineret med letforståelige instruktioner. Det gør den nye Kundalini Yoga-app til en oplagt og lettilgængelig hjælper på vejen mod fordybelse, afslapning og øget velvære. Selvom app'en endnu ikke er markedsført, bliver den allerede solgt i så forskellige lande som Tyskland, Sydafrika og Rusland. Selve indholdet er sammensat af Pernille Dybro, som har base i Hjørring og er formand for Dansk Kundalini Yogalærerforening, yogainstruktør og instruktør på yogauddannelsen.
– I app'en har vi samlet 39 yogaøvelser i 10 programmer, så der er målrettede programmer til f.eks. afhjælpning af spændinger i nakken eller skuldrene, til stressforebyggelse og som opkvikker i løbet af en lang arbejdsdag. En yogasession kan vare fra en enkelt øvelse på få minutter til flere timers intensiv træning, og begge dele er enormt effektivt – faktisk hjælper tre minutters yoga lige så opkvikkende som en kop kaffe eller et glas cola, siger Pernille Dybro.
Sandheden om vores mad
"Salt, sugar, fat" gør noget særligt ved vores smagsløg, så langt ingen nyhed. Men i den amerikanske bog af samme titel har jeg netop opdaget, at de tre ingredienser udløser en slags lykkefølelse, et såkaldt "bliss-point", som fødevareproducenterne arbejder på at ramme. Det rette miks af salt, sukker og fedt får os nemlig til at spise (og blive ved), selv om vi egentlig ikke er sultne. De udvikler bevidst fødevarer, der opløses hurtigere i munden, end hjernen kan nå at registrere dem. Prisvindende journalist Michael Moss har kulegravet industrien, og hans fund er grimmere end bunden af en gammel container. "Salt, sugar, fat – How the Food Giants Hooked Us"
Bogen fås til ca. 120 kr. som Kindle Edition på Amazon.com.
LÆS OGSÅ: Sunde tip - Drop løbeskoene og skru op for musikken