Lines veninde ødelagde hendes selvværd - et tilfældigt møde ændrede alt

Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Mette og Martin opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.

Min kæreste, Jan, og jeg pustede ud over den sidste sjat vin, efter vi havde klaret opvasken. Familien havde lige været til middag i anledning af min 44-års fødselsdag.

"Hvad så, hvem har ringet og ønsket dig tillykke i dag?"

Jan spurgte, mens jeg sad og tjekkede min mobil.

"De sædvanlige… Men jeg har ikke hørt en lyd fra Laura."

"Jeg er en virkelig sød og sjov date, men hvorfor vil kvinderne ikke mere?"

En mandlig læser har skrevet til sexolog og parterapeut, Ditte Winkel for et godt råd, da hans dates aldrig udvikler sig til mere end et par møder.

Da vi var gået i seng og havde slukket lyset, lå jeg og tænkte på Laura. Jeg var ked af, at jeg ikke havde hørt fra hende. Laura var den ene af to veninder, jeg havde helt tilbage fra skoletiden. Selv om vores liv havde udviklet sig ret forskelligt, havde vi hængt ved i alle årene.

 I de seneste år, hvor Laura havde haft travlt med mand, børn og så en skilsmisse, havde initiativet dog for det meste været mit, men det var o.k., hun havde jo nok at se til.

Næste aften tikkede der da også en sms ind fra Laura. Virkelig ked af det forsinkede tillykke. Men her er det: Tillykke Line! Hvad med at jeg kommer forbi lørdag med kager? Knus.

Det passede fint, svarede jeg og glædede mig.

Mens jeg lørdag formiddag gik og lavede kaffe og gjorde klar, ringede telefonen. Det var Laura. Hun talte længe om en fyr, hun havde mødt, indtil hun nåede frem til sagens kerne. Han ville gerne mødes med hende i dag, så hun blev nødt til at aflyse vores aftale.

Jeg blev selvfølgelig skuffet. Selv om jeg godt forstod, at hun gerne ville møde en ny mand.

Dagen efter skrev jeg og spurgte, hvordan hendes date var gået. Sådan noget plejede vi at dele, men Laura svarede ikke. Jeg blev trist, men prøvede at slå hende lidt ud af hovedet. Mit arbejde krævede heldigvis ekstra af mig i den tid, og så besluttede jeg mig for, at bolden måtte ligge hos hende.

Har du drømt dig til Downton Abbey eller hotellerne i White Lotus? Så læs med her

Er du fascineret af Sicilien efter at have set ”The White Lotus”? Eller elsker du atmosfæren i Downton Abbey? Planlæg en ferie til de smukke og særlige locations, hvor din yndlingsserie er blevet filmet og find dramatiske landskaber og skønne signaturretter.

Et halvt år efter min fødselsdag var jeg ude på en af mine ugentlige løbeture. Det var en smuk forårsdag med strålende solskin, og jeg var i godt humør. På et tidspunkt så jeg en kvindelig løber komme imod mig. Først da vi var cirka 20 meter fra hinanden, opdagede jeg, at det var Laura.

"Line! Løber du her?," udbrød hun forpustet.

Hun lignede sig selv. Vi talte lidt frem og tilbage om job og familie, og så spurgte Laura til sidst, om vi da ikke snart skulle ses?

"Jo, det kan vi godt. Det kunne da være hyggeligt!"

Laura tog sin mobil frem og kiggede i sin kalender. Hun var på vej til Mallorca med nogle veninder, men i ugen efter så det fint ud.

"Ved du hvad, Line, jeg sender dig et par forslag til dage, når jeg er tilbage fra løbeturen. Jeg er lidt presset på tid, sagde hun så, før vi tog afsked."

Om aftenen fortalte jeg glad Jan om mødet.

"Lad os nu se, hvad der sker," sagde han kort.

Jeg blev sur. Hvorfor skulle han tænke så dårligt om Laura? Hun var jo min veninde, blot fordi hun havde aflyst et par gange, kunne han da godt give hende en chance. Men efter to uger havde jeg stadigvæk ikke hørt en lyd fra Laura. Det gjorde mig ked af det. Ville hun mig i virkeligheden ikke mere?

Jan så, at jeg hang med hovedet, og så indrømmede jeg, at han måske havde haft ret. Jeg var igen blevet brændt af af Laura. Jan sukkede.

"Ved du hvad? Jeg synes, du burde være mere sur end ked af det. Laura vader jo rundt på dig. Hun sørger hele tiden for lige at stikke en hundekiks frem, hvorefter hun putter kiksen i lommen igen. Hun leger, at I er tætte, men så dropper hun dig. Du kan da ikke kalde et menneske, der opfører sig sådan, for en god veninde."

Min selvoptagede søster driver mig til vanvid

"Jeg ved, at min mor vil blive ulykkelig, hvis hun opdager uvenskab imellem os, men jeg er nu der, hvor jeg er ved at gå ud af mit gode skind, så har du et råd?"

Jeg sad tavs – længe. Og med et så jeg mine følelser i forhold til Laura i et nyt lys. Endelig forstod jeg. Gang på gang var jeg blevet prioriteret ned, aldrig op, og jeg havde bare fundet mig i det. 

Jan havde jo ret, og det havde langsomt påvirket mit selvværd. Faktisk havde Laura gennem årene ofte pludselig skullet noget andet, nu jeg tænkte efter. Hun havde aflyst, og jeg havde fundet mig i det. Det var et spil, jeg ikke ville være med i længere.

Tiden gik, og samme efterår løb jeg i bogstavelig forstand ind i Laura igen på min løbetur omkring Utterslev Mose. Mit hjerte speedede en del op, da jeg så hende, men jeg vendte ikke om, og et øjeblik efter stod vi igen over for hinanden. Laura undskyldte, at hun aldrig havde fået skrevet. Jeg så på hende og kunne virkelig mærke, at vi var gledet fra hinanden. Meget langt, fra hinanden.

"Du skal ikke undskylde, Laura," afbrød jeg hende, inden flodbølgen af dårlige undskyldninger væltede ud.

"For jeg tror, det er for det bedste, når det kommer til stykket. Jeg har tænkt så meget over os, og jeg er træt af, at jeg kommer til at føle mig valgt fra, hver gang du og jeg laver en aftale. Jeg har et godt liv, jeg har gode venner, der får mig til at føle mig glad og god nok, men i dit selskab føler jeg mig altid værdiløs, fordi jeg af en eller anden grund altid helst skal brændes af."

Laura så paf på mig. Jeg selv mærkede kinderne blusse, men hjertet sagtnede sin fart, og jeg følte en varme sprede sig i kroppen på mig, som sagde min sjæl tak for, at jeg langt om længe stod op for mig selv. 

Vi tog en ret underlig afsked med hinanden, men af en eller anden grund havde jeg det bedre end længe, da jeg på lette ben løb hjemad og gav min kloge mand et kæmpe kys. For han havde jo haft ret, og jeg havde sagt fra for et menneske, der dybest set ikke ville mig noget godt – og jeg kunne derfor endelig ranke ryggen igen og komme videre.

Skriv til Vibeke Dorph

Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.

De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.

Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.

Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.