Ta' cyklen

Ta' cyklen & kom i form: Så nemt er det

Ny gratis app hjælper os med at cykle flere kilometre på jernhesten. Bonus: Det er skånsomt for kroppen, mens du forbrænder kalorier.

Har du svært ved at få motion til at hænge sammen med en travl hverdag, så er du ikke alene. En ny undersøgelse af kvinders motionsvaner viser, at 30 procent af danske kvinder mellem 40-59 år ikke dyrker motion, og otte ud af 10 af de adspurgte slås med dårlig samvittighed over ikke at dyrke nok motion.

Langt de fleste kvinder vil dog meget gerne blive bedre til at trække i træningstøjet. Undersøgelsen viser nemlig, at to tredjedele gerne vil bevæge sig mere, end de allerede gør, og kvinderne efterspørger i høj grad hjælp; 47 procent angiver, at de ville dyrke mere motion, hvis de havde en personlig træner.

Og det vil kampagnen Ta’ Cyklen Danmark hjælpe med. De lancerer nemlig en ny motionsapp, Ta’ Cyklen, som er en personlig cykelcoach, der er tilpasset din motivation, dine mål og din udvikling. App’en guider dig løbende med skræddersyede beskeder, gode råd og opmuntring til cykling i hverdagen, fx til og fra arbejde, indkøb og fritidsaktiviteter. 

SE OGSÅ: fit livings cykelblog: På cykel til Paris

Og der er mange gode grunde til at vælge cyklen, når der skal motioneres. Cykling er nemt og skånsomt for dine fødder, knæled og ryg og derfor velegnet motion for alle. Selv med knæledsproblemer kan du cykle, og er du overvægtig, er cykling et godt træningsvalg, fordi det ikke overbelaster dine led på samme måde som løb. Og derudover kan selv små ture forbrænde kalorier, så det er bare med at springe på jernhesten. 

Bag undersøgelsen og kampagnen står Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen og Diabetesforeningen, en række kommuner samt andre partnere, der gerne vil have mere cykling og bevægelse i hverdagen.

”Vores undersøgelse af, hvad der kan få danske kvinder til at bevæge sig mere, viser, at de ønsker et lille skub i den rigtige retning. Eksempelvis angiver knap halvdelen af kvinderne, at de ville dyrke mere motion, hvis de havde en personlig træner. Det er netop tanken med den nye app,” siger Gitte Laub Hansen, der er projektchef for Fysisk Aktivitet og Kost hos Kræftens Bekæmpelse.

SE OGSÅ: TAg cyklen og boost dit humør

Den nye cykel-app giver dig et overblik over cyklede ture, og hvor langt du er fra dit mål. En cykelcoach giver dig feedback på din målsætning og dine registrerede ture, så den anerkender de små sejre eller giver et ekstra skub, når der er behov for det. 

”App’en tager højde for din motivation for at cykle, hvor meget du cykler og det mål, du har sat. Det smarte er, at app’en tilpasser sig din cykeladfærd og dit mål undervejs. Har du i en periode cyklet mere end dit mål, spørger den, om du ikke skal justere målsætningen op,” fortæller Hanne Scheller, som er seniorprojektleder i Kræftens Bekæmpelse.

SE OGSÅ: Stramme balder og højt humør: Tag en cykeltur med veninderne

FAKTA

Fakta fra undersøgelsen

- 30 procent af kvinderne mellem 40-59 år dyrker ingen motion.

- 67 procent vil gerne dyrke mere motion, end de gør nu.

- 81 procent har ind i mellem eller ofte dårlig samvittighed over ikke at dyrke nok motion.

- 47 procent ville dyrke mere motion, hvis de havde en personlig træner.

- 58 procent er i nogen, høj eller meget høj grad bekymrede for deres helbred, mens 67 procent er mere bekymrede nu end for ti år siden.

- 69 procent cykler ikke i hverdagen.

- 32 procent føler ikke, de har tid til både familie, arbejde og motion i hverdagen. Undersøgelsen er gennemført af analyseinstituttet YouGov på vegne af Kræftens Bekæmpelse. Der er i alt gennemført 1006 CAWI-interview med kvinder i alderen 40-59 år.

Om Ta’ Cyklen app’en

- Ta’ Cyklen er en personlig cykelcoach til alle, der gerne vil cykle mere i hverdagen, fx til arbejde, indkøb og fritidsaktiviteter. App’en guider brugeren med skræddersyede, motiverende beskeder, videoer og tips. App’en registrerer cykelture automatisk. App’en er gratis og kan downloades i App Store og Google Play.