Tammi Øst: "Når man oplever stress, er man også ramt på sin eksistens"

Hvad er den vigtigste beslutning, du har taget?

"Jeg har taget mange vigtige beslutninger, og det kan være svært at fremhæve én fremfor andre. Men en overordnet beslutning, der har betydet meget for mig, er, at jeg altid vil prøve at følge den fornemmelse, som jeg mærker indeni. Jeg kigger altid mod den, når jeg står et sted, hvor jeg skal beslutte, hvor min vej skal gå hen.

Det betyder, at selvom jeg er et ældre menneske, skal jeg ikke blive på den arbejdsplads, hvor jeg er fastansat, hvis jeg ikke føler, at det er det rigtige for mig. Jeg skal ikke blive på grund af økonomi eller noget, for det skal nok løse sig. Min erfaring siger mig i hvert fald, at det altid bliver bedst, når jeg går med den fornemmelse, som jeg mærker indeni mig selv."

Læs også

”Du vil aldrig høre mig sige, at verden er af lave og ungdommen uduelig”

Hvornår brugte du sidst den fornemmelse?

"Det er svært at sige, for jeg bruger den nok i virkeligheden flere gange om dagen. Den er altid med mig – både når jeg træffer store og små beslutninger. Det kan være at beslutte at få børn, det kan være at beslutte at blive skilt, det kan være at beslutte at blive kærester eller sige op på jobbet. Men det kan også være i de helt små situationer, der sker på arbejdet eller i familien. Skal jeg gøre det ene eller det andet? Instinktet er med mig hele tiden."

Hvordan mærker du, hvis du ikke følger det instinkt?

"Jeg mindes ikke mange situationer, hvor jeg ikke har fulgt det. Det er meget få gange, at jeg har sagt ja til noget, som jeg måske skulle have sagt nej til. Der har nok været forskellige arbejdsopgaver, hvor jeg efterfølgende har tænkt, at det kunne jeg godt have været foruden – men sådan er det jo en gang imellem.

Men da jeg for nogle år siden havde stress, ville jeg gerne have sygemeldt mig lidt før. Der trak jeg den lidt for længe. Men det kan være svært at bebrejde sig selv det, fordi i den situation kan det være svært at fornemme."

Hvorfor tror du, at det var svært at lytte til din fornemmelse der?

"For når man oplever stress, er man også ramt på sin eksistens, og så er det ikke nemt at mærke ens eget instinkt. Man er bange for at falde ud af livet, og derfor er det svært at tage en endelig beslutning om, hvornår man faktisk ikke kan klare det, som man er i gang med, længere. Det tror jeg, at de fleste, der har oplevet at have stress, kender.

Der går ofte lidt længere tid, end der gerne skulle, før man reagerer. Og det tror jeg måske er, fordi man er bange for at blive ekskluderet af livet. Det var i hvert fald den følelse, som jeg selv havde. Det var nogle lidt mærkelige diffuse ting, som der skete i mig, da jeg stod midt i det, og jeg husker det som om, at jeg var i tvivl om, om det var noget, som jeg skulle tage hånd om, eller om det måske gik væk igen af sig selv.

Jeg tror generelt, at vi mennesker har svært ved at finde ud af, hvornår nok er nok i den situation. Men det skulle jo gerne være før, at man falder om og ikke kan rejse sig, selvom det altså godt kan være vanskeligt, fordi man er bange."

Læs også

"Da jeg en dag fik chancen, tog jeg vores søn og flygtede på krisecenter"

Hvornår var du sikker på, at du skulle trække stikket?

"Jeg begyndte at få fuldstændig koldsved, når jeg spillede på scenen. Der kunne jeg virkelig mærke det, og der blev det helt tydeligt for mig, at det var nok. Efter det var jeg ude i nogle måneder."

Gjorde du noget anderledes efter den oplevelse, da du kom tilbage?

"Jeg var egentlig bare glad for, at jeg havde det bedre, så jeg tænkte ikke så meget over at ændre en hel masse. Men jeg kunne godt mærke, at jeg nok ikke var så social, som jeg havde været før. Så jeg trak mig lidt for at passe på mig selv i den periode."

Hvis du skulle give et råd til dit yngre jeg, hvad skulle det så være?

"Jeg tror egentlig, at jeg ville lade det hele gå, som det gik. Det er jo gået meget godt, og jeg har lært noget af alle de situationer, jeg har været i. Der er ikke noget, som jeg ville have været helt foruden, for jeg har den livsopfattelse, at der ikke er noget af det, som vi mennesker gør, der er sindssygt forkert.

Medmindre vi selvfølgelig er meget onde overfor hinanden. Derfor tror jeg egentlig, at mit råd ville være: Hold ud, det skal nok gå. Den vej, som du går på, er fin. Du skal ikke gøre noget anderledes. Og så ville jeg gerne have klappet mig selv på skulderen."

Hvad er det bedste ved den alder, du har nu?

"Der er mange gode ting, men det bedste er, at jeg stadigvæk er i live. Jeg har haft skavanker, diskusprolaps, stress og den slags. Men jeg er kommet over det, og det minder mig om, at kroppen faktisk stadigvæk er i stand til at hele sig selv og få det bedre. Og så synes jeg, at det er rart at have fået mere viden, fordi viden giver en god bund for at kunne bevæge sig nye steder hen."

Er der noget, du er blevet bedre til med årene?

"Jeg er blevet mere tålmodig."

Hvordan det?

"Mere tålmodig med andre mennesker. Jeg giver dem mere plads og prøver ikke at presse noget ned over dem eller holde fast i, at den måde, som jeg gør tingene på, nødvendigvis er den bedste. Og så er den øgede tålmodighed også tydelig, hvis jeg laver en fejl i mit strikketøj. I dag piller jeg det op og laver det om igen – i stedet for at smide det ud, haha."