Test dig selv: Hvilken sport er perfekt til dig?
Kniber det med motivationen, og kører du træt i en træningsform efter tre gange? Så er der hjælp her: Find den persontype, du minder mest om og se, hvilken slags motion du skal vælge.
SÅDAN GØR DU: Testen er lavet i samarbejde med coach og master i enneagram Alice Fogh. Enneagrammmet er et af de mest komplette og seriøse værktøjer til at karakterisere menneskelig adfærd − også når det gælder sport. Her kan du finde den type, du minder mest om, og se, hvilken sport der er oplagt til dig.
Om eksperten
Alice Fogh er internationalt certificeret enneagrammaster og bruger dagligt enneagrammet i sit arbejde som coach, terapeut, foredragsholder og underviser i virksomheden „InProcess”. Læs mere om Alice på inprocess.dk
TYPE 1: Perfektionisten
Som „Perfektionist” er du et pligtopfyldende menneske, der gerne vil gøre tingene rigtigt − ja, allerhelst perfekt. Perfektionisten har en stærk indre kritiker og regler for, hvilke følelser det er tilladt at vise. Vrede, jalousi og skam skal for eksempel helst gemmes væk. Hun har en høj moral og lever efter devisen „pligt før fornøjelse”.
Detaljer, orden og struktur er i fokus, og hun nyder at gøre sit arbejde godt. Definitionerne for, hvad der er rigtigt og forkert, står ikke til diskussion. Hun trives bedst med klare rammer og retningslinjer. Stress gør hende utryg, da hun så får adgang til alt for mange af de følelser, som til daglig er gemt væk.
5 tegn på, du er „Perfektionist”
- Du får tit øje på, hvordan ting kan gøres på en bedre måde.
- Du har en streng indre kritiker og gør meget for at undgå fejl og misforståelser.
- Du har en intuitiv fornemmelse for, hvor perfekte tingene skal være.
- Du oplever en indre tilfredsstillelse ved at gøre noget færdigt ned til mindste detalje.
- Du kan blive bekymret, når du skal tage en beslutning, fordi du er i tvivl, om det nu er det rigtige valg.
Sportsgrene til „Perfektionisten”:
Dressurridning, golf, løb og sportsdans. Holdsport, hvor perfektionisten har mulighed for at gå forrest og vise, hvordan det skal gøres, er også en mulighed.
Dansedommer og -instruktør Anne Laxholm er en typisk perfektionist. Hun har vundet flere mesterskaber som professionel danser og lægger vægt på, at hvert eneste trin og bevægelse er korrekt. Samtidig kræver hun hårdt og intenst arbejde, og som lærer vil hun gerne hjælpe andre til at blive dygtigere.
TYPE 2: Hjælperen
Som „Hjælper” er du et imødekommende, sympatisk og smilende menneske, som gerne vil være der for andre. „Hjælperen” har en veludviklet evne til at skabe relationer og lever sig så meget ind i andres oplevelser og behov, at hun helt kan glemme sine egne. Hun kan i øvrigt have svært ved selv at modtage hjælp.
Hun trives bedst ved at arbejde med andre mennesker og deres udvikling og vælger ofte servicefag med fokus på kommunikation med andre.
5 tegn på, du er „Hjælper”
- Du holder af at finde netop det, der skal til, for at andre kan komme videre.
- Du har en stor evne for empati.
- Du er stolt over, at der er behov for dig.
- Du har svært ved at bede om hjælp og udtrykke egne behov.
- Du tilpasser dig for at gøre andre tilpas og kan føle en sær indre tomhed, hvis der er for meget fokus på dig.
Sportsgrene til „Hjælperen”:
Sportsdans, gymnastik og holdsport.
Fodboldspilleren Brian Laudrup er en typisk hjælper. Hans store talent har ikke gjort ham til den store vinder. Han har haft mere fokus på at være en god kammerat. I sin karriere foretrak han en klub uden for rampelyset, hvor der var plads til at lave fejl. Samtidig har han altid vægtet de nære relationer højt, og så har han søsat et projekt til støtte for børn og unge med udgangspunkt i fodbold.
TYPE 3: Udretteren
Er du „Udretter”, bliver du betragtet som et flittigt og effektivt menneske med fokus på at nå dine mål. „Udretteren” har behov for at være succesfuld. Derfor har hun udviklet fleksible evner til at tilpasse sig forskellige situationer. Hendes aktivitetsniveau er meget højt, hun taler hurtigt og kan have mange bolde i luften ad gangen.
Ofte glemmer hun at tage hensyn til sig selv, fordi hendes opmærksomhed er rettet mod de opgaver, der skal udføres. Derfor når hun ofte at kollapse, inden hun indser, at hun har brug for en pause. Hun er god til at skabe netværk og trives bedst med konkurrence og et højt tempo.
5 tegn på, du er „Udretter”
- Du er optaget af at præstere og være produktiv.
- Du stræber efter succes og at undgå fiasko.
- Du identificerer dig med dit arbejde og er, hvad du gør.
- Du har svært ved ikke at lave noget.
- Du er god til at spille spillet og tage den rolle, der skal til for at nå dine mål.
Sportsgrene til „Udretteren”:
Kajakroning, triatlon, maraton og tennis.
Tennisspilleren Caroline Wozniacki er en typisk „Udretter”. Hun går efter succes, elsker konkurrence og giver aldrig op på halvvejen. Når hun er presset, viser hun ofte stor styrke, og så motiverer hun andre til at spille tennis.
TYPE 4: Romantikeren
Et følelsesladet og dybsindigt menneske for hvem det er vigtigt, at livet er intenst. „Romantikeren”s humør kan svinge mange gange i løbet af en dag, og hun kender alle nuancer i følelseslivet, lige fra ekstatisk lykke til dyb sorg og depression.
Hun bruger sine kreative evner på at gøre almindelig hverdag til noget specielt. Behovet for at være noget særligt viser sig ofte i tøjsmagen, og hun har typisk en let genkendelig latter. Når hun er presset, mister hun kontakten til sine følelser og fokuserer på, hvad hun kan gøre for at blive vellidt igen.
5 tegn på, du er „Romantiker”
- Du forstærker følelser i din indre verden for at mærke intensitet.
Sportsgrene til „Romantikeren”:
Skøjtedans, ballet, sportsdans og kunstflyvning.
Balletmester på Det Kongelige Teater Nikolaj Hübbe er en typisk romantiker. Som kunstner har han fundet sin helt unikke måde at udtrykke følelser på gennem balletten.
TYPE 5: Iagttageren
Et indadvendt og meget privat menneske, som holder af at reflektere og tænke store visionære tanker. „Iagttageren” har et godt overblik og trives med at arbejde ud fra de store linjer. Hun værner om sit personlige rum, hvorfra hun kan iagttage andre, og så har hun en evne til at distancere sig fra følelser − det giver hende mulighed for at forholde sig objektivt i turbulente situationer.
Ofte opleves hun som distanceret. Hun ynder at sidde med ekspertviden og bliver tit omtalt som specialist. I pressede situationer forholder hun sig overfladisk til problemerne og bliver pludselig udadvendt og snakkesalig, mens hun overvejer, hvordan hun kan slippe væk.
5 tegn på, du er „Iagttager”
- Du er optaget af at indsamle viden og forstå den i en større sammenhæng.
- Du vil helst være forberedt og undgå overraskelser.
- Du prøver at undgå at blive afhængig af nogen eller noget.
- Du oplever først rigtigt festen, når du er kommet hjem.
- Du bringer aldrig en hemmelighed videre og påvirkes ikke af andres mening.
Sportsgrene til „Iagttageren”:
Golf, orienteringsløb, skak og tennis.
Skakspilleren Peter Heine Nielsen er en oplagt „Iagttager”. Han har vundet flere medaljer og er træner for det norske stortalent Magnus Carlsen. Peter er ekspert i at udtænke strategier og systemer. Han søger viden, som nøje bliver bearbejdet, inden han laver næste træk. Det betyder også, at han er udholdende og vedholdende.
TYPE 6: Skeptikeren
Som „Skeptiker” er du et skarpsindigt og loyalt menneske, der er optaget af at analysere og overveje for og imod. „Skeptikeren” fokuserer på det, der kan gå galt for på den måde at sikre sig mod det. Hun har ofte udtænkt nødplaner og har gerne en paraply og plaster i bagagerummet, hvis nu…
Hun har en evne til at tage det modsatte synspunkt af andre for at skabe ligevægt eller modvægt. Ofte har hun en lidt tør humor og er ekspert i ironi og selvironi. Hun er en god analytiker og opfanger hurtigt en skjult dagsorden. Når hun er presset, bliver hun aktiv og når en masse, men har også en følelse af at sjuske.
5 tegn på, du er „Skeptiker”
- Du analyserer ofte alle konsekvenser, før du tager en beslutning.
- Du kan se tingene fra mange vinkler.
- Du opfatter autoriteter som et emne i dit liv, enten fordi du respekterer dem eller gør oprør mod dem.
- Du identificerer dig med sagen og gør oprør for at beskytte de svageste.
- Du oplever et behov for sund skepsis.
Sportsgrene til „Skeptikeren”:
Rugby, fodbold, håndbold og motorsport. „Skeptikere” kan være ret modsatrettede. Nogle udforsker ekstremer, mens andre er meget forsigtige. Ekstreme sportsgrene er f.eks. klatring og frømandsdykning.
Kronprins Frederik er en typisk „Skeptiker”. I solosport udforsker han ekstremer og får et kick ud af at mærke den farlige grænse og følelsen af frihed. Han er dog også glad for holdsport, som skaber samhørighed med andre, hvilket vidner om hans behov for tryghed.
TYPE 7: Eventyreren
Et optimistisk og idérigt menneske, der er optaget af, hvad oplevelser kan udvikle sig til i fremtiden. „Eventyreren” er motiveret af alt, hvad der er nyt og spændende og elsker at udvikle ideer. De behøver dog ikke nødvendigvis at blive realiseret. Livet skal være sjovt og interessant, derfor er hun ekspert i at give alle oplevelser en positiv betydning.
Hun bryder sig ikke om at være låst fast i aftaler og procedurer, for det er vigtigt for hende at have et valg og kunne springe videre. Hendes kropssprog er livligt og let. Føler hun sig presset, mister hun overblik og får en følelse af tunnelsyn.
5 tegn på, du er „Eventyrer”
- Du fascineres nemt af mennesker, oplevelser og alt det nye.
- Du søger konstant efter stimulering, og i perioder kan du næsten undvære søvn.
- Du undrer dig over mennesker, der oplever livet som problematisk og tungt.
- Du bruger din charme som forsvarsværk og undgår konflikt ved at snakke dig ud af den.
- Du har nemt ved at give en forklaring på egen følelse af smerte, og derfor slipper du den let.
Sportsgrene til „Eventyreren”:
Faldskærmsudspring, riverrafting, håndbold og vandskisport.
Håndboldspilleren Mikkel Hansen er et godt bud på en „Eventyrer”. For ham er spillet en leg. Han finder nye, sjove måder at spille bolden på og ser aldrig problemer, kun nye udfordringer. Holdkammeraterne synes, at han er sjov at spille sammen med, og efter en dårlig kamp ser han lyst på fremtiden.