Balance + 5 øvelser

Test dig selv: Kan du holde balancen?

Kan du stå på et ben uden at falde? Og kan du stadig holde balancen, hvis du lukker øjnene? En god balance betyder, at du kan reagere hurtigt og undgå fald, og derfor er det vigtigt, at du holder den ved lige.

En god balance er sjældent noget, vi tænker over, men hvis du af en eller anden grund mister balancen, vil du bemærke det med det samme. Balance handler ikke kun om at kunne gå på lige linje eller hænge med hovedet nedad uden at blive svimmel. Helt basalt handler en god balance om, at din krop ved, hvor den befinder sig i rummet, om den er i ro eller bevægelse, og hvor den er på vej hen.

Dine følelser påvirker balancen

Det er vigtigt med en god balance, fordi det gør dig mere sikker på benene og dermed mere mobil i hverdagen. Det kræver f.eks. god balance at rejse sig fra en stol, gå op og ned ad trapper eller kigge sig over skulderen. Små bevægelser, som vi ikke tænker over i hverdagen. Din balanceevne er ikke statisk, og derfor kan du sagtens opleve, at balancen kan variere fra morgen til aften, ligesom den kan påvirkes af dine følelser. Er du f.eks. nervøs, påvirker det din balance.

Træn, mens du børster tænder

Desuden bliver din evne til at balancere dårligere, jo ældre du bliver, og særligt mange kvinder oplever, at deres balanceevne pludseligt ikke er så god længere. Ligesom du træner kroppen, er det derfor også vigtigt at træne balancen, og du kan i høj grad holde din balance ved lige ved at udfordre den i det daglige f.eks. ved at stå op, når du tager strømper på og stå på et ben, når du børster tænder eller vasker op. Det er ligegyldigt hvornår og i hvilken sammenhæng, du laver balancetræning. Det vigtigste er, at du får det gjort. Og blot to minutters daglig træning gør en forskel.

Test din balance

Stil dig på en (usynlig) linje med den ene fod foran den anden. Den bagerste fod skal røre den forreste og de skal stå helt lige på linjen. Tag tid på, hvor lang tid du kan stå i denne stilling. Du må ikke tale imens. Stop tiden efter 30 sekunder, eller hvis du inden da har flyttet fødderne eller støttet.

Så god er din balance:

0 – 10 sekunder = Ikke god. Træn balancen. Lav lette balanceøvelser.

11 - 19 sekunder = Middelgod. Træn balancen, så den bliver god.

20 – 30 sekunder = God. Træning vil dog altid kunne gøre den bedre. Lav lidt sværere balanceøvelser

5 nemme øvelser: Sådan træner du din balance

  1. Stå oprejst, og sæt højre fod oven på venstre. Fokusér på et punkt i gu Stå på et ben. Gå langsomt ned i knæ og op igen. Har du svært ved at finde balancen, kan du røre din navle imens. Skift ben.
  2. Stå på et ben og skriv dit navn i luften med den anden fod.
  3. Gå på en lige linje/streg, f.eks. på fortovet eller kantstenen.
  4. Hold balancen på et ustabilt underlag, f.eks. et balancebræt, skumgummipude, luftmadras. Kun fantasien sætter grænser.
  5. Øv dig i at kontrollere øvelsen i f.eks. 30 sekunder. Har du brug for yderligere udfordringer, kan du: → Flytte fra at stå på hele foden til en mindre flade, f.eks. tæerne → Lukke øjnene. Når du slår synssansen fra, stiller du større krav til de øvrige sanser.

Kilder: helse.dk, denintelligentekrop.dk, gigtforeningen.dk, netdoktor.dk