Kvinde spiser chokolade

Test dig selv: Har du styr på myterne?

Du tager på, hvis ikke du sover nok. Fedt bliver til muskler, når du træner, og sundt fedt feder ikke. Eller hvad? Test din viden, og få styr på myterne.

1. Rødvin og mørk chokolade er sundt.

  • Sandt
  • Falsk

2. Du tager automatisk på, når du bliver ældre, fordi dit stofskifte falder.

  • Sandt
  • Falsk

3. Sundt fedt feder ikke.

  • Sandt
  • Falsk

4. Du må kun spise ét æg om dagen.

  • Sandt
  • Falsk

5. Du skal drikke 0,5 liter mælk om dagen for at få nok kalk.

  • Sandt
  • Falsk

6. Økologiske produkter er sundere end ikke-økologiske.

  • Sandt
  • Falsk

7. Det er farligt at være overvægtig.

  • Sandt
  • Falsk

8. Det er ikke sundt at træne hver dag.

  • Sandt
  • Falsk

9. Dit fedt bliver til muskler, når du træner.

  • Sandt
  • Falsk

10. Du kommer til at ligne en mand, hvis du styrketræner.

  • Sandt
  • Falsk

11. Du kan punktslanke dig.

  • Sandt
  • Falsk

12. Lightprodukter er farlige.

  • Sandt
  • Falsk

13. Jo mere vand, du drikker, des bedre.

  • Sandt
  • Falsk

14. Du tager lettere på, hvis du ikke sover nok.

  • Sandt
  • Falsk

FACIT

1. SANDT OG FALSK

Der tales meget om sunde antioxidanter i rødvin og chokolade, men ingen studier har påvist, at det er rigtigt. Det er korrekt, at chokolade med et højt kakaoindhold indeholder lidt mindre sukker end mælkechokolade, men som alle mulige andre fødevarer vil for meget af både chokolade og rødvin være en dårlig idé. Begge dele kan dog sagtens indgå i en sund kost. Kilde: Sofie Bentzen

2. SANDT

Det er rigtigt, at kvinder nemmere tager på, når de bliver ældre, og det kan skyldes en kombination af tre ting. Når vi bliver ældre, falder aktivitetsniveauet ofte, vi begynder langsomt at tabe muskelmasse, og nogle kvinder får et lavere stofskifte som følge af overgangsalderen. En lavere daglig kalorieforbrænding medfører en øget risiko for, at kroppens fedtprocent stiger. Kilde: Henrik Duer

3. FALSK

Alt fedt feder i store mængder, uanset om det er sundt eller skadeligt fedt. Forskellen på sundt og usundt fedt er fedtsyresammensætningen, som varierer i de forskellige fedttyper. Det er en fordel at vælge den sunde fedt med de gode fedtsyresammensætninger, da de ikke har samme dårlige påvirkning i kroppen som det mættede fedt. Kilde: Sofie Bentzen

4. FALSK 

Påstanden om, at vi kun må spise ét æg om dagen, fordi æg er dårlige for vores kolesteroltal, er en myte, men den generelle anbefaling er stadig syv æg om ugen. Hvordan du fordeler indtaget af æg, står dig frit for, men spiser du syv æg på en dag, skal du være opmærksom på, at de mange æg vil tage pladsen fra nogle andre fødevarer. Kilde: Sofie Bentzen

5. FALSK

Det et korrekt, at en halv liter mælk om dagen dækker dit behov for kalk, men der er mange andre gode kilder i kosten, der gør det samme. Generelt er grønne grøntsager som grønkål og spinat meget kalkholdige, men mandler har også et højt indhold af calcium. Kilde: Sofie Bentzen

6. FALSK

Økologiske fødevarer indeholder færre pesticider og flere mineraler, men der er ingen undersøgelser, der beviser, at økologiske fødevarer skulle være sundere for os end konventionelle fødevarer. Kilde: Sofie Bentzen

7. SANDT

Jo mere overvægtig du er, jo større er risikoen for hjertekar-sygdomme og visse kræftformer. Når det er sagt, er der forskel på, hvor fedtet sidder. Det farligste fedt sidder på maven ved vores organer, hvorimod fedt omkring hofterne er knap så farligt. Og tynd er ikke nødvendigvis lig med sund. I nogle tilfælde er det bedre at være lettere overvægtig og aktiv end slank og inaktiv, men der er ingen tvivl om, at overvægt udgør en risikofaktor. Kilde: Henrik Duer

8. FALSK

Det er ikke usundt at træne hver dag, hvis du tager udgangspunkt i dit nuværende niveau. Mange elitesportsfolk træner mere end én gang om dagen, og det er ikke noget problem, fordi de er i så god form. Så længe du ikke overtræner og restitueret nok, kan du træne hver dag. Kilde: Henrik Duer

9. FALSK

Fedt er fedt, og muskler er muskler. Det er to forskellige afdelinger. Folk kan synes, at der bliver ommøbleret på kroppen, at de taber sig og får en smallere talje, men det har ikke noget at gøre med, at fedtet bliver til muskler. Det er fordi, at der bliver mindre fedt og mere muskelmasse. Kilde: Henrik Duer

10. FALSK

Det er rigtigt, at du bliver mere muskuløs af at træne, men du skal ikke være nervøs for at komme til at ligne en bodybuilder. Nogle responderer mere kraftigt end andre på styrketræning, men det kræver års træning at få rigtig store muskler. Kvinder tager i de første måneder i gennemsnit et halvt kilo muskelmasse på om måneden, hvis de følger et fornuftigt styrketræningsprogram og spiser ordentligt, så du vågner ikke pludselig op med store lår. Kilde: Henrik Duer

11. FALSK

Du kan ikke punktslanke dig. Fedtvæv og muskelvæv er adskilt fra hinanden, så fordi du træner en muskel på maven, er det ikke nødvendigvis fedtet på maven, der forsvinder. Når du arbejder med kroppen, bliver der mobiliseret fedt fra alle kroppens fedtdepoter og ikke kun fra det område, hvor musklen er. Kilde: Henrik Duer

12. FALSK

Der er ikke nogle studier, der har påvist, at sødestoffer som for eksempel aspartam i lightprodukter er farlige. Slet ikke i de små mængder, som der er i lightprodukterne. Det er heller ikke påvist, at de er decideret sundhedsfremmende eller medvirker til, at vi kan undgå livsstilssygdomme, men farlige er de ikke. Kilde: Sofie Bentzen

13. FALSK

Vand er rigtig sundt, og det er vigtigt, at vi får det hver dag, så kroppens celler og organer fungerer optimalt. Dog skal vi ikke drikke mere end halvanden til to liter om dagen, inklusiv kaffe og te. Drikker du mere, skal du blot mere på toilettet, men drikker du meget mere, kan det være skadeligt for kroppen, da du kan udskille vigtige salte. Kilde: Sofie Bentzen

14. SANDT

Der er risiko for at tage på i vægt, hvis du ikke sover nok, men hvad den præcise årsag er, gisnes der endnu om. Sikkert er det dog, at når du er træt og mangler overskud, så stiger din sukkertrang ofte, og du er mere inaktiv. Når du er veludhvilet og har overskud, er sandsynligheden for, at du holder din kostplan og dit træningsprogram større. Kilde: Henrik Duer

EKSPERTERNE

Sofie Bentzen er uddannet cand. scient. i Human Ernæring og er medejer af fødevarevirksomheden MÄT. Hun står også bag bloggen Healthjunkie.dk.

Henrik Duer er cand. scient. i idræt og kemi. Han arbejder som personlig træner og foredragsholder og er forfatter til bøgerne Kuren til varigt vægttab, 12 kg 12 uger og Danskernes bedste vægttab.