9 tips til et underliv i balance
Kløen, udflåd og ubehag. For nogle er generne hyppige, mens andre kun oplever dem få gange i livet. Fælles for alle kvinder er dog, at selv en harmløs ubalance i skedens bakterieflora kan være meget generende. Se, hvordan du holder dit underliv i balance.
Mange er lidt generte og synes, at intimproblemer kan være pinligt eller svært at tale om, men ikke desto mindre har undersøgelser vist, at 9 ud af 10 kvinder døjer med gener fra skeden mindst en gang om året.
Den kvindelige skede er temmelig sart, og derfor oplever mange kvinder indimellem symptomer forneden som kløe, øget udflåd og ubehag, og forklaringen er ofte almindelig og ukompliceret ubalance i bakteriefloraen i skeden og omkring skamlæberne.
I skeden findes en normalflora af bakterier, der danner mælkesyre og sikrer den rette surhedsgrad (pH-værdi) på ca. 4 og en sund balance i skeden, og som forhindrer uønskede bakterier i at vokse frem. Generne kan altså komme, hvis det naturlige miljø i skeden forskubber sig, og der opstår ubalance mellem bakterierne i skeden.
Den eksakte årsag til ubalance kendes ikke, men den ses hyppigere hos kvinder med spiral, hos rygere og kvinder, der har skiftende partnere.
Der er imidlertid rigtigt mange årsager til, at du kan få gener fra skeden. Syntetisk og for stramt tøj, klorvand, sæbe, bind og trusseindlæg kan være med til at påvirke den naturlige balance, ligesom mange kvinder får ubalance i underlivet i forbindelse med menstruation.
I overgangsalderen er du særligt udsat, fordi slimhinderne bliver tyndere og mere sarte, ligesom balancen i underlivet ændres, hvilket kan føre til bl.a. infektioner og irritation. Og endelig påvirker sex også surhedsgraden i skeden, da der er højere pH-værdi i sæd, end der er i skeden.
Kilder: Sundhed.dk, Apotekeren.dk, Sundhedsguiden, netdoktor.dk
Hvorfor opstår ubalancen?
Almindelig og ukompliceret ubalance i skeden kan ramme kvinder i alle aldre. Der er forskellige faktorer, der påvirke den naturlige pH-balance i underlivet og kan forårsage ubalancen. Blandt disse er:
- Menstruation
- Graviditet
- Overgangsalder
- Højt sukkerindtag
- Overdreven brug af trusseindlæg, tamponer og bind
- Stramtsiddende og syntetisk undertøj
- Stress
- For lidt eller for meget intimhygiejne
- Flere typer medicin, f.eks. p-piller, antibiotika, steroider og migrænemedicin
- Intimbarbering. Glatbarberede kvinder har større risiko for ubalance i underlivet
- Hyppig og avanceret sex
- Forskellige infektioner og sygdomme, f.eks. sukkersyge og nedsat immunforsvar
9 tips til et underliv i balance
- Undgå at gå i stramt tøj
- Undgå g-streng og brug helst trusser af ren bomuld, der tillader huden at ånde.
- Begræns brugen af bind og trusseindlæg, da de holder på varmen og fugtigheden.
- Benyt kun tamponer i forbindelse med menstruation.
- Skift hyppigt bind, trusseindlæg og tamponer under menstruation.
- Undgå at bruge sæbe og vaskeklude forneden. Brug evt. intimsæbe med lav PH-værdi.
- Brug af intimspray og deodorant i skeden bør undgås.
- Begræns dit indtag af sukker, der kan have en negativ påvirkning på bakteriefloraen.
- Forebyg eventuelt med stikpiller med mælkesyre.