Tour de chicks: Mød 5 danske cykelryttere
Flere og flere kvinder sætter sig (heldigvis) i sadlen. Og i Danmark huser vi faktisk nogle af verdens bedste kvindelige cykelryttere. Mød dem her, og læs om deres træningsrutiner, yndlingslir og bedste cykeltips.
EVA SYNNESTVEDT HANSEN
“Cykling gør mig lykkelig”
Eva Synnestvedt Hansen er en fighter og passerede målstregen som hurtigste kvinde ved det 1.390 kilometerlange cykelløb Oceanside i 2015.
Hvilken slags cykling dyrker du?
“Jeg er udpræget landevejsrytter, men kører en smule cross. Når jeg træner meget, kører jeg seks dage om ugen. Lige nu kører jeg fire, da jeg stadig er i genoptræning, efter jeg overbelastede min skulder lige inden jul. Den har tidligere været skadet på grund af et snowboardstyrt i 2009.”
Hvorfor cykler du?
“Jeg cykler, fordi det gør mig lykkelig. Jeg ser en masse natur og får frisk luft. Sidst, men ikke mindst, er det en fantastisk måde at være sammen med andre mennesker på.”
Hvad er din bedste cykeloplevelse?
“Da jeg gennemførte cykelløbet Race Across the West i sommeren 2015. Race Across the West er et 1.390 kilometer langt cykelløb, der går fra Oceanside i Californien igennem Arizona og Utah og ender i Durango Colorado. Jeg gennemførte løbet på tre dage, fire timer og et minut og var hurtigste kvinde.”
Hvem cykler du med?
“Jeg cykler i cykelklubben ABC og kører med min kæreste. Det er dejligt at dele den sport, jeg elsker, med den person jeg elsker. Mange af mine veninder er heldigvis også blevet smittet af min mani for carbonheste.”
Dyrker du anden form for motion?
“Jeg laver en del styrketræning for benene, core-træning og svømning. Styrketræning er for at kunne træde flere watt og blive mere eksplosiv, når jeg kører cykelløb. Core-træning er nødvendig, hvis du gerne vil side længe på cyklen. Svømning er for den skadede skulder.”
Spiser du efter din sport?
“Jeg må indrømme, at jeg nok ikke har den samme kost som mange normale fitnessfreaks. Jeg går selvfølgelig op i, at jeg spiser varieret, men jeg er så heldig, at jeg har en fantastisk kantine på arbejdet, der leverer sund og varieret mad, så jeg skal ikke tænke så meget over det.”
Hvad er det fedeste cykellir?
“Jeg går enormt meget op i, hvilken cykel jeg kører på, og hvilket tøj jeg kører i. Det hele skal være i topkvalitet. Hvis jeg skal vælge nogle topbrands inden for tøj, sko og hjelme, må det være Isadore Apparel, Grip Grab, Giro og KASK. Jeg er særligt glad for mine cykelsko fra Giro, hvor logoet har samme farvenuance som logoet på min elskede Festka-cykel!”
Hvad har du altid med på cykelturen?
“En slange, pumpe og dækjern. Hvis jeg skal længere væk har jeg altid min pung med. Jeg har en gang stået i Strø i nærheden af Frederikssund med et flat hjul og ingen pumpe. Der var 12 kilometer til nærmeste station og 50 kilometer hjem. De distancer går du ikke i cykelsko!”
Op- eller ned ad bakke?
“Ned ad bakke, men op ad bjerge. Det er ekstrem god træning at side på syregrænsen en time. Samtidig er der noget helt vildt givende i at nå toppen og mærke, at cyklen begynder at trille af sig selv. Sidst, men ikke mindst, er det ret skræmmende at køre ned med 50+ i timen.”
Blæst eller vindstille?
“Klart vindstille! Jeg er meget let og bliver derfor nemt skubbet af vinden. En anden ting, der er dejlig ved vindstille vejr eller medvind, er, at der er helt stille. Det eneste, du kan høre, er dækkene imod vejen – ren terapi.”
Hvad er dit bedste cykeltip?
“Investér i et par gode bibshorts, det vil rede din numse i bogstavelig forstand! Gerne et par til over 1.000 kroner. Kvaliteten følger virkelig med prisen!”
NAVN: Eva Synnestvedt Hansen.
ALDER: 29 år.
CIVILSTATUS: I forhold. Beskæftigelse: Kemiker hos Novo Nordisk og landevejsrytter.
SEJR: Bedste kvinde ved Race Across the West 2015. Et 1.390 kilometer langt amerikansk cykelløb.
SIMONE TETSCHE CHRISTENSEN
“Cykling er klart, det sjoveste jeg kan lave”
Simone Tetsche Christensen elsker høj fart og de helt store hop. Hun blev da også Europamester i BMX i 2015.
Hvilken slags cykling dyrker du?
“Jeg dyrker BMX Racing og træner cirka otte timer om ugen.”
Hvorfor cykler du?
“For mit vedkommende er cykling klart det sjoveste, jeg kan lave! En af de fede ting ved BMX er, at jeg hele tiden kan blive bedre teknisk. Derfor kan jeg også træne forskellige teknikker alt efter, hvad jeg den pågældende dag nu lige har lyst til.”
Hvad er din bedste cykeloplevelse?
“At køre på den olympiske bane i Rio og køre selve løbet til OL er en af mine helt store oplevelser inden for cykelsporten. Derudover var det selvfølgelig også en kæmpe oplevelse at vinde European Games i Azerbaijan 2015.”
Hvem cykler du med?
“Jeg cykler med mine venner fra BMX. Og det er altså ikke kun professionelle – det er alt fra amatører, der blot hygger sig med sporten til elitekørere.”
Dyrker du anden form for motion?
“I forbindelse med min BMX styrketræner jeg meget for at opbygge en vis muskelmasse, så mine pedaltråd i BMX kan blive så hårde, hurtige og kraftfulde som muligt.”
Spiser du efter din sport?
“Jeg sørger for at få en masse protein via kød og supplerer med MyProtein-barer og shakes. Jeg prøver selvfølgelig ikke at spise for meget sødt, selv om det er svært, når jeg har en sød tand.”
Hvad er det fedeste cykellir?
“For mig gælder det primært om at have noget cykeludstyr, der fungerer, og som jeg er tilfreds med. Og så kan jeg godt lide, når cykel og tøj passer sammen. Min cykelsponsor, Pure Bicycles, sørger i år for et metallisk rødt stel med nogle specielle klistermærker, hvilket jeg glæder mig rigtigt meget til. Specialized sørger for, at jeg får kliksko, der matcher.”
Hvad har du altid med på cykelturen?
“Noget at drikke, der har lidt energi i, for eksempel saftevand. Når jeg er på BMX-banen, har jeg altid værktøj med, hvis der er noget, der lige skal fikses.”
Op- eller ned ad bakke?
“Ned ad bakke! Jo mere fart, jo sjovere er det.”
Blæst eller vindstille?
“Vindstille! Når der er vindstille, er det nemmere at hoppe de helt store hop på 10-13 meter.”
Bedste cykeltip?
“Prøv altid at slappe af. Hvis du er anspændt, arbejder du imod dig selv, og det gør alt sværere.”
NAVN: Simone Tetsche Christensen.
ALDER: 23 år.
CIVILSTATUS: I et forhold.
BESKÆFTIGELSE: Professionel BMX- rytter og medicinstuderende på Aarhus Universitet.
SEJR: Europamester i 2015.
AMALIE DIDERIKSEN
“At køre i VM-trøjen er helt specielt”
Til trods for sin unge alder på bare 20 år, kan Amalie Dideriksen kalde sig verdensmester i landevejsløb.
Hvilken slags cykling dyrker du?
“Jeg dyrker både landevejscykling og banecykling og deltager i konkurrencer inden for begge. Jeg går meget op i min træning og cykler derfor hver eneste dag.”
Hvorfor cykler du?
“Jeg elsker at køre cykelløb, og det at kunne rejse rundt i hele verden i forbindelse med min sport er et kæmpe privilegium. Det, der desuden motiverer mig til den daglige træning, er, at jeg elsker at køre cykelløb.”
Hvad er din bedste cykeloplevelse?
“Min største oplevelse var at vinde verdensmesterskabet i landevejsløb i Qatar i 2016. Ruten var på 134,1 kilometer. Ingen havde på forhånd regnet med, at jeg ville vinde. Vi havde kun tre ryttere med fra Danmark, mens de store nationer som Holland havde otte ryttere med, så vi vidste allerede på forhånd, at det ville være svært at få en sejr. Mine to holdkammerater hjalp mig godt gennem løbet, og det var en fantastisk forløsning at kunne levere til den sidste ende af løbet. Det nu at kunne køre et helt år i VM-trøjen er noget helt specielt, og jeg nyder det virkelig.”
Hvem cykler du med?
“En stor del af min træning foregår alene, men en gang imellem træner jeg med min lokale cykelklub Amager Cykle Ring. Når jeg træner alene, kan jeg styre træningen 100 procent. Derfor er det også godt at træne med andre. Det forbereder mig til cykelløbene, hvor jeg langt fra kan kontrollere alt.”
Dyrker du anden form for motion?
“Styrketræningen giver mig et afbræk. Jeg bruger selvfølgelig styrketræningen til at blive mere eksplosiv, men det kan også være godt mentalt at lave noget andet end cykeltræning.”
Spiser du efter din sport?
“Jeg prøver at holde mig fra de usunde sager som slik og kage. Jeg har dog ingen decideret kostplan, men jeg prøver da at tænke over, hvad jeg spiser.”
Hvad er det fedeste cykellir?
“I forbindelse med min verdensmestertitel har jeg faktisk fået specieldesignet en cykel til at køre på dette år. Producenten bag min cykel er Specialized. Det er superfedt at vide, at den er lavet specielt til mig. Ligesom jeg nyder at køre rundt i VM-trøjen, nyder jeg at køre rundt på den matchende cykel.”
Hvad har du altid med på cykelturen?
“Ud over pumpe, dækjern og en ekstra slange er min cykelcomputer et vigtigt redskab for min træning. Den kører jeg aldrig uden. Efter hver træning sender jeg min fil til min træner. Den indeholder både min rute, min fart, puls, kadence og hvor mange watt jeg har kørt. På den måde ved han præcis, hvordan jeg har trænet, og det hjælper os til at planlægge mit videre træningsforløb og få det optimale ud af min tid.”
NAVN: Amalie Dideriksen.
ALDER: 20 år.
Civilstatus: Single.
Beskæftigelse: Professionel cykelrytter og gymnasieelev.
SEJR: Den første kvindelige danske verdensmester i landevejsløb for eliteryttere.
ANNIKA LANGVAD
“Det begyndte som en hobby, nu er det mit job”
For Annika Langvad er der en vis frihed forbundet med at cykle, og hun kan tilmed bryste sig af titlen som firedobbelt verdensmester i mountainbike.
Hvilken slags cykling dyrker du?
“Min primære disciplin er mountainbike, men jeg træner mindst lige så meget på landevej og kører også cykelcross om vinteren. Jeg cykler seks til syv dage om ugen – hele året rundt.”
Hvorfor cykler du?
“Det begyndte som en hobby, nu er det mit job, og derfor har det også skiftet karakter en smule. Jeg kan ikke vælge cykling fra, hvis lysten ikke er der. Men dybest set er min motivation den samme: At komme ud i naturen og bruge kroppen. Og der er en frihed forbundet med det at kunne køre lige derhen, jeg vil.”
Hvad er din bedste cykeloplevelse?
“Enhver cykeltur hvor jeg er træt bagefter. Gerne i godt selskab. Cykling har den fordel, at det kan være en social aktivitet, og du kan køre sammen uanset niveau.”
Hvem cykler du med?
“I off-season er vi en gruppe piger, der har fundet sammen og forbereder os til sæsonen. Da jeg begyndte, var der ikke så mange kvinder, der cyklede, men der kommer (heldigvis) hele tiden flere piger ind i sporten. Lige nu foregår meget af min træning sammen med min kæreste. Med en presset hverdag, hvor jeg også har studie, er det perfekt med en træningsmakker, jeg kan trække på i de skæve timer.”
Dyrker du anden form for motion?
“Styrketræning og en smule løb uden for sæsonen. Styrketræning er på mange måder gavnligt for udholdenhedsatleter (effekt på VO2max, skadesforebyggende, power). Løb er bare for at lave noget andet, det er bestemt ikke en yndlingsaktivitet. Ellers er der ikke rigtig plads til andet.”
Spiser du efter din sport?
“Jeg spiser bare efter de almindelige kostråd. Der er ingen magic bullet i min kost. Masser af energi i perioder med meget træning og ellers fokus på en almindelig sund, varieret kost.”
Hvad er det fedeste cykellir?
“Når du sidder mange timer på cyklen, lærer du at påskønne funktionelle detaljer. Jeg er nok mere til funktionalitet fremfor stil. Specialized’s HookUp magnetic bib-åbning i deres damebukser er uundværlig, når du skal træde af på naturens vegne.”
Hvad har du altid med på cykelturen?
“Ekstra slange, pumpe, lille værktøj, væske, telefon og kreditkort, så jeg kan udbedre defekter undervejs, købe en kaffe og sidste instans ringe efter hjælp.”
Op- eller ned ad bakke?
“You can’t have one without the other!”
Blæst eller vindstille?
“4-5 meter i sekundet er perfekt. Ikke for meget vind, ikke for lidt.”
Bedste cykeltip?
“Find tøj, sko og saddel, der passer til lige netop dig. Det kan godt kræve et par forsøg. Og find et godt og inspirerende cykelmiljø, der giver gode oplevelser.”
NAVN: Annika Langvad.
ALDER: 32 år.
CIVILSTATUS: I et forhold.
BESKÆFTIGELSE: Professionel cykelrytter og tandlægestuderende.
SEJR: Firedobbelt verdensmester i mountainbike. Vandt i 2016 VM i Nové Mesto i Tjekkiet på OL-distancen.