Jeg har selv en ret lang to do-liste. Faktisk så lang, at den fylder 27 sider i et worddokument på min computer. Den liste er en form for ”ekstra-hjerne”, hvor jeg skriver
stort som småt ned i forsøget på at aflaste mig selv. Det betyder også, at jeg reelt ikke
skal huske på ret meget, for det står under det relevante punkt på den kæmpe liste, som
er overblikket over alt i min virksomhed og mit liv.
Hvis jeg skulle begynde hver dag med
at kigge på den liste, ville jeg få åndenød, inden min arbejdsdag overhovedet var begyndt.
For listen er umulig at komme til bunds i. Eftersom jeg ved en del om, hvad der skaber
optimal trivsel fra min faglighed, har jeg omsat forskning i, hvad der fremmer effektivitet
og arbejdsglæde til nogle enkle rutiner, som jeg gerne vil dele med dig.
Så du får her tre
trin til at lave to do-lister, der støtter dig i at nå det, du skal – og giver ro i hovedet.
1. Tag tid til at
skabe fokus
Det er en god idé cirka hver
tredje måned at gennemgå din
liste. Jeg gør det ved sommerferien, efterårsferien, juleferien
og påskeferien. Da afsætter
jeg to timer til et møde med
mig selv om, hvad jeg egentlig
skal fokusere på i det kommende kvartal. En af nøglerne
til at nå dine mål er at have
en realistisk idé om, hvad de
er. Du når ikke mere af at ville
mere, end du kan. Tværtimod.
Du er mest effektiv, når din
forventning til dig selv og din
reelle arbejdsevne stemmer
overens. Det betyder, at du skal
være villig til at strege nogle
ting på din to do-liste eller lægge dem hen til en anden periode. Vær realistisk om, hvad du
kan de næste måneder og slut
fred med, at der måske er ting
på din liste, som skal udskydes
eller slettes.
2. Lav planer for
en uge ad gangen
Mit bedste råd til at få uger,
der er fyldt med overskud,
er at begynde ugen med at
skabe overblik. Uanset om
du gør det søndag aften eller mandag morgen, så brug
30 minutter på at forberede
dig mentalt, før du kaster
dig over alle dine to do-lister
og prøver at få dit privatliv
til også at hænge sammen.
Jeg tager så en mindre bid
ud af det, som jeg skal nå,
og gør det til ugens mål.
Det skriver jeg i hånden på
et stykke papir.
Jeg omsætter altid større
projekter eller tanker til
konkrete opgaver. Det vil
sige, at jeg aldrig ville skrive
”Skriv på min bog”. Jeg ville
være mere konkret som at
skrive ”Færdiggør kapitel 2”.
At have en håndskrevet liste
over ugens arbejdsopgaver
og private to do’s er grundlaget for, at jeg kan planlægge
den konkrete uge.
3. The pink
post-its!
I mange år har jeg haft en
idé om, at jeg hver dag skal
gøre noget, som giver mit
liv mening og glæde. Hvad
det er, skriver jeg sammen
med dagens opgaver på pink
post-its. Det er, hvad jeg skal
nå den dag. Ikke mere. Ikke
mindre. Det giver ro hver dag
at være i mål.
Hvis du har en jul forude med
mange ting på din to do-liste,
kan du med fordel allerede
nu lægge flere opgaver ind
hen over efteråret. Måske er
du nødt til i den forbindelse
at tage ekstra arbejdstid.
En anden version af samme
tankegang er, at du streger
ting fra din to do i december,
så der er tid til julens gøremål.
Uanset om du arbejder mere
inden eller gør mindre i forhold til julen, så er det vigtigt,
at du beslutter, hvad du vil fokusere på og er realistisk om,
hvad du kan nå, og hvad du
har energi til. For stress avler
mere stress. Så hellere færre
ting med mere overskud
Daisy Løvendahl
- Er parterapeut, coach og sexolog.
- Hun er direktør for ”Sexolog & parterapeut”- uddannelsen og forfatter.
- Gennem 12 års samtaler har hun et unikt indblik i, hvad der virkelig fylder for folk.
- Hun har holdt mange i hånden gennem sorg, livskriser, forelskelser, utroskab, overgangen fra par til forældre og forsøget på at finde ”meningen med det hele”.