Jan Svensson ignorerede alle symptomer, indtil kroppen sagde STOP: Jeg følte mig aldrig god nok
I mange år havde han forsøgt at jonglere flere karrierer på én gang, men til sidst sagde Jan Svenssons krop stop, da han ikke selv kunne. Det førte ham ud på en længere personlig rejse, hvor han især fik fokus på, at det mentale skal være i balance, hvis kroppen skal være sund og stærk. Og den viden giver trænings- eksperten nu videre til de mange kvinder, som han møder hver dag i sit træningsstudio – og til dig i denne artikel.
Det var nok tydeligt for de fleste tæt på ham – han så det bare ikke selv. Og dét på trods af at han ikke kunne sove om natten, hjertet hamrede derudaf, tungen var gul, og de sure opstød betød, at han næsten ikke kunne spise.
Der var noget helt galt med den måde, Jan Svensson levede sit liv på i den årrække, hvor han jonglerede et chefjob hos en større dansk virksomhed med timer som træner og professionelle dansejobs ved siden af.
Selvom han dyrkede motion dagligt og begyndte hver morgen med en hjemmelavet grøntsagssmoothie, var hans arbejdsliv kørt op i et gear, hvor både hans fysiske og mentale helbred havde mere end svært ved at følge med.
I dag, hvor Jan Svensson er ejer af træningsstudiekæden PWR.8 Studio og hver dag beskæftiger sig med at hjælpe andre til en sund livsstil – også som ekspert her i magasinet – kan han sagtens se, hvor intens tiden var, og hvad den gjorde ved ham.
"Jeg startede tidligt om morgenen med at træne mit hold i thai-bo, og derefter var det direkte ned og åbne butikken. Efter lukketid skulle der leveres et bord, som skulle slæbes op på 3. sal og samles, og så tilbage med bilen ind til byen.
Så kunne jeg lige nå at have tre funkhold. Inden jeg kom hjem, var klokken 22, og jeg var fuldstændig blæst. Næste dag kørte samme procedure. I weekenden var jeg på tour med Me & My, hvor jeg blev hentet tidligt lørdag, og så kørte vi til Stevns, hvor jeg skulle danse og performe," husker Jan Svensson om sit hæsblæsende program.
Men han elskede det. Han elskede at føle adrenalinen pumpe i kroppen, at mærke kollegerne være glade og at se deltagerne på bodytoning-holdene grine og smile til ham. Al deres energi sugede han til sig, og det feedede hans behov for at gøre mennesker glade.
"Mit liv var en kæmpe adrenalinbombe. Og det trivedes jeg med. Man kan sige, at stressen opstod midt i, at alt var sjovt. Alt var fantastisk, og nye muligheder bød sig hele tiden til. Hver gang nogen ringede, sagde jeg ja."
"Vi løb og løb og løb"
Jan Svensson har siden starten af sine 20’ere jongleret flere karrierer på én gang. Han kom som 19-årig ind i danse- og træningsbranchen, hvor han både underviste og performede. Samtidig tog han en handelsuddannelse, og derefter arbejdede han sig op i hierarkiet i en møbelbranche, som havde vind i sejlene.
"Vi gik fra 0 til næsten en milliard i omsætning. Vi havde et år, hvor der blev ansat 40-50 mennesker. Og der blev åbnet nye butikker. Vi lavede hotelprojekter og knoklede dag og nat. Der var ingen faste procedurer for noget som helst, ingen personalehåndbog eller medarbejdermanual. Vi løb og løb og løb. Og lige pludselig havde jeg 20-30 mennesker, der refererede direkte til mig," fortæller han og fortsætter:
"Jeg var ham, der altid kom ind, når der var brug for det. Jeg har et meget stort pleaser-gen, så jeg prøver per automatik at fikse og løse alle problemer. Men det endte jeg med at gøre hver aften, når der var tid til det. Når alle var gået fra arbejde, sad jeg alene med min computer og svarede på alle de mails, som jeg ikke havde haft tid til hele dagen."
Annonse
"Min mand, Tor, kunne ringe og spørge, om jeg kom hjem til aftensmad, og jeg svarede, at jeg kom om en time. Men i mange år kom jeg hjem klokken tre om natten til en tallerken med fire håndklæder omkring for at holde maden varm, og Tor var gået i seng. Jeg har en dyb taknemmelighed over, at han stadig har lyst til at være sammen med mig den dag i dag."
Annonse
Om Jan Svensson, 48 år
- Har beskæftiget sig med sundhed i mere end 25 år.
- Driver træningsstudiekæden PWR.8 Studio, afholder bootcamps og retreats i ind- og udland og er en del af trænerteamet på ALT for damernes årlige træningscamp på Club La Santa.
- Arbejdede i 20 år i designbranchen med salg, indretning, udvikling og ledelse og sideløbende med det underviste han i fitnesscentre og på danseskoler, conventions og træningsrejser.
- Er gift med Tor Andersen.
Krop i alarmberedskab
Midt i det hele fik Jan Svensson og Tor Andersen mulighed for at blive partnere i et nyåbnet træningscenter, Powerhouse Cph – i dag PWR.8 Studio – som skulle jongleres med fuldtidsarbejdet. De mange arbejdstimer begyndte at sætte sine spor på kroppen.
"Jeg havde konstant ondt i ryggen og hold i nakken. Jeg havde et gigantisk udslæt under øjnene, min tunge var i en lang periode mørkegul. Jeg havde tankemylder om natten og kunne ikke sove. I mange år sov jeg to-tre timer om natten. Jeg vågnede bare og kunne ikke falde til ro," fortæller Jan Svensson.
Han bildte sig selv ind, at han var sund, for han trænede jo dagligt, men han spiste sjældent i løbet af dagen.
"Jeg lavede grøntsagssmoothies om morgenen. Men så spiste jeg ingenting før rigtigt sent om aftenen. Så det er klart, at mit blodsukker dykkede. Jeg kunne sidde midt om natten og arbejde på et milliontilbud, som jeg skulle have sendt afsted, og så endte jeg med at gå ned i køkkenet og hente Nutella-glasset. Så sad jeg der med min spiseske klokken to om natten og spiste Nutella for at få energi."
Hos lægen fik han aldrig fortalt om arbejdspresset, men blev i stedet symptombehandlet for de forskellige fysiske problemer.
"Jeg fik noget medicin til at bekæmpe symptomerne; creme til udslættet, piller til de sure opstød. Og så kunne jeg løbe videre. Det er sindssygt, hvordan man bare kan lukke ned for ens sunde fornuft, selvom ens krop er i alarmberedskab."
"Jeg tror, at min gave har været, at jeg stadig har trænet og undervist så meget. På en eller anden måde holdt jeg alle stresshormonerne som adrenalin og kortisol i skak med en form for endorfin. Jeg gik mange gange helt udmattet ind til mit bodytoning-hold. Når jeg kom ind og kiggede på de skønne mennesker, der stod foran mig, og som smilede til mig, blev al min fake energi ægte. Jeg forlod altid de timer helt høj og glad."
Kunne ikke stå af toget
Samtidig med at træningsstudiet vækstede, fik Jan Svensson mere og mere ansvar i møbelvirksomheden.
Og selvom alle alarmklokkerne bimlede i kroppen for at få ham til at sætte tempoet ned, ignorerede han dem – og løb endnu hurtigere for at kunne nå begge dele.
"Jeg følte ikke, at jeg kunne stå af toget. Jeg ville gerne gøre alle glade, og grundlæggende syntes jeg, at det var sjovt. Vi var blevet fanget i succesens hamsterhjul, for vi var begyndt at tjene gode penge."
Men selvom Jan Svensson var lykkelig for muligheden for at kunne åbne en virksomhed sammen med sin mand, hvor de arbejdede med det, som de elskede allermest, clashede det med hans primære job, der inkluderede rejser til udlandet, 50 opkald om dagen og 200 mails i indbakken.
Annonse
"Jeg fik aldrig hjælp, og jeg bad heller aldrig om den. I det miljø følte jeg, at måden jeg kunne lykkedes på, var ved hele tiden at løbe stærkere – og derfor turde jeg ikke sige fra. I bund og grund følte jeg mig aldrig god nok."
Den følelse sad i Jan Svensson i årevis, indtil en dag efter endnu en nat på kontoret med en ske i Nutella-glasset. Til et møde med chefen sortnede det for hans øjne og summede for hans ører. Det eneste, som han kunne sige, var: ”Jeg skal ikke være her mere. Jeg vil ikke være her mere.”
"Og så begyndte jeg at græde. Jeg rejste mig, tog alle mine ting, og så gik jeg."
Der var helt stille
Derefter begyndte Jan Svensson på en længere rejse i personlig udvikling. Første stop var bare at være.
"Jeg sad helt alene i vores træningscenter. Jeg havde aldrig prøvet at være alene før. Der var ikke nogen, der ringede til mig. Der var ingen, som hev i mig eller krævede noget. Der var bare stille."
Næste stop for Jan Svensson var timer hos en Body SDS-behandler.
"Han fik mig til at trække vejret og fik min krop til at afspænde. En dag fik han trykket på noget, hvor det bare gjorde ondt. Og så begyndte jeg at græde. ”Der fik vi da hul på en infiltration,” sagde han og kiggede mig ind i øjnene: ”Jan Svensson, det virker som om, du skal lære at elske dig selv igen.”"
"Og det var SÅ rigtigt."
Hos en psykoterapeut begyndte Jan Svensson at arbejde med at lære at kunne give omsorg til sig selv.
"Den første måned slog jeg mig selv oven i hovedet. Jeg syntes, at jeg var en taber, der ikke kunne klare mosten."
Så begyndte jeg at lære nogle værktøjer, bl.a. et, som vi kalder ”min egen indre forælder”. Med mit pleaser-gen er jeg dårlig til at sige nej. Så når nogen i dag spørger mig om noget, øver jeg mig i at svare, om jeg lige må vende tilbage. På den måde får jeg tid til at tænke, hvad min egen indre forælder vil svare, forklarer Jan Svensson.
Netop barndommen har spillet en rolle i psykoterapien – og i forståelsen af, hvorfor han ikke så tegnene, før han lå helt ned.
"Jeg er vokset op med forældre, hvor det at have et arbejde er lig med succes. Men der var også meget overskud og kærlighed i vores familie. Så hvorfor endte jeg med at få dårligt selvværd? Min psykoterapeut fortalte mig, at mange i min generation ikke er blevet opdraget til at mærke efter, hvad der er godt. Vi blev spurgt, om vi havde haft en god dag, og når vi svarede ja, blev der ikke spurgt mere ind til, hvad vi havde oplevet," fortæller han og uddyber:
"Jeg fik en mavepuster. Dybt inde har jeg aldrig elsket mig selv. Jeg har aldrig været bevidst om, hvad der var godt for mig. Jeg har været i nogle arbejdsmæssige relationer, hvor nogle mennesker har udnyttet mig, fordi jeg ikke kunne passe på mig selv. Selvfølgelig ligger der et ansvar hos mig selv, men jeg har ikke lært at passe på mig selv. Det har jeg ikke været god til."
Undervejs gik det også op for ham, at han var blevet adrenalin-junkie.
"Man har noget med i sin bagage, som ligger fuldstændig dybt forankret i ens reptilhjerne. Jeg trivedes kun, når jeg havde travlt. Men det var det, der slog min far ihjel. Han fandt også glæden, når han kunne mærke, at det hele pulsede, og ordrerne tikkede ind. Han fik et hjerteanfald i en alder af 47 år og døde i mine hænder. Og der sad jeg med samme tendenser," fortæller Jan Svensson og forklarer, at det fik ham til at indse, at ro blev nødt til at være allerøverst på prioriteringslisten i hans nye liv.
"Jeg har været nødt til at acceptere, at jeg får en syg energi af at have travlt, for jeg synes, at det er pissesjovt, og jeg har svært ved at sige stop. Men hvis jeg ikke har ro, kan jeg ikke få en velfungerende krop. Og min krop kan ikke køre 200 km i timen i første gear dagen lang."
For at få ro indarbejdet som en fast bestanddel i sit liv er vejrtrækning blevet et redskab, som Jan Svensson i dag bruger meget aktivt.
"Stress er ikke altid ikke at kunne nå det hele og ikke være god nok. Stress er også, når du stresser kroppen. Jeg har stresset min krop siden klokken 5 i morges, for jeg vågnede klokken 4.35. Jeg trænede fra klokken 5 til 6.30. Så tog jeg bilen og underviste i to timer, og nu sidder jeg her klokken 10 og bliver interviewet.
På sådan en formiddag kommer vejrtrækningen automatisk til at ligge for højt oppe, så jeg ikke får trukket luften helt ned i maven. Så sørger jeg for at lave vejrtrækningsøvelser i løbet af dagen, for jeg er fuldstændigt bevidst om at få hele mit nervesystem og min hjerterytme ned i tempo. Der skal helt ro på – og det ved jeg i dag."
Livet er en evig balance
Udover fokus på ro er der også kommet en bevidsthed i Jan Svensson om, at der skal benzin på motoren. Og det kræver den rette kost med masser af vitaminer og mineraler.
"Jeg prepper stort set al min mad hver dag og har altid en plastikboks med økologiske grøntsager, en proteinkilde og nogle fedtkilder med mig. Jeg spiser varieret, men stort set det samme hver dag fem dage om ugen. I starten var det fanatisk. Men fanatismen kom i, at jeg hele tiden kunne mærke, at der skete noget, som gjorde, at jeg havde færre smerter, jeg sov bedre, og den træning, jeg lavede, begyndte faktisk at kunne ses."
Jan Svensson understreger, at det ikke handler om at have en sixpack – det er følelsen af at være stærk og have et godt fundament, der motiverer ham til at spise sundt og prioritere træning.
"Jeg er blevet så gammel, at jeg vågner af mig selv, og så har jeg det faste ritual, at jeg starter dagen med en eller anden form for bevægelse. Det kan være en gåtur, styrketræning eller en svømmetur. Når jeg mærker min krop gennem motion, giver det mig positiv energi," forklarer han.
Målet om at leve et godt og langt liv driver ham også.
"Nicklas Brendborg skriver i sin bog 'Gopler ældes baglæns' den klogeste sætning, jeg har læst, nemlig at ”målet må være at dø med så ung en krop som muligt.” Det er blevet mit mål nu. At behandle min krop med respekt, så jeg også som 60-, 80- eller 100-årig kan bevæge mig, være frisk og taknemlig for livet."
"I mange år havde jeg det godt, fordi jeg kunne købe Gucci-sko, spise på Michelin-restaurant eller tage på en luksusrejse. Men det gik op for mig, at for at have det godt handler det om at have en smertefri krop, at kunne sove godt om natten, have overskud til de mennesker, du møder på din vej og være bevidst om hver en ting, du gør – og hvorfor du gør det."
Create a happier you
I dag har Jan Svensson viet sin karriere til at hjælpe andre til at få et bedre liv – hvad end de har brug for træning, hjælp til vejrtrækning eller til at lære at sætte tempoet ned. Og det gør han i PWR.8 Studio under mottoet Create a happier you.
"Vi har skabt det vildeste drømmeliv, fordi vi har en virksomhed, hvor vi italesætter alt det basale overfor vores medarbejdere og alle de mennesker, som træner hos os. Vi skaber nogle uformelle rammer, hvor de kan finde deres egen opskrift på at komme ud af stress, mærke deres krop eller blive lidt gladere."
"Hele livstilsbranchen, fitnessbranchen og lægevidenskaben taler om ”den rigtige opskrift”. Der er den rigtige teknik i pilates, der er den rigtige squat, og jeg ved ikke, hvor mange kostprincipper, der er ”rigtige”. Men findes den helt rigtige opskrift egentlig? Det tror jeg ikke," siger han og fortsætter:
"Vores univers handler om positivitet og om at skabe nogle uformelle rammer, hvor vi grundlæggende får folk til at smile og bevæge sig. I dem manifesterer vi det, der gør os glade, og det kan inspirere og motivere andre. Det er ikke en livsstilsændring, men hvis vi er heldige, kommer der en kursændring. Ligesom når et skib skifter retning bare to grader – så ender det et helt andet sted i løbet af et helt år, eller to eller tre. Og det vil jeg så gerne give videre til andre," forklarer han.
"Jeg gør mig umage hver dag. Hvis jeg får andre mennesker til at smile lidt og får dem til at mærke et eller andet, så kommer forandringen helt af sig selv i den retning, som passer til lige netop dem. Det er videnskaben og fundamentet omkring positiv psykologi."
"Vi skal ikke redde nogen, men skabe nogle rammer, hvor folk kan være en del af et fællesskab, hvor der er bevægelse, der er glæde, du mærker din krop, og du interagerer med andre mennesker," siger han og slutter af:
"Det er ligesom budskabet på det gamle Irma-klistermærke ”Smil, det smitter” – det er skarpt tænkt dengang, for det virker virkelig."
