Trine Skoller: Detox er noget kedeligt noget
Spiser du sundt?
– Ikke altid, men rent faktisk kan jeg oftest bedst lide det sunde, så det er ikke en pine for mig at holde mig i den sundere afdeling. Jeg går rimelig meget op i gode og sunde kostvaner, og at vi, så langt det overhovedet lader sig gøre, sidder omkring bordet og spiser sammen. Mine børn er meget interesserede i mad og spiser stort set alt, hvilket jeg synes er rigtig skønt. Jeg orker ikke kræsne børn.
– Generelt synes jeg, at vor tids religion er blevet hele det her trip omkring, hvad der er sundt, og hvad man absolut slet ikke må indtage. Jeg synes, det er kammet temmelig meget over. Jeg gør meget ud af, at mine børn tager stilling til det, de putter i munden, og at de ved, hvad der er godt for dem, og hvad der ikke er. Derfor taler vi rigtig meget om, hvad der er sundt og usundt, men det er absolut uden fanatiske undertoner. Dog prøver jeg at tilstræbe at købe økologisk, jeg synes, det er kedeligt, at vi udsætter os selv og vores natur for alle disse kemikalier.
Er der usund mad, du ikke vil undvære?
– Jeg kan ikke lige komme i tanke om noget nu, men jeg bliver aldrig sådan én, der fanatisk går uden om alt usundt. Puha da da, det må sgu' da være vanvittig kedeligt.
Hvordan forkæler du dig selv?
– Ved at tilbringe tid med dem, jeg holder af.
Et nemt sundt tip til en travl dag?
– Gode smoothies med grøntsager, mandler, frugt, havremælk, byggræs og hybenpulver. Bare ned i blenderen og så kører det. Stort set alt kan bruges, og det er en rigtig god måde for mig at få den frugt på, som jeg ellers har tendens til at glemme.
Er detox noget for dig?
– Man skal aldrig sige aldrig, men alle de der detox-arrangementer synes jeg, er noget kedeligt noget. Og jeg tror heller ikke, det er sundt. Jeg bryder mig virkelig ikke om, når ting bliver fanatiske og unuancerede. Jeg tror bare, at man skal spise fornuftigt og så ellers se at komme ud og gå sig en lang tur i den friske luft.