"Folk mente, at jeg måtte være dum, fordi jeg danser med numsen"
At udtrykke sig gennem dans har længe været en del af Louise ”Twerk Queen” Kjølsens hverdag og identitet. Så da hun for et år siden blev ramt af en knæskade, der i en længere periode gjorde det umuligt for hende at vrikke med hofterne og svinge med numsen, betød det mere end bare fysiske begrænsninger for hende. Skyld, skam og frygt ramte Louise som en mavepuster – og det blev helt tydeligt, at hendes fysiske og psykiske sundhed er uadskillelige. Nu er hun ved at genopbygge forholdet til den krop, som er så vigtig for hende.
I timevis stod Louise Kjølsen foran spejlet på sit teenageværelse og øvede sig på teknikkerne til en helt særlig slags dans. En numserystende og hoftevrikkende dans, der i dag er blevet hendes kendetegn, hendes levevej og hendes brand. Derfor kender du hende nok også bedre under kunstnernavnet Twerk Queen.
"Twerk er blevet min identitet – og det havde jeg godt nok ikke lige regnet med, da jeg begyndte på det for over ti år siden," siger Louise smilende og tilføjer:
"I starten vidste jeg jo ikke engang, at man kaldte den slags dans for twerk. Jeg kendte nogle af trinene lidt fra dancehall, men der var noget helt specielt ved twerk, der fik min krop til at føle sig ekstremt meget hjemme. Fordi der dengang ikke var mange, der kendte til danse-stilen, var der heller ikke nogen, der kunne undervise Louise i at danse med bagdelen på den helt særlige måde.
Så hun var nødt til at lære det af sig selv. Derfor stillede hun sig foran spejlet, mens der kørte jamaicanske dansevideoer ved siden af på en computerskærm. Hun nærstuderede hver en bevægelse, som danserne lavede, mens hun forsøgte at få sit spejlbillede til at gøre præcis det samme."
"Jeg har altid danset meget, men jeg kunne hurtigt mærke, at det var den her dans, som jeg var bygget til. Den gjorde min bagdel til en fordel, og det var skidegodt," siger hun igen med et smil.
Annonse
Da sangerinden Miley Cyrus i 2013 trådte op på scenen til et stort MTV-show og twerkede, blev dansen for alvor verdenskendt. Derfra gik der ikke lang tid, før Louise blev kontaktet. Igen og igen.
"Pludselig ringede min telefon hele tiden, og folk sagde: ”Hej, vi har hørt, at det er dig, der twerker – vi vil gerne hyre dig!”," fortæller Louise og tilføjer:
"Dansen har nærmest altid været som et visitkort for mig. Det var det, som folk kendte og huskede mig på. Og det giver ret god mening i virkeligheden, fordi det har altid været igennem min krop, at jeg har udtrykt mig. Det er mit instrument og måden, som jeg bedst kommunikerer på."
Louise har altid haft en tæt forbindelse til sin krop. Både når hun følger musikkens rytmer, men også udenfor danselokalet. Hun er vokset op med to forældre, der begge arbejdede i teaterverdenen, hvor hun tidligt havde mulighed for at smage på performance-livet, når hun en gang imellem var med dem på arbejde.
Hun husker især en af de første gange. Da fik hun nemlig lov til at være med, da hendes mor underviste et ungdomshold på Vesterbro. Det efterlod en helt særlig rolle til Louise. Hun skulle være isbjørneskind.
"Sådan her," demonstrerer Louise grinede, mens hun strækker armene frem og åbner munden på fuld gab.
"Sådan lå jeg hele scenen igennem, og det var jo totalt fjollet, men jeg elskede det der med at være på – så jeg tog min rolle meget alvorligt."
Annonse
Krop og debat
Uanset om Louise spiller isbjørneskind på en scene eller danser amok til en fest, har hendes kropslighed altid været hendes vigtigste redskab til at udtrykke sig.
Derfor har det også været helt naturligt for hende at bruge sin krop til at sætte fokus på emner og debatter, der handler om krop – og især kvindekroppen, køn og seksualitet. Uanset om det gælder ligestilling og samtykkelov eller mavebluser og kropsbehåring.
"Når nogen kritiserer kroppe – især kvindekroppen – har jeg svært ved at tie stille. For når man taler om en krop, taler man potentielt om alle kroppe og derfor også om min krop.
Annonse
Det er især en rød klud for øjnene af mig, når kvindekroppe tillægges alle mulige værdier og derved gøres til en politisk slagmark. Kvindekroppen får aldrig bare lov til at være en krop. Enten er den sexet, provokerende, smuk, grim, politisk osv. Den får aldrig bare lov til at være."
"Værst af alt er det dog, når nogen giver kvindekroppen ansvaret for andres handlinger, at måden vi går klædt ”sender signaler” eller ”inviterer til noget”. Men det kan aldrig være kvindens ansvar, hvad andre gør. Vi må gøre med vores kroppe, hvad vi vil, ligesom vi selv må bestemme, hvilke værdier vores kroppe tillægges."
"For det virker som om, at de åbenbart skal tillægges værdier," indskyder Louise og fortsætter:
"Og hvis kvindekroppen ikke bare må være en krop, men altid skal tillægges en værdi, så vil jeg altså gerne selv bestemme, hvilken værdi min egen krop skal tillægges. I debatten bruger jeg derfor min egen krop til at pushe mit budskab ud.
Jeg skriver de værdier, jeg synes, at min krop har, på min krop med tusch. Jeg kunne også have pakket min krop væk og fokuseret på at forklare mine pointer mundtligt, men jeg synes bare, at det siger meget mere, når det er kroppen selv, der taler."
Louise har aldrig lagt en plan om, at hun skulle være feministisk debattør og aktivist. At hun skulle sidde i et debatprogram og smide blusen, fordi hun var inviteret ind for at tale om mavebluser, eller at hun skulle stå med et skilt ude foran Christiansborg, hvor der stod ”Alle har ret til at gi’ samtykke”.
Men da Louise blev kendt som ”hende, der twerker” blev hun også mødt af kommentarer, der viste hende, at det var nødvendigt at skubbe feminisme frem på dagsordenen igen.
"Jeg gik ud i verden og var den, som jeg var, og det provokerede nogen. Folk mente, at jeg måtte være dum, fordi jeg danser med numsen, og de kunne i hvert fald ikke tage mig seriøst i mit fag som psykolog. De kommentarer var helt klart med til at starte nogle refleksioner hos mig, der senere blev til en mere organiseret feministisk aktivisme.
Det startede nok ret egoistisk med, at jeg ville stoppe dem, der prøvede at begrænse mig og den måde, som jeg var i verden på. Men det gælder jo alle, fordi det skyldes nogle strukturer i samfundet, der skal ændres – og hvis jeg kan være med til det, vil jeg meget gerne det," siger hun.
Når kroppen siger stop
Det stråler ud af Louise, at hun hviler i sig selv på mange måder. Hun er for det meste glad for den, hun er, og som hun ser ud. Hun er egentlig ret forfængelig, forklarer hun, men hun tager stort set altid mavebluse på, hvis hun er oppustet, ligesom hun lufter shortsene til træning, selvom hun har lidt hår på benene.
Hun synes nemlig, at det er vigtigt at sende et signal om, at kroppen er fin uanset. Alligevel er der en del af hende, der kommet på prøve det seneste år. Hun har skulle lære at acceptere, at hun også kan være uvenner med sin krop – og at kroppen er god nok, selvom den ikke altid kan gøre det, som hun gerne vil have.
"I min feminisme preacher jeg meget, at man skal vise sig selv og sin krop omsorg. Jeg har selv haft de der nærmest obligatoriske teenageår, hvor man godt kan være lidt streng imod sin krop, og jeg kan også stadig have dage, hvor jeg ikke synes, at jeg ser pæn ud.
Men jeg har arbejdet meget på at holde af min krop og ikke fokusere så meget på, hvordan den ser ud. Men det seneste år har skabt nye udfordringer i forhold til at være glad for kroppen, som den er. Så tak, univers, for den sindssygt dejlige læringsoplevelse!"
Jeg gik over i fitnesscenteret og trænede tungt og hårdt. Om aftenen havde jeg en dansetime, og det var der, at jeg pludselig mærkede, at noget var galt i mit knæ. Jeg tog det ikke så alvorligt i første omgang, men lagde lidt is på og tænkte, at det nok ville gå i sig selv."
Foråret blev til sommer, men Louises knæ var stadig ikke sig selv. Tværtimod blev det værre og værre, og til sidst så hun sig selv humpe rundt fra debat til debat på Folkemødet.
"Jeg ved faktisk ikke, hvordan jeg overlevede de dage. For hvad laver man på Folkemødet? Primært går! Så jeg følte mig megautilstrækkelig og sad mest på en stol i et eller andet telt. Jeg husker tydeligt, at det var der, at alvoren virkelig begyndte at gå op for mig. Jeg kunne ikke længere bare prøve at ignorere og lade som om, at alt var fint. Jeg blev nødt til at gøre noget ved det, for jeg kunne ikke længere være i verden på den måde, jeg plejer at være det – og det var sindssygt frustrerende," siger hun.
Louise besluttede sig for at søge råd hos lægen, og et længere forløb med undersøgelser blev sat i gang. Imens kunne hun stadig ikke danse et eneste trin. Hendes hoved fyldtes langsomt op med flere og flere bekymringer om fremtiden, mens hun gik og ventede på svaret på, hvad der skulle ske.
"Tænk nu, hvis det ikke kunne fikses? Hvad nu, hvis jeg havde ødelagt min krop? Og ville jeg aldrig komme til at danse igen? Hvis det nu bare havde været en arm, havde det ikke været noget stort problem for mig, for jeg bruger ikke de her arme til noget, de er bare accessories," siger Louise og griner lidt.
Men alvoren af det seneste års frustration, undersøgelser og frygt skinner igennem. For knæskaden satte ikke kun fysiske begrænsninger for Louise. Den kom med en masse psykiske udfordringer.
"Jeg ved godt, at der er folk, som er meget syge, og så sidder jeg her og har kæmpekrise over en revne i min menisk. Men den skade betød, at jeg ikke kunne danse. I snart et år har jeg ikke kunne bruge min krop, som jeg er vant til. Og hvad er jeg så? Hvem er Twerk Queen uden twerk?"
Louise følte i en lang periode, at hun ikke længere kunne leve op til sit brand og til folks forventninger til hende. For hvad skulle hun gøre, når hun blev spurgt, om hun kunne twerke? Af frygt for hvad folk ville tænke om hende nu, hvor hun ikke kunne gøre alt det, som hun plejede, isolerede Louise sig i sin lyserøde lejlighed. Det nemmeste var nemlig at ligge på sofaen med tv-serier på skærmen og sin kat ”Baby” i armene.
"Hen over efteråret var jeg så fuld af skam over, at jeg havde ødelagt mit knæ. Jeg følte jo, at det var min skyld. At jeg kunne have gjort det bedre. Så jeg prøve - de hele tiden at ghoste min krop ved ikke at lytte til den og alle tankerne. I stedet lå jeg bare og bingede reality-serier, så jeg ikke behøvede at forholde mig til virkeligheden.
Nogen drikker, andre tager stoffer, mens tv-serier var mit drug. Det var min måde at slippe væk fra virkeligheden, som jeg slet ikke kunne holde ud på det tidspunkt. I hele den her periode på et par måne - der satte jeg mig vitterligt bare ned og havde lyst til at give op," siger Louise og bliver rørt.
"Jeg gav op på en eller anden måde, og jeg havde det sådan, at der måtte komme nogen og hjælpe mig, for jeg kunne ikke selv komme ud af de svære tanker. Hver eneste gang, at jeg gjorde noget, følte jeg, at jeg gjorde det forkert. Og jeg kan jo godt se, at det måske virker åndsvagt, at det påvirkede mig sådan.
Det er en meniskskade, det sker for størstedelen af den danske befolkning. Men psykisk var – og er det stadig – sinds - sygt hårdt ikke at kunne være den person, som man føler, at man er. Det var meget af min identitet, der pludselig forsvandt.
I hvert fald i forhold til mine egne forventninger af, hvem jeg var, og hvorfor jeg havde værdi. Og så var mit hjerte bare fuldstændig knust over ikke at kunne danse. Det er ikke bare mit arbejde, men en stor del af min identitet, passion og kunst."
Velgørende dyp i havet
Louise, der er vant til altid at have en øm muskel et sted på kroppen efter hård træning, en lang danseti - me eller massevis af undervisning, måtte finde andre måder at mærke selv sig og sin krop på, da hun ikke kunne andet end at ligge i sin sofa omgivet af puder og tv-serier.
"Jeg havde virkelig brug for mærke min krop, ellers følte jeg, at jeg døde indeni."
Derfor kæmpede Louise sig dagligt – uanset vejr, vind og temperatur – ned til en lille badeponton for at springe i det friske vand. I vandet kunne hun nemlig bevæge sig frit uden at have begrænsninger med knæet.
"Jeg synes, at det er rigtig dejligt, at man kan operere i kroppen. Det redder liv hver eneste dag, men jeg er også meget tilbageholden med det selv, fordi jeg har det forhold til min krop, som jeg har. Jeg synes, at det kan virke som et stort indgreb at åbne kroppen op på den måde og ændre på dens naturlighed," siger hun og pointerer smågrinede:
"Jeg græd på et tidspunkt, hvor jeg bare skulle have noget sat på en af mine tænder, fordi det føltes så fremmed for min krop. Jeg vågner af og til af mareridt om, at jeg har fået botox. Og jeg er vokset op i et hjem, hvor krystaller gjorde det ud for Panodiler. Så jeg går meget op i, at det er naturligt det, som jeg gør ved min krop, og derfor ville jeg gerne sikre mig, at alle andre muligheder end operation var afprøvet først."
Med det i tankerne besluttede Louise og hendes fysioterapeut, at hun skulle forsøge at træne skaden væk. Hun skulle ikke ligge stille længere, men lave forskellige øvelser, der styrkede musklerne omkring knæet.
"Så vi gav det et skud. Jeg fik en masse fjolleøvelser, hvor jeg skulle vippe med tæerne og sådan noget. Det virkede helt skørt, når jeg plejede at kunne lave benpres med 300 kilo vægt, men sådan var det. Jeg ville jo gøre alt for at fikse benet."
Mere end twerk
Benmusklerne var ikke det eneste, der skulle trænes i processen. Louises forhold til sin krop var blevet udfordret undervejs. Pludselig havde hun nemlig svært ved at stole på den – noget hun aldrig havde haft problemer med før.
"Jeg var pissebange for alle bevægelser, som jeg lavede med min krop – og jeg havde været det i så lang tid, at det havde sat sig som angst i mig. Jeg havde ligesom mistet forbindelsen til min krop, så når vi lavede fjolleøvelserne, spurgte min fys hele tiden: ”Hvordan føles der her?” og ”Hvordan er den her øvelse for dig?”. Og det eneste, jeg kunne svare var: ”Det ved jeg ikke”. For jeg kunne ikke mærke det.
Jeg tror, at det har været en overlevelsesstrategi, fordi jeg i den periode ikke følte mig hjemme i min egen krop. Den kunne ikke de ting, som den plejede, og derfor følte jeg mig slet ikke som mig," siger Louise, der skridt for skridt fik løsnet op i kroppen, trænet musklerne og genfundet kontakten til sin krop uden at skulle igennem en operation.
"Langsomt er jeg begyndt at stole på min krop igen. Men det har været en lang rejse, og jeg er slet ikke i mål endnu. Hvis jeg var musiker, ville det svare til, at jeg måske havde fire ud af seks strenge på min guitar," siger Louise og tilføjer:
"Det er nok det, som man kalder selvudvikling, som jo altid er noget hårdt pis, men som man bliver glad for i det lange løb," siger hun med et smil på læben.
Der er ingen tvivl om, at Louise helst ville have været meniskskaden foruden, men den har også understreget, hvor vigtigt det er, at hun passer på sig selv – både fysisk og psykisk.
"Det føles lidt som om, jeg er ved at finde min krop igen. Som om jeg findes igen. Jeg behøver ikke at isolere mig fra alle andre, fordi jeg ikke kan twerke eller danse helt så meget, som jeg plejer. De forventninger, som jeg altid har tænkt, at folk havde til mig, var nok i bund og grund mest noget, der var i mit hoved.
F.eks. var jeg til et modeshow for nylig, hvor jeg blev bedt om at twerke på catwalken, og det ville jeg jo så gerne, men jeg kunne stadig ikke helt danse. Så jeg lavede bare noget andet, som jeg ikke selv syntes, var noget særligt. Men efter showet virkede alle meget imponerede og glade," husker Louise og fortsætter:
"Jeg har nok bare altid forsøgt at leve hundrede procent op til forventningerne. Og det er netop det, der er problemet, fordi hvis forventninger er det egentlig? Det er noget af det, som jeg bruger ret meget tid på at se på nu. Hvad er egentlig mest mine egne forventninger, og hvad er reelle forventninger fra andre mennesker," siger Louise, der også er meget bevidst om, at hun ikke skal helt tilbage til den livsstil, hun havde før knæskaden.
"Det er ikke realistisk, at jeg skal tilbage til den måde at have en hverdag, som jeg havde før skaden. Så ender jeg bare med en ny skade. Det fysiske ved skaden er ikke så kompliceret, det skal genoptrænes. Men det psykiske skal ikke genoptrænes, det skal trænes til en mere bæredygtig måde at være i verden på, hvor det er vigtigt, at jeg mærker efter og elsker mig selv, selvom jeg ikke præsterer hele tiden. For det handler ikke om at have allermest travlt eller lave flest fede ting.
Vores kroppe er ikke bedre, når vi gør en masse – de er gode uanset. Det er ikke alt det, som vi gør, der gør os til en succes. Derfor har jeg også skullet finde ud af, hvem er jeg uden twerk, for jeg er jo mange andre ting samtidig. Derfor skal jeg måske fremadrettet til at være lidt mindre Twerk Queen og lidt mere Louise ”Twerk Queen” Kjølsen."
