Ulla Vejby: ”Det var en meget fysisk følelse. Som om jeg havde en kæmpe sten i mit bryst”

Hvilken vej var den første, du gik på?

"Det var på Enighedsvej. En lillebitte grusvej i Klovborg ved Horsens. Den forbandt fem gårde, der dannede rammer om et lille trygt miljø med store vidder, marker og en skov med huler og klatretræer.

Jeg voksede op på slægtsgården, der var gået i arv fra min farmor og farfar til mine forældre. Vi var fem børn i alt og fungerede lidt som et lille arbejdsfællesskab. Vi høstede kartofler og fodrede kalve og lærte at slagte høns. Der er altid noget at lave på en gård, og vi var alle sammen med til at løse arbejdsopgaverne. Det gav en god følelse af værd at kunne bidrage.

Vi legede selvfølgelig også med børnene på de andre gårde. Som om vi var med i en dansk version af Alle vi børn i Bulderby. Jeg er flasket op med en følelse af et tæt sammentømret fællesskab, som kan findes i et lille lokalt miljø. Og den følelse er stadig meget vigtig for mig. Der opstår heldigvis ofte et stærkt fællesskab på et film- eller tv-set, fordi man arbejder intenst sammen om at få et fælles projekt til at lykkes og blive godt. Det nyder jeg meget. Fordi det minder mig om fællesskabet i min barndom."

Hvordan fandt du din levevej?

"De store vidder kunne også nogle gange give mig en form for omvendt klaustrofobi. Fordi det føltes som om, der var så uendeligt langt til alting. Jeg vidste ret tidligt, at jeg ville være skuespiller. Ikke som noget jeg definerede klart for mig selv eller sagde højt til andre. Men mere som en følelse.

I 5. og 6. klasses skolekomedier tænkte jeg, at jeg da nødvendigvis måtte have hovedrollerne. Eller de store roller i hvert fald, mindst! Jeg skulle jo leve af det, så jeg havde brug for at øve mig! Det var helt børne-ego-agtigt. Ren Bamse i Bamses Billedbog. Men det føltes vigtigt for mig, og jeg anede ikke, hvordan jeg ellers skulle bære mig ad med at få mine skuespillerambitioner til at lykkes.

Der hvor jeg voksede op, kunne man ikke gå til noget kreativt. Man kunne enten gå til spejder eller håndbold. Og jeg kan huske, hvordan jeg stod der for enden af grusvejen med mit håndboldtøj i en plasticpose og ventede på bussen, mens jeg så ud over markerne og spekulerede på, hvordan jeg nogensinde skulle blive skuespiller. Man kunne jo ikke bare google sig til det hele dengang, og jeg kunne jo heller ikke bare stille mig op der på markerne med en megafon og råbe: ”Hallo, hvordan bliver man skuespiller?” Det var den følelse af klaustrofobi, vidderne kunne give mig.

Da jeg skiftede til en større skole, ville skæbnen heldigvis, at jeg blev venner med en dreng, hvis mor arbejdede på skuespillerskolen i Aarhus. Hun hed Lisbeth, og hun syntes, at jeg var sød og ikke helt håbløs, så da jeg blev student, inviterede hun mig på kaffe og croissanter og fortalte mig kærligt, hvordan jeg kunne blive skuespiller. At det var en god idé at søge ind på en teaterhøjskole, hvilke lærere jeg kunne læse hos, og at jeg skulle i gang med at læse op på forskellige stykker.

Jeg startede ved A på biblioteket. Og gjorde stort set alt, hvad hun havde fortalt mig. Den eftermiddag hos Lisbeth blev min vej ind i faget."

Den vigtigste vejviser i dit liv?

"Min mor har en måde at være i verden på, som jeg føler mig meget inspireret af, men som jeg nok ikke helt er kommet i mål med selv. I hvert fald ikke endnu. Hun er nysgerrig på alt, hvad hun gør og ser og oplever. Alt er på en eller anden måde spændende og interessant for hende. Bare når man går ned ad et fortov sammen med hende, bliver man nødt til at stoppe op hele tiden, fordi hun opdager noget, hun lige må undersøge eller se nærmere på.

Jeg tror, det handler om, at hendes blik altid er rettet udad i stedet for indad mod sig selv. Hun er fuldstændig u-forfængelig og helt uinteresseret i, hvad andre tænker om hende. Som 60-årig startede hun på en uddannelse som kirkesanger, fordi hun havde lyst til at synge. Det kræver altså ben i næsen at kaste sig ud i sådan noget, når man bor i et lille samfund. Jeg kan mærke, at jeg selv har en helt anden selvbevidsthed.

Som skuespiller vender man selvfølgelig i langt højere grad også blikket mod sig selv, fordi det er en del af faget at undersøge, hvad man kan udtrykke, og hvordan man gør det bedst. Men jeg kunne godt tænke mig at blive bedre til at vende blikket udad. Ligesom min mor."

Dit livs omvej?

"Jeg ved ikke, om det var en omvej, for det føltes som en vej, det var helt nødvendigt for mig at gå. Men det tog mig fire år og fire forsøg at komme ind på skuespillerskolen. Det modnede mig, og det havde jeg brug for.

Som 21-årig føler man sig usårlig. Man har en idé om, at livet kan gøre ondt, men man har aldrig selv mærket det. Og det er ikke det bedste udgangspunkt for en skuespiller. De andre i min omgangskreds, der havde søgt ind på kreative uddannelser, begyndte stille og roligt at falde fra og finde ind på andre karrierespor. Fordi det gjorde for nas at blive afvist. Igen og igen. Det var helt forståeligt.

Jeg tror, at jeg blev ved, fordi jeg havde en voldsom ærgerrighed efter at lære faget. Det handlede ikke så meget om at lykkes med projektet rent personligt, men om at jeg ville mestre faget. Jeg stank til det i starten, og jeg ville finde ud af hvorfor! Jeg ville forstå, hvorfor ordene lød rigtige, når de kom ud af en dygtig skuespillers mund, mens de kunne lyde forstillede og kunstige, når de kom ud af min. Og jeg tænkte, at hvis bare jeg fik lov at få foden indenfor på skolen, hvis bare jeg fik den rigtige hjælp, så ville jeg lære det.

Jeg havde sådan en indre glødende tro på, at jeg kunne, hvis bare jeg fik chancen. Efter tredje afslag besluttede jeg mig alligevel for, at jeg ikke kunne blive ved. Hvis det ikke kunne lade sig gøre, måtte jeg blive noget andet. Fysioterapeut måske. Og så kom jeg ind. I mit fjerde og sidste forsøg."

Hvornår har du mistet vejgrebet?

"Da jeg blev færdig med skuespillerskolen, blev jeg ramt af angst. Det var en meget fysisk følelse. Som om jeg havde en kæmpe sten i mit bryst. Jeg var hele tiden grådlabil og følte, at jeg var ude af sync med mig selv og min krop. Som om jeg slet ikke var mig. Alting sitrede, og den ro, jeg egentlig kommer af og nok altid har trukket på, føltes utilgængelig for mig. Jeg kunne ikke få fat i nogen form for anker, men følte mig underligt løsrevet fra alting. Også fra det nye fællesskab, jeg havde haft og dyrket på skolen.

Den følelse af samhørighed med andre, der var som mig, og som jeg havde længtes efter, siden jeg stod og stirrede ud over markerne som barn, var pludselig væk og afløst af en frygt for, at det næste hold skuespillere ville blive færdige på skolen og overhale mig indenom, inden jeg havde fået fodfæste i branchen. Jeg kunne ikke hele mig selv, men havde åndsnærværelse nok til at søge hjælp. Og efter et forløb hos en psykolog fandt min krop ind i sin gamle tonus igen og holdt op med at sitre. Det var en uhyggelig oplevelse, men jeg lærte noget om at passe på mig selv, som jeg har kunne bruge siden, og som jeg ikke vil være foruden."

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

"Min mand Michael spejler den ro, jeg selv kommer af, og da jeg mødte ham, føltes det også, som om jeg var kommet hjem. Han kan ikke grave kartofler op eller bygge et skur, men han har en klar kerne og en fuldstændig urokkelig ro. Og så er han en kæmpe filmnørd. Ligesom mig.

Vi mødtes på Rødkilde Teaterhøjskole, men da han spurgte, om det skulle være os to, sagde jeg, at det troede jeg ikke. Det var, som om min hjerne ikke helt havde forstået det, min krop allerede vidste. At det selvfølgelig skulle være os. Selvom jeg havde det virkelig godt og trygt i hans selskab og tænkte, ”Gud, hvor er han pæn”, så tog det mig lidt tid at forstå, hvor godt vi egentlig passede sammen. Som perfekt tilpassede puslespilsbrikker.

Der har selvfølgelig været sten på vejen. Men det var, som om jeg blev mere mig selv, da jeg mødte Michael. Mine ærgerrige skuldre faldt lidt ned, og min latter fik mere bund. Han fik noget dybt inden i mig til at falde fuldstændig på plads."

Hvilken vejviser vil du gerne være for dine egne børn?

"Jeg tænker meget over det der med, at det ikke er det, jeg siger, men det jeg gør, der lejrer sig i mine piger. Så jeg forsøger at gøre mig umage med at være et godt eksempel. Spise sundt, motionere, opføre mig ordentligt og hensynsfuldt over for andre. Og passe godt på mig selv. Det lyder så enkelt og simpelt. Men det er helt vildt svært. Det er et fuldtidsarbejde at være et godt eksempel. Og det lykkes ikke altid for mig. Men så står jeg på mål for det og siger, at næh det lykkedes jeg ikke så godt med. Eller at jeg var træt.

Ellers tror jeg, at det med børneopdragelse handler meget om at holde snitterne for sig selv. Når de begynder at finde ud af, hvem de vil være, og hvad de vil lave, må man have tillid til, at det er det rigtige, de vælger, uanset hvilken vej de går. At det nok skal gå. Og det skal det jo nok også. I dag kan de jo google alting."

Har du nogensinde stået ved en skillevej?

"Jeg går måske lidt og øjner en i horisonten. Jeg føler mig ikke sikker på, at jeg skal være skuespiller resten af mit liv. Og hvis jeg skal noget andet, kan jeg ikke vente ti år med at gøre det. Jeg er jo ærgerrig med min faglighed. Jeg vil gerne være dygtig. Og det tager tid. Min barndomsveninde – en pige der boede på en af gårdene i nærheden af Enighedsvej – havde en talefejl. Jeg forstod ikke teknikaliteterne dengang, men jeg forstod, hvad det betød for hende.

I dag ved jeg en hel masse om, hvordan man bruger sit taleorgan. Det er jo noget, jeg har studeret indgående som skuespiller. Og jeg kunne godt tænke mig at bruge den viden på en anden måde. Som talepædagog, så jeg kunne hjælpe børn som min barndomsveninde. Det er også en måde at vende blikket mere udad i stedet for ind mod sig selv. Og det får jeg stadig mere og mere lyst til."