Ninka Bernadette Mauritson

Slip perfektionismen og få et bedre liv

Sæt dig selv forrest i køen, drop udholdenhedstræning og glem alt om perfektionisme, så får du et bedre liv, ifølge journalist og sundhedsmanager Ninka Bernadette Mauritson. Få her alle hendes råd til et bedre liv.

1.

Vær egoistisk ud fra en erkendelse af, at vi ikke kan hælde af en tom kop. Og ud fra en erkendelse af, at jo mere vi hælder ud til andre, uden at have givet til os selv, jo mere bitre bliver vi som mødre og kvinder. Så husk: Mig først!

2.

Slip kontrollen. Hvis du har mænd i dit liv, så overgiv noget af magten til dem. Læn dig tilbage og nyd at lade ham bære dig rundt. Fordi det er det, vi i virkeligheden er beregnet til, og det er det, mænd bliver lykkelige af. Så jo mere vi bare kan læne os tilbage og tilbede ham og lade ham styre, jo lykkeligere bliver vi.

3.

Få sovet. Det kan ikke siges nok. Få sovet inden 22.30.

4.

Drop udholdenhedstræning. Løb, spinning og langdistanceløb. Og erstat det med vægttræning og intervaltræning. Udholdenhedstræning er meget nedbrydende, mens vægttræning er genopbyggende. Så jo mere stresset du er, jo mindre udholdenhedstræning.

5.

Rens ud i din krop to gange om året. Hav en fagperson ved sin side. Finde en Biosignature Coach, der kan hjælpe. Vi bliver introduceret til 300 forskellige giftstoffer i miljø og kost hver dag, som kroppen ikke kender, og det er den største årsag til overvægt.

6.

Husk at mand og børn i virkeligheden er super gode til at fortælle dig, hvordan du behandler dig selv. Så hvis mand og børn er helt vildt meget i modstand og umulige, så er det fordi de siger og spiller det, der foregår indeni os selv. Kig på dem, som om de var et spejl, og elsk dem for de svar, de faktisk giver dig.

7.

Vær autentisk og sårbar. Jeg har fået meget modstand i de perioder af mit liv, hvor jeg har prøvet at spille perfekt, for folk kan godt se på mig, at det ikke holder. Men der er aldrig nogen, der siger: Nå, har du dårlig økonomi, kan du ikke holde det ud med din mand, så gider jeg dig ikke! Aldrig. Den energi man bruger på at spille noget, man ikke er, den er så dårligt givet ud.

Læs også det store interview med Ninka Bernadette Mauritson i ALT for damerne 19/2012.

Om Ninka

Ninka Bernadette Mauritson, 40, er oprindeligt uddannet journalist. Hun er desuden uddannet Holistic Nutrition and Lifestyle Coach fra Chek Institute og Bio Signature Coach fra Charles Poliquin i USA. Arbejder som procesleder, sundhedsmanager, personlig træner og helsecoach. Hun er forfatter til bøgerne i serien ”Kernesund familie” og indehaver af Kernesundfamilie.dk.

Aktuelt skal Ninka i gang med at lave en dokumentarfilm og skrive en bog til kvinder 40+, der leder efter kærlighed og længes efter sex, men leder de forkerte steder, følg eksperimentet på Sexloveandhappiness.com og Facebook.com/sexloveandhappiness

Hun går desuden snart i gang med at uddanne nogle familiesundhedscoaches, og snart begynder hun også at lave nogle Detox retreats ved Vesterhavet.

Ninka er fraskilt og mor til Bertram på 12 år og Melvin på 9 år. Hun har en italiensk kæreste, som hedder Gianfranco.