Vibeke Lund

Vibeke kunne ikke sove, men så prøvede hun dette: "Nu har jeg et værktøj, hvis problemerne kommer igen"

Vibeke Lund vågnede flere gange om natten og følte aldrig, hun nåede ned en dyb søvn. Heldigvis fik hun hjælp på en søvnklinik.

Egentlig havde Vibeke Lund sovet fremragende det meste af sit liv. Den dag i dag tænker hun stadig tilbage på følelsen af at vågne helt udhvilet efter mange timers uafbrudt søvn med en snert af misundelse på sit yngre jeg. For som hun selv siger:

"Følelsen af bare at kunne knalde brikker og vågne helt frisk er jo fantastisk."

For omkring ti år siden skete der noget, som ændrede på det ellers stabile søvnmønster. Efter at have taget en professionsbachelor i sundhed og ernæring startede Vibeke sit eget firma, hvor hun tog ud til virksomheder og fortalte dem om sundhed. I mange år havde hun arbejdet på kontor, nu skulle der ske noget nyt.

"Men selvom det var virkelig spændende, var det også enorm nervepirrende. Jeg skulle udvikle mig meget både fagligt og personligt og f.eks. lære at tale foran mange mennesker. Det pressede mig, og det pres gik ud over min søvn. Samtidig blev det også en stressfaktor, at jeg jo ikke kunne stå næste dag og fortælle folk, hvor vigtig sund kost og en god søvn er, hvis jeg selv lignede én, der ikke havde sovet hele natten," fortæller 61-årige Vibeke.

Hun havde egentlig ikke problemer med at falde i søvn, for hun følte sig totalt udmattet om aftenen. Men hun vågnede mange gange i løbet af natten og følte aldrig, hun nåede ned i den dybe søvn.

"Det gjorde mig ekstrem bekymret. Jeg var virkelig bange for konsekvenserne, for jeg havde jo læst om, hvor vigtig den her dybe søvn er for helbredet," forklarer Vibeke.

Vibekes gode soveråd

  1. Søg hjælp, for der er faktisk hjælp at hente flere steder, og du skal ikke gå alene med søvnproblemerne, hvis de vokser dig over hovedet.
  2. Giv dig selv lov til indimellem at have en søvnløs nat. Det er kun helt naturligt. Og jeg har faktisk også fået mange gode idéer om natten. Du kan meget mere, end du tror, når du ikke har sovet, så lad være med at gå i panik.
  3. Skru ned for drama i dit liv. Jeg plejer at sige, at hvis du gerne vil sove godt, skal du leve et så kedeligt liv som muligt – haha. Lad være med at se en spændende film lige før sengetid eller tage en vigtig telefonsamtale. Gode følelser kan også give søvnløshed.

Føltes uoverskueligt

Efterhånden fik hun dog styr på det her med at holde foredrag – ja faktisk blev hun både god til det og glad for det. Men livet som selvstændig bød på andre bekymringer, og nu var det økonomien, der holdt hende vågen. Også overgangsalderen spillede ind. Mange kvinder oplever nemlig at sove dårligere, når de kommer i overgangsalderen, hvilket muligvis hænger sammen med, at vi ikke har nær så meget progesteron at trække på. Det gør nervesystemet mere sensitivt, og så vågner man nemmere.

"Det blev en ond spiral, for når jeg så vågnede om natten, blev jeg bange for ikke at kunne sove igen, og så kunne jeg jo slet ikke sove. Samtidig er det sådan, at problemerne har en tendens til at vokse sig store om natten, næste dag tænker man: ”Jamen hvorfor lå du dog og spekulerede over det?” Men, mens man er i det, føles det uoverskueligt."

LÆS OGSÅ: 6 nemme yogaøvelser, der får dig til at sove godt

Søvnproblemerne betød manglende energi, dårligere humør og en konstant frygt for, hvad konsekvenserne for hendes helbred ville være, både her og nu og på længere sigt. Så da Vibeke hørte, at hun via sin sygeforsikring kunne få hjælp på en søvnklinik, greb hun straks chancen.

"Og hvor var det dog godt, at jeg gjorde det! Jeg skulle sove en enkel nat på klinikken. Jeg mødte op, fik påsat en masse elektroder, som målte min søvn, og blev så ellers lagt til at sove i en blød dobbeltseng. Det lykkes mig at sove nogenlunde, som jeg plejede. Bagefter kunne lægen så analysere resultaterne. Han konkluderede, at jeg ikke led af søvnapnø (en lidelse, som medfører pauser eller fald i vejrtrækningen, når man sover, red), det var en lettelse," siger Vibeke, der også gjorde en anden god opdagelse på søvnklinikken.

Lægen kunne nemlig se, at hun faktisk kom ned i den dybe søvn flere gange i løbet af natten, selvom Vibeke ikke selv følte det.

Vil du også prøve søvnrestriktion?

Søvnrestriktion er bare en af mulighederne, hvis du vil arbejde på at få en bedre søvn. Det er kendt som et effektivt redskab, og det er noget, man kan gøre selv eller få hjælp til ligesom Vibeke.

Sådan gør du: Ved søvnrestriktion begrænser du din søvn og står op på samme tid hver morgen. Du skal først vurdere, hvor meget din gennemsnitlige søvnmængde er. Hvis den er cirka 5 timer, kunne din søvn for eksempel ligge fra 23.30 til 4.30. Du må ikke sove på andre tidspunkter i løbet af dagen, og du skal føle dig søvnig, før du går i seng. Når din søvn ligger stabilt der, må du udvide søvnen med et kvarter – men højest en gang om ugen.

Kilde: Altompsykologi.dk

"Det i sig selv var en stor lettelse. Jeg sov faktisk ikke helt så dårligt, som jeg selv troede."

Tabu at sove dårligt

Alligevel var der plads til forbedringer, så Vibeke blev tilknyttet et kognitivt forløb hos en af sygeplejerskerne på klinikken. Et af de vigtigste værktøjer, hun her fik, var såkaldt søvnrestriktion. Det betød, at hun skulle opholde sig så kort tid i sengen som muligt.

"I begyndelsen måtte jeg sove fem timer. Det sværeste var at holde sig vågen om aftenen. Jeg gik frem og tilbage i min lejlighed, for hvis jeg satte mig ned, ville jeg med garanti falde i søvn," fortæller Vibeke, der, når hun endelig fik lov til at kaste sig i dynerne, faldt i søvn øjeblikkeligt og oplevede en dybere og mindre afbrudt søvn.

I sin søvndagbog registrerede Vibeke, hvordan natten var gået: Hvor mange timer sov hun? Hvor mange gange var hun vågen? Hvor mange gange gik hun på toilettet? Efterhånden, som hun forbedrede sig, fik hun lov til at øge tiden i sengen med et kvarter. Til sidst opnåede hun en markant bedre søvn med færre opvågninger.

LÆS OGSÅ: Søvnekspert: Dårlige vaner står i vejen for den gode søvn

I dag sover Vibeke Lund langt bedre end for ti år siden, men hun vågner stadig om natten, ligesom hun kan have nætter uden ret meget søvn:

"Men jeg har lært, at det også er okay. Og jeg ved, at efter en dårlig nat kommer der som regel en god med dejlig dyb søvn. Samtidig giver det mig en tryghed at vide, at jeg nu har et værktøj, jeg altid kan ty til, hvis problemerne vender tilbage," siger hun.

Vibeke oplever dog, at søvnløshed er forbundet med et vis tabu, og det vil hun gerne være med til at bekæmpe:

"Der er lidt den her opfattelse af, at ”hvorfor kan du ikke bare sove, hvorfor skal du ligge der og spekulere over dine problemer, du har nok ikke rigtig styr på dig selv og dit liv”. Men dertil må jeg bare sige, at vi jo alle sammen er mennesker, og vi reagerer bare, som naturen har skabt os. Det er ikke dig, der er noget galt med, men der er måske noget galt med hverdagen, som er fyldt med stress og jag."