Mikkel Skelskov lagde ikke fingre imellem, da han til premieren på 'Askepot - The Musical' blev spurgt ind til sin relation til Amalies mor, Charlotte "Lotte" Lytton Kejser.
Og det lader ikke til, at Lotte er på vej ind i varmen hos Mikkel Skelskov lige foreløbigt, som fortalte, at parterne var i en "moderne trediveårskrig".
Til HER&NU og Realityportalen sætter Lotte nu selv ord på relationen til sin svigersøn.
- Jeg er ikke i “krig” med Mikkel. Jeg har lagt tingene bag mig for lang tid siden. Jeg vil ikke sige, det er glemt, men det er da synd og ærgerligt, at voksne mennesker ikke kan finde ud af det, og naturligvis er det ikke rart at være “upopulær”, siger hun og uddyber:
- Men Mikkel er far til mine børnebørn, derfor håber jeg, at han en dag vil snakke med mig. For børnenes skyld, lyder det.
Den komplicerede relation har betydet, at Charlotte heller ikke har set sine børnebørn igennem en længere periode.
- Der vil komme fødselsdage, konfirmationer og studenterfester. Jeg var fx ikke med til Hannahs barnedåb.
Det ramte mig hårdt, og det tog lang tid at komme op igen, fortæller Lotte, der pointerer, at hun ikke har noget imod Mikkel.