31-årige Jannich Damkjær Hansen hang en smule med mulen, da de kvindelige bejlere én efter én droppede ham i 'Kærlighed hvor kragerne vender' - men skuffelsen over ikke at finde kærligheden varede ikke længe.
Kort efter programmet, midt i maj, kunne han nemlig afsløre, at han havde fundet en sød kvinde på dating-appen Tinder.
- Jeg havde egentligt opgivet at date online, men så skrev Maria til mig. I starten troede jeg, at det var endnu en useriøs henvendelse, for dem er der jo mange af på Tinder, men det var det ikke, fortalte Jannich i sidste måned og afslørede, at han allerede var rykket ind i hendes lejlighed i Odense.
Dengang havde Jannichs kæreste Maria ikke lyst til at være et offentligt ansigt, men det har ændret sig nu, hvor forholdet ikke er lige så nyt.
Til reality-sommerfesten i Holbæk kom de to hånd i hånd.
- Det går rigtigt godt, men det er selvfølgelig en omvæltning at være flyttet til Odense. Så det skal jeg stadig lige vende mig til, fortalte Jannich til festen.