I foråret var kronprinsesse Mary på en sviptur til Hobart på Tasmanien, hvor hendes far, John Donaldson, 81, og hans hustru, Susan, 82, har boet de seneste par år. I Marys fødeby bor også storesøstrene Jane, 56, og Patricia, 54, med deres familier, mens storebroderen, John Stuart, 52, bor i Perth.
Inden han gik på pension, boede Marys far en årrække i Danmark, men det nære forhold mellem ham og hans yngste datter er intakt på trods af afstanden.
De strenge restriktioner under pandemien gjorde det i et par år svært at ses, så glæden var stor, da han sidste efterår endelig kunne besøge hende igen.
– Man kunne måske sige, at når ens forældre bliver ældre, så ender man med at være lidt mere støtte for dem. Men han er en støtte for mig, bare det med at være min far giver mig så meget, og så er han en solid en, jeg kan læne mig opad, sagde hun til Billed-Bladet, efter HER&NU havde afsløret det hemmelige besøg.
Artiklen fortsætter under billedet...
John Donaldson på en spadseretur i Hobart med datteren Jane.(Foto: Mega Agency)
Stort savn
Selvom kronprinsesse Mary har boet i Danmark i snart halvdelen af sit liv, så kan hun stadig mærke savnet af Australien. Især når hun taler med familie og venner og hører sproget.
– Australsk er så billedrigt og humørfyldt. Det er ikke så højtideligt. Den måde, australierne taler på, er faktisk ret sjov. De kan stå der og sige noget, som er så fuldt af humor og sarkasme. Hvis en person har haft en hård morgen, kan man for eksempel sige: ”She had a face like a dropped pie”, (hendes ansigt lignede en tabt tærte, red.), har hun fortalt i et interview med magasinet UD&SE.
Her indrømmede hun også at blive ramt, når hun er tilbage på Tasmanien.