Jens Bagger, 64, er tredje generation på gården i Auning,
som har været i familiens hænder siden 1916, og selvom han helst så gården
fortsætte, så har han indset, han bliver sidste landmand på gården.
– Det har til dels noget at gøre med, at de har været
delebørn, eller hvad man kalder det, fortæller Jens, der også droslede ned som
aktiv landmand i 2005, da han blev skilt.
– Det passede altid med, at den uge, jeg skulle i marken,
der var børnene her, og så skulle man jo lave lektier og mad. Som landmand er
man jo vant til at tage lange dage, når vejret er til det, men det duer ikke.
Så det endte med, at jeg havde dårlig samvittighed, uanset næsten hvilken uge
det var, fortæller Jens.
Jens følte sig ikke selv tvunget til at blive landmand, men
med to søstre lå det bare i kortene, at det var ham, der skulle overtage
gården. Han ønsker dog ikke selv at presse sin søn til det.
– Knægten har godt nok været på højskole, og der fulgte han
et fag, der hed fra jord til bord, så han har en lille smule interesse, men han
er jo ikke landmandsorienteret. Han læser medicin, og det er nok også bedst
sådan, fortæller Jens, der godt kan blive ked af det ved tanken om, at han en
dag må sælge gården.
– Nu hvor jeg tænker på det, kan jeg godt mærke, det gør mig
lidt ked af det. Jeg kan jo godt mærke, at jeg ikke kan blive ved med at være
her. Det havde da været lidt sjovt, hvis gården kunne blive i familien.
– Så skal jeg ligesom træde tilbage og tage stilling. Om jeg
vil blive, eller om jeg vil forpagte jorden ud igen i fem år, fortæller Jens,
der er bekymret for, hvad sælger vil gøre med gården.
– Man kan jo nogle gange få den tanke, at så bliver den bare
solgt til sammenlægning med et andet sted, eller måske bliver der ikke ved
med at være en gård her. Huset er jo ikke i den bedste stand, selvom jeg føler,
at det kun er to år siden, jeg satte det i stand, men tiden går.
