Over en million danskere har fulgt med i den dramatiske nabokrig mellem Markus Hvass og Simon Larsen i TV 2-programmet "Naboen fra helvede". Men det er tilsyneladende ikke kun på tværs af vejen i Højby, at der har været konflikter.
Til HER&NU fortæller Markus, at han har haft uoverensstemmelser med Sjællandske Nyheder, som forinden tv-programmet dækkede nabostriden.
- De sviner mig til og kalder mig ting, der ikke passer, og skriver direkte løgnehistorier om mig, lyder den hårde anklage fra Markus, der ikke mener, han har fået mulighed for at fortælle sin side af sagen.
- De har ringet og bedt om udtalelser på specifikke ting. Der har jeg sagt til dem, at jeg ikke kan udtale mig om ting, hvor præmissen er forkert. For at sætte det på spidsen, så ringer de og siger, at de vil skrive en artikel om, at jeg er en idiot, og hvis jeg ikke vil være med på den, så skriver de, at jeg ikke vil udtale mig.
HER&NU har været i kontakt med chefredaktør på Sjællandske Nyheder Louise Pettersson. Hun har ikke yderligere kommentarer, men henviser til sine udtalelser i Journalisten. Her fortæller Louise Pettersson, at de har været i jævnlig kontakt med Markus, som ifølge dem har fået forelagt kritikken i hver eneste omtale af sagen, og hun står 100 procent på mål for mediets journalistik og journalister.
- Vi er ansat i lokalsamfundets tjeneste, og hver gang der sker noget deroppe, forventer vores læsere at se hos os, hvad der foregår. Og lige så snart vi har udredt problemets omfang og fortæller om det, så klager han, siger Louise Pettersson til mediet og tilføjer, at Sjællandske Nyheder aldrig har prøvet noget lignende.
Markus fortæller, at han har anmeldt mediet til Pressenævnet i alt otte gange, og mens mediet slap for kritik i seks af sagerne, så udtalte Pressenævnet kritik til Sjællandske Nyheder i to tilfælde. I den ene havde Sjællandske Nyheder ikke dokumenteret i en artikel, at kritikken var forsøgt forelagt Markus, hvilket chefredaktøren kalder en "forglemmelse", og i den anden havde mediet lovet Pressenævnet ikke at genbruge et foto af Markus.
Markus har for tid tilbage lavet en hjemmeside, hvor han skriver om sin frustration og omtaler den pågældende journalist, der har skrevet artiklerne, ved navn og med billede, hvilket bekymrer chefredaktøren.
- Det er nu engang sådan, at vi redigerer vores journalistik og sender de journalister, der er bedst egnet. Det er ikke kilderne, der vælger journalisterne – og vi står fuldstændigt på mål for vores journalisters faglighed og integritet i alle sager, fortæller Louise Pettersson til Journalisten.
- Det er åbentlyst, hvor journalistens sympati ligger, og at hun kun har forsøgt at lave clickbait på mig, lyder kritikken fra Markus.
Til mediet kan journalisten bag artiklerne fortælle, at hun finder det urimeligt og ubehageligt at blive hængt ud med navn for at passe sit arbejde, og hun slår fast, at hun ikke kender hverken Markus eller Simon.
Markus fortæller, at det er på grund af dækningen af nabostriden i mediet, at han sagde ja til at være med i tv-programmet.
- Da produktionsselskabet tager kontakt til mig, er jeg lykkelig over, at der er nogen, der gider skrive historien, som den er, og ikke som de gerne vil have det til at være.