'Good Luck Guys' er det spritnye reality-program, hvor fem par dyster mod hinanden på en ø i glohede Thailand. Mætheden og velværen skal deltagerne spejde længe efter, for maden er der sparet godt og grundigt på, og nogen af deltagerne har ikke en gang en seng at sove i.
I forsøget på at forberede sig til denne oplevelse, havde den tidligere 'Paradise Hotel'-deltager Mathias Hjort og den populære TikTokker Hanna Jakobsen, som udgør Orange Hold, meget forskellige tilgange.
- Det er lidt sjovt. Vi havde to forskellige taktikker. Du (Mathias red.) spiste meget inden. Jeg spiste ingenting, for jeg ville vænne mig selv til ikke at skulle spise så meget, så min mavesæk blev mindre. Du udvidede din mavesæk, og det forstår jeg ikke helt, hvad pointen var med, lyder det spørgende fra Hanna til sin makker Mathias, da Realityportalen snakker med dem begge to til pressemøde på programmet.
- Ja, jeg tog otte kilo på lige inden. For så har du mere fedt og energi at tage fra på kroppen, for som jeg frygtede, fik vi ikke særlig meget mad. Så for at kunne finde energi og ressourcer, så blev jeg nødt til at have den i kroppen, men det gør jo så også, at du er ekstrem sulten, når du går i gang, forklarer Mathias, som derfor ifølge ham selv var mere presset end de andre ni deltagere.
- Mit største problem var, at jeg er jo den største deltager pga. min højde, så jeg vejer mere, så når vi bliver sultet, så er det mig, der bliver hårdest ramt, fordi der skal lidt mere til for at fylde mine depoter op, afslutter han.
Hvorvidt det er Mathias' eller Hannas taktik, som er bedst, kan du finde ud af, hvis du følger med i 'Good Luck Guys', som kan streames på Prime Video.