Misforstod reglerne i "Spillet": Jeg fortyder intet
"Spillet"-deltageren slår fast, at det ikke var en løgn, at hun troede, hun støttede spillerne med færrest penge.
I aftenens afsnit af "Spillet" var det Jeanette Ottesen, der blev smidt på porten af de andre deltagere, efter hun traf et noget kontroversielt valg om, hvilken indercirkel hun ville støtte.
LÆS OGSÅ: Så meget vidste deltagerne inden "Spillet"
Hun valgte til de andres overraskelse at gå hen til Oliver Stanescu, der også havde fået støtte fra Mohamed Ahmed og Joachim Boldsen, fordi "der var færrest penge der", som hun forklarede.
Præmien til den største indercirkel lød på 40.000 kroner og et immunitetskort, der ville falde i hænderne på deltageren, der startede indercirklen, men sådan havde Jeanette ikke forstået reglerne.
Hun troede nemlig, at de blev fordelt mellem spillerne, og hun ville gerne hjælpe Joachim og Mohamed, der havde færrest penge. Senere sagde hun, at hun også troede, at Oliver fik at vide, at han måtte give pengene. I stedet gik pengene udelukkende til Oliver, der havde allerflest, og det skabte forargelse hos de andre, der ikke troede på hendes forklaring.
Det ledte derfor til hendes exit, men til HER&NU fortæller hun, at hun ikke fortrød sin beslutning.
- Jeg fortryder ikke noget, fordi jeg valgte med hjertet. At de så ikke tror på min begrundelse og mener, det er en historie, jeg bare kommer med, er deres problem, fortæller hun og uddyber:
- Jeg tænkte, da jeg blev stemt ud, at hvis jeg bliver dømt på at vælge med hjertet, fordi jeg gerne ville hjælpe Joachim og Mohamed og give dem nogle penge, fordi jeg jo misforstod reglerne, så vil jeg helst hjem, for så passer jeg ikke ind. Jeg kommer ikke til at lave alliancer og stikke folk en løgn.
Selv panelet, der kommenterer på begivenhederne i spillet, troede, der lå noget andet bag Jeanettes beslutning. Kort før hun valgte sin indercirkel, så man nemlig et klip, hvor Irina Olsen rådede Jeanette til at holde sig til dem, der gerne ville have hende ud, og derfor tror panelet, at hun traf sit valg af taktiske årsager for at lave en tillidserklæring og gøre sig til venner med sine fjender.
LÆS OGSÅ: Dét skrev Jim om Irina: Kaldte hende "billig"
Alligevel står Jeanette fast ved sin begrundelse, da vi spørger hende til, om det var helt oprigtigt, at hun misforstod reglerne.
- Det var ikke en løgn. Det vil jeg gerne understrege. Det gider jeg simpeplthem ikke høre på mere. Jeg kunne ikke finde på at lyve på tv. Den type er jeg ikke.
LÆS OGSÅ: Natascha Linea: Han truede mig med en kniv
"Spillet" kan ses hver onsdag på TV 2 og TV 2 Echo.