- Jeg tilbragte det meste af sidste uge på hospitalet på grund af en graviditetskomplikation. Jeg var rigtig bange og bekymret - men var omgivet af det mest fantastiske personale, jordemødre og fødselslæger, skriver Molly.
Molly Egelind er gravid med sit andet barn. Hun har i forvejen datteren Ellinor sammen med sin mand Benjamin Katzmann Hasselflug, der ligesom Molly arbejder som skuespiller.
Molly har de første måneder af graviditeten døjet med kvalme, og hun var nu klar til at gå foråret i møde med mere energi, men sådan bliver det ikke.
- Jeg er nu sendt hjem med formaning om ikke at lave noget som helst andet end at tage den med ro og bage baby færdig, skriver Molly til opslaget og spørger derfor sine følgere til råds i forhold til gode anbefalinger til serier og film.
Med sit opslag har Molly ligeledes et budskab til alle om at støtte et helt bestemt borgerforslag.
- Hvis du ikke har gjort det endnu, vil jeg bede dig om at gå ind og skrive under på borgerforslaget om rettigheder til fødende. Der er de dygtigste, dejligste mennesker på vores fødegange, og de og de fødende har brug for flere ressourcer, skriver Molly.