Ældre mand iført skjorte med en sweater læst over skuldrene.

Udadtil fremstod Karins far som en verdensmand – men bag facaden gemte sandheden sig

Udadtil fremstod min far som en flamboyant verdensmand, der levede sit liv præcis, som han ville. Bag den facade gemte sig et langt mere kynisk menneske, som kun os, der var tæt på ham, kendte til. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.

hjemmet logo farve

Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Amalie opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.

Min far, der var overlæge, forlod sin første kone og deres to sønner, da han mødte min mor i 1973. Hun var langt fra hans første sidespring, men hun blev gravid med mig, så derfor blev han tvunget til at træffe et valg.

Da jeg kom til verden, var min far midt i fyrrerne. Mine halvbrødre, der var syv og ni år, kom nu hver anden weekend hjem til os, hvor min far overlod ansvaret for dem til min mor. Da jeg var fire år, havde min mor fået nok af min fars udenomsaffærer og manglende engagement i familien, så hun lod sig skille fra ham.

Siden kom jeg sammen med mine ældre halvbrødre på weekend hos vores far i en stor lejet lejlighed i det indre København. Her overlod han ansvaret for at underholde mig til mine to halvbrødre, mens han selv lænede sig tilbage i sin arkitekttegnede lænestol, nød en årgangsvin, kunsten på væggene og lyttede til jazz for fuld skrue.

Hvert år, når han havde os børn på to ugers "tvungen" sommerferie, kørte vi alle fire i hans lille sportsvogn op til sommerhuset i Nordsjælland, som han havde arvet efter sine forældre. Her havde tiden stået stille, men der var masser af plads til at lege udenfor på den store dobbeltgrund, hvoraf halvdelen var vokset til en hel skov af høje træer. Her klatrede vi rundt og byggede huler, indtil vores far kørte os hjem til vores mødre igen og selv rejste på sommerferie til Sydfrankrig.

I takt med at mine halvbrødre blev teenagere og ikke længere gad at komme fast hos vores far, måtte jeg underholde mig selv, når jeg var hos ham. Da jeg var 12 år, var jeg for længst begyndt at kede mig jammerligt og talte, ligesom ham, timerne til, at jeg skulle hjem igen. 

I et faderligt forsøg på at aktivere mig satte min far mig til at sortere hans regninger og rykkerbreve efter forfaldsdato. Derefter tog han de pengesedler, han havde i sin pung, og bad mig regne ud, hvor mange af regningerne jeg kunne betale på posthuset. Det blev en fast rutine, når jeg kom på weekend hos ham. Han satte mig simpelthen til at holde styr på hans regninger og betale dem i en prioriteret rækkefølge.

At min far overlod sin økonomi til mig, blot en stor skolepige, var én ting. Noget andet var erkendelsen af, at han intet overblik havde over sin egen økonomi og heller ikke interesserede sig for den. For ham handlede livet om at nyde det, mens man havde det, som han ofte belærte mig om. 

Hvis han forelskede sig i et kunstværk eller et arkitekttegnet møbel, han ikke kunne leve foruden, købte han det. Gerne på kredit, hvorefter afdragene røg i bunken med alle de andre regninger.

Da jeg blev et par år ældre og ikke længere gad tilbringe en hel weekend hos ham, sås vi kun til en frokost én gang om måneden. Herefter satte han mig ind på sit kontor for at ordne hans regnskaber. I mellemtiden begrænsede min kontakt med mine halvbrødre sig til de få gange, hvor vores far inviterede os alle tre til sommerhuset på en frokost. 

Intet lå ham dog fjernere end at bruge penge på at vedligeholde huset. Mine halvbrødre, som indimellem lånte huset til samvær med venner og kærester, betalte heller ikke en krone for strøm eller vand. Tværtimod. De mente ikke, de skyldte vores far noget. 

Han skyldte dem nemlig efterhånden en hel del penge. Penge, han løbende havde lånt, for at købe sig "fred for sin nidkære bankrådgiver." Nu havde banken imidlertid smækket kassen i, mens han selv rynkede på næsen af "alt deres småborgerlige snak om penge."

En sommer, hvor vores far igen havde inviteret os voksne børn og vores familier på den årlige frokost i sommerhuset, stod han foran at skulle gå på pension. Eftersom sommerhuset, som var ved at brase sammen om ørerne på os, samtidig var belånt til langt op over skorstenen, havde banken forlangt, at det skulle sælges, så de kunne nå at inddrive min fars gæld til dem.

Problemet var bare, at der ikke var noget salg i sommerhuse på det tidspunkt, og hvis ikke han nåede at komme af med det, inden han blev pensionist, ville det gå på tvangsauktion. Så han mente nu, at vi børn skulle købe huset af ham til den skønnede salgsvurdering. 

Mine halvbrødre slog bare en høj og hånlig latter op. I forvejen skyldte min far dem jo penge, så aldrig i livet om de ville hjælpe ham med at købe ham ud af det sommerhus, han i øvrigt selv havde arvet kvit og frit efter sine egne forældre.

Min mand og jeg regnede derimod med større alvor på det. Ikke som en økonomisk håndsrækning til min far, men vi kunne godt lide at være i sommerhuset. Vi endte derfor med at overtage det og ville så på sigt få sat det i stand, når økonomien var til det.

I starten var min far mægtig tilfreds med handlen. Men da sommerhuspriserne pludselig tog en himmelflugt, fik piben en anden lyd. Hvor jeg stort set intet havde hørt fra ham længe, kimede han mig pludelig ned. 

I hans optik skyldte vi ham nu meget mere for sommerhuset, end vi havde betalt. Han ville derfor have os til at optage et lån i friværdien og give ham halvdelen af de penge, sommerhuset i mellemtiden var steget i værdi.

Det krav fandt vi absurd, men min far blev ved, og til sidst blev vi så trætte af det hele, at vi besluttede os for at skille os af med huset. Det blev da også solgt meget hurtigt, og nu anklagede min far os for at været blevet ”millionærer” på hans bekostning. 

Han insisterede derfor rødglødende på sin ret til en del af overskuddet. Det var også lidt af dilemma. For vi havde faktisk tjent klækkeligt på den handel, men havde min far taget et voksent ansvar for sin egen økonomi, så var hele overskuddet endt på hans egen konto, som han i øvrigt aldrig ville have tiltænkt os en krone af.

Jeg endte i stedet med at indfri min fars gamle gæld med renters rente til mine halvbrødre, hvorefter min far forurettet kappede kontakten med os alle tre, og da han døde nogle år senere, efterlod han sig ikke andet end gæld.

I dag er det ikke tanken om, hvad vi kunne have tjent, hvis vi havde valgt at beholde sommerhuset, der nager mig. Jeg tænker mere over, hvad min far snød sig selv for her i livet, fordi han aldrig blev i stand til at se udover sin egen næsetip og kun var i stand til at tænke på sig selv.

Skriv til Vibeke Dorph

Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.

De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.

Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.

Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.