"Jeg er "super-enig" med kandidater fra 5 forskellige partier"

Problemet med kandidattesten er, at jeg selv er "super-enig" med kandidater fra fem forskellige partier.

Problemet med i alt fald Politikens kandidat-test er at, hvis man som Anne Sophia Hermansen svarer "hverken eller" og "ikke vigtigt" til alle spørgsmål om skat, offentlig sektor, flygtninge og dagpenge, vil man være mest enig med Socialdemokratiet og 66% enig med en kandidat fra de Radikale. Problemet kunne retfærdigvis også findes hos regeringen.

LÆS OGSÅ: "Det er en illusion, at vi arbejder for meget"

Problemet med kandidattesten er, at man kan være for lavere indkomstbeskatning uden at tilhøre Liberal Alliance eller Venstre. Man kunne jo have den holdning, at andre skatter skulle op.

Problemet er, at testen er fuld af indforståede præmisser.

Problemet med kandidattesten er, at landets ledelse reduceres til mikro-management af offentlige ydelser, og at vælgerens perspektiv forventes at være i tilsvarende ankelhøjde. Problemet er, at det politiske valg indskrænkes til at handle om velfærdsteknik og vingefanget stækkes og svækkes, så du til sidst føler dig som en høne i et meget lille bur.

Problemet er, at den ikke har spørgsmål, som nævner klima, den finansielle krise, krigsdeltagelse, en aldrende og skrumpende europæisk befolkning, og den udfordring som tiltrækning af arbejdskraft og købekraft bliver i et Europa, hvor op mod ¾ føder alt, alt for få børn. Problemet er, at den ikke lige nævner, at de partier, der præsenterer sig som modsætninger, har lavet stort set al lovgivning i den forgangne periode sammen.

Problemet med kandidat-testen er, at den ikke på et eneste tidspunkt spørger, hvad der sker med et samfund, når menneskelighed, moral og principper erstattes af fladpandethed, kynisme og "nødvendighed".

Eller hvad det i øvrigt koster for os alle sammen økonomisk og socialt, at landets ledelse så massivt spekulerer i at splitte og ikke samle, nedbryde og ikke opbygge. Hvad koster det, at vi ikke har et svar, der peger fremad, men kun et, der peger fem meter ned under gulvbrædderne. At det, der formidles er domme og frygt, og ikke drømme og håb?

Problemet med kandidattesten er, at den ikke indeholder spørgsmål som: Har du opfattelsen af at have spist svampe, når du ser tv disse uger? Ville du ønske, det var overstået? Er dit valg et fravalg og ikke et tilvalg? Eller er det bare et valg blandt de fem partier, der ifølge kandidat-testen er meget ens, lige indtil de får magten, og virkeligheden eksploderer i de excel-ark, som testen er skabt i?

Disse er problemerne. Demokratiet er ikke et elevråd eller en bestyrelse i en sportsforening, uanset hvor enkelt man forsøger at stille det op.

Men mest af alt er kandidattestens problem, at den ikke vender den anden vej, som en serie spørgsmål til kandidaten fra vælgeren og ikke omvendt. At den ikke holder vores repræsentanter til ansvar, men tværtimod trivialiserer og banaliserer den politiske samtale og dermed fejler lige midt i demokratiets hjertekugle.

LÆS OGSÅ: Kønsroller: Hvorfor er det negativt at være en tøs?

LÆS OGSÅ: Her er de 10 største bommerter i 2014 på ligestillingsfronten

LÆS OGSÅ: Derfor bliver det sværere at holde sammen i familien