10 kvinder der gør os stolte over at være kvinder
De er ikke bange for at sige deres mening, fortælle om deres nederlag – eller at afsløre nogle af deres mest pinlige øjeblikke.
Vi har udvalgt nogle af de skarpeste, sjoveste eller mest rørende interview med nogle af de mange kendte eller helt almindelige kvinder, som ALT for damerne taler med uge efter uge. Her er 10 kvinder der gør os stolte over at være kvinder, fordi:
Sex bør ikke være et tabu
"Min seksuelle rejse har været en åbenbaring. Det, som hjalp mig, var mødet med Lai. Lai hjalp mig med at begynde at holde af mig selv igen. Han støttede mig i, at min krop var fantastisk, at nydelse og lyst var naturlig. Så lærte han mig også, at jo mere jeg var mig selv og gav slip på kontrollen, jo mere tiltalende og smuk blev jeg."
- Mie Moltke om mødet med sin mand Lau og deres fælles arbejde som parterapeuter.
Der er stadig brug for feminisme
"Min mor har lært mig, at man ikke skal finde sig i at blive begrænset, fordi man er en kvinde. Min far var ikke særligt meget til stede og har det nok som mænd generelt med feminisme: "Det er noget, damerne kan ligge og rode med". Hvilket jo er synd, for mændene i dag lider så meget under begrænsningerne på mandekønnet. Primært lærte jeg om retfærdighed, som jo grundlæggende er det, feminisme handler om."
- Komiker Sanne Søndergaard om, hvorfor hun er feminist.
Livet går videre – selv når det gør allermest ondt
"Jeg blev gravid 14 dage efter bisættelsen! Det var fuldstændig udenfor al logik. Jeg var lige blevet 40, jeg havde været igennem det værste mareridt, og alligevel blev jeg gravid med det samme. Så fra at have været helt nede, oplevede vi igen en lykkefølelse. – Det har dog været meget svært for mig at være gravid i de første måneder af graviditeten. Jeg har haft svært ved at kommunikere det ud til omverdenen og ventede så længe, jeg overhovedet kunne."
- Mette om at blive gravid 14 dage efter, at hun havde bisat sin søn på 3 år, som døde af kræft.
Det betaler sig at tro på sin idé
"Jeg har fra begyndelsen haft en stærk tro på vores produkt. Vi har aldrig tvivlet. Til tider har det været op ad bakke, især i starten hvor der var rigtig mange dårlige nyheder, for hver gang der var en god. Nogle troede ikke på, at der ville komme GPS i mobiltelefonerne, hvilket er en forudsætning for, at mobilen kan spores. Andre troede ikke på, at folk ville tage deres mobiler med ud at motionere. Men jeg er et konkurrencemenneske. Jeg finder energi i afslag. Der har været modgang, hvor jeg skulle samle mig selv op efterfølgende. Men når det er gjort, kan jeg bruge modgangen konstruktivt."
- Mette Lykke, medstifter af firmaet Endomondo, der står bag træningsapp'en med over 20 millioner brugere.
Det er vigtigt at bryde tabuer – også når det ikke sker helt frivilligt
"De flotte, røde mærker på den kridhvide, læderlignende og meget skinnende – nu tofarvede – sadel måtte have blinket af tabuiseret kvindelighed til de vel 100 mennesker, jeg netop havde passeret."
- Skuespiller og sanger Lotte Andersen om at bløde igennem uden at vide det, på en meget befærdet Nørreport Station.
Nogle sætter livet i relief ved at turde mere end de fleste
"Jeg tror ikke, det rigtigt gik op for mig nede i Tel Aviv, at jeg reelt havde været i livsfare. Men det er et mirakel, at både Adam og jeg er her. Efterfølgende har jeg tænkt rigtigt meget over, at der er cirka 800 kvinder, der dør hver eneste dag på grund af komplikationer. Jeg kunne have været en af dem. Havde jeg været en afrikansk eller en afghansk kvinde, så havde jeg nok ikke været der i dag. Eller Adam for den sags skyld. Han havde ikke overlevet, fordi han var så lille. Jeg ved jo godt, at det er en ulige verden, vi lever i. Jeg ser den hver dag. Kvinder rundt om i verden dør, fordi de får feber eller infektioner efter en fødsel. Det gør mig rasende og ked af det. De har ikke de samme muligheder som jeg og har ikke adgang til helt basal sundhedshjælp. Det er tankevækkende, at bare fordi jeg er født i det rigtige land, så blev jeg reddet.
- TV2-korrespondent Simi Jan som fødte sin søn Adam ved akut kejsersnit to en halv måned for tidligt på et israelsk hospital midt i Gaza-konflikten.
Ar giver karakter
"Jeg får tit at vide, at jeg gør det grimme smukt. Jeg kan bare ikke genkende det, for jeg synes aldrig, det var grimt til at starte med. Ar er det, der giver et menneske karakter. Det "perfekte" er kedsommeligt, for det kan kun være på én måde og passe ned i et bestemt skabelonsystem."
- Fotograf Kajsa Gullberg om sin fotobog, der viser kvinder i alle aldre og deres ar, rynker og kønsbehåring.
Man skal træffe det valg, der er rigtigt for en selv
"Dét, at jeg går hjemme, tror jeg da ikke har indflydelse på, hvordan andre kvinder lever deres liv. Det handler ikke om, at alle kvinder skal forlade arbejdsmarkedet, det handler om, at vi skal gøre det, vi synes, der er rigtigt for os og vores familie."
- Jannie Iben Stevn Hansen, som kalder sig hjemmegående feminist.
Det er okay at se stort på Janteloven
"At kalde programmet "Kongerigets Klogeste" er i bund og grund noget pjat, for der er jo tusindvis af mennesker, der er klogere end mig på alle mulige områder. Men man kan sige, at min force er, at jeg har en pæn intelligens og en bred viden. Jeg vidste, at jeg skulle stille mig til skue i Jantelovens land, og det var klart en overvejelse. Men jeg valgte at tænke, at folk må synes om det, hvad de vil. Og de, der kender mig, vil forhåbentlig ikke tænke anderledes om mig, fordi jeg har været med i det her program. Jeg opfatter ikke mig selv som et selvpromoverende menneske, jeg synes bare, at det at quizze i et tv-program giver legen en ekstra dimension. At være med i det program er noget af det sjoveste, jeg har prøvet."
- Sys Vecht om at vinde DR-programmet 'Kongeriets klogeste'.