17-årige Malala Yousafzai vinder Nobels fredspris - læs hendes historie her

Jeg kommer fra et land, som blev skabt ved midnat. Da jeg var tæt på at dø, var det lige efter middag.

For et år siden tog jeg hjemmefra for at gå i skole og kom aldrig hjem igen. Jeg blev ramt af en talebansk kugle og blev fløjet væk fra Pakistan, mens jeg var bevidstløs. Nogle mennesker mener, at jeg aldrig nogen-sinde vil komme hjem igen, men i mit hjerte tror jeg fuldt og fast på, at jeg vil. Jeg vil ikke ønske for nogen, at de skal opleve at blive revet bort fra det land, de elsker.

Hver morgen, når jeg vågner, længes jeg efter at se mit gamle værelse fyldt med mine ting, mit tøj, der ligger overalt på gulvet, og mine skolepræmier, der står på hylderne. I stedet er jeg i et land, der er fem timer bag efter mit elskede fædreland, Pakistan og Swatdalen. Men mit hjemland er århundreder bag efter dette land. Her findes der alle de bekvemmeligheder, man kan tænke sig. Der kommer vand ud af alle haner, varmt eller koldt, alt efter hvad man ønsker, der kommer lys, når man trykker på en kontakt, dag og nat, og ingen behøver at have olielamper. Og der er komfurer, man kan lave mad på, uden at nogen behøver at gå hen i basaren og hente gasflasker. Her er alting så moderne, at man tilmed kan få pakker med færdiglavede retter.

Når jeg står ved mit vindue og kigger ud, kan jeg se høje bygninger, lange veje fulde af biler, der bevæger sig i velordnede rækker, velholdte grønne hække og græsplæner og rene fortove at gå på. Jeg lukker øjnene, og et øjeblik er jeg tilbage i min dal med de høje bjerge med sne på toppen, de grønne, bølgende marker og de friske, blå floder, og mit hjerte smiler, når det ser på menneskene i Swat. I ånden bliver jeg bragt tilbage til min skole, og der genforenes jeg med mine venner og lærere. Jeg møder min bedste veninde, Moniba, og vi sidder sammen og taler og fortæller vittigheder, som om jeg aldrig havde været væk.

Så husker jeg, at jeg er i Birmingham i England.

Den dag, alting blev forandret, var tirsdag den 9. oktober 2012. Det var lige fra begyndelsen ikke den bedste dag, eftersom det var midt i eksamenstiden. Men som en boglig pige har jeg ikke så meget imod eksamen som nogle af mine klassekammerater.

Den morgen kom vi til den smalle, mudrede gyde ved Haji Baba-vejen i den sædvanlige karavane af rickshawer malet i stærke farver, der udspyede dieselos, og alle var fyldt til bristepunktet med fem-seks piger. Siden talebanernes ankomst havde der ikke været noget skilt på vores skole, og den dekorerede messingdør i en hvid væg over for brændehuggerens plads røbede intet om, hvad der lå bag den.

For os piger var messingdøren som en magisk indgang til vores egen specielle verden. Når vi løb gennem den, tog vi vores hovedtørklæder af, så de lignede skyer, der blev pustet væk af vinden for at gøre plads for solen, og styrtede op ad trappen. Oven for den var der en åben gård med døre ind til alle vores klasseværelser. Vi smed vores skoletasker og mødtes så til morgensamling under åben himmel med ryggen vendt mod bjergene. En af pigerne kommanderede: Assaan bash! – "stå rør" – og vi smækkede hælene sammen og svarede: Allah! Dernæst sagde hun: Hoo she yar! – "alle ret!", og vi slog igen hælene sammen: Allah!

Skolen blev grundlagt af min far, før jeg blev født, og på væggen over os stod navnet khushal school stolt malet med røde og hvide bogstaver. Vi gik i skole seks formiddage om ugen, og som 15-årig i 9. klasse tilbragte jeg timerne med at sige kemiske formler i kor, studere urdugrammatik eller skrive historier på engelsk med moraler som "Hastværk er lastværk" eller tegne diagrammer over blodkredsløbet – de fleste af mine klassekammerater ville være læger. Det er vanskeligt at forestille sig, hvordan nogen skulle kunne se det som en trussel. Og dog var det ikke kun støjen og kaosset i Mingora, hovedbyen i Swat, der fandtes uden for skoleporten. Der var også dem, for eksempel talebanerne, der mener, at piger ikke må gå i skole.

Den morgen var begyndt som alle andre, bare lidt senere. Det var jo eksamenstid, så skolen startede klokken ni i stedet for klokken otte. Det var rart, fordi jeg ikke bryder mig om at stå op og kan sove, når hanerne galer, og muezzinerne kalder til bøn. Det var som regel først min far, der forsøgte at vække mig. "Det er tid at stå op, Jani mun," sagde han altid. Det betyder hjerteven på persisk, og det kalder han mig altid tidligt på dagen. "Bare nogle minutter mere, søde Aba," bad jeg, hvorefter jeg begravede mig endnu dybere under vattæppet. Derefter plejede min mor, Tor Pekai, at komme. "Pisho," kaldte hun. Det betyder kat og er det kælenavn, hun har givet mig.

På det tidspunkt gik det op for mig, hvad klokken var, og jeg råbte: "Bhabi, jeg kommer for sent!" I vores kultur er alle mænd ens "bror" og alle kvinder ens "søster". Det er sådan, vi tænker på hinanden. Da min far første gang tog sin kone med hen på skolen, kaldte alle lærerne hende "min brors kone" – bhabi. Og sådan blev det ved med at være. Nu kalder vi hende alle bhabi.

Jeg sov i det lange værelse foran i huset, og de eneste møbler var en seng og et skab, som jeg havde købt for nogle af de penge, jeg havde fået sammen med en pris for at have ført kampagne for fred i vores dal og for pigers ret til at gå i skole.

På nogle af hylderne stod alle de guldfarvede plasticbægre og trofæer, jeg havde vundet ved at blive nummer ét i min klasse. Nogle få gange var jeg ikke blevet nummer ét, men slået af min rival, Malka-e-Noor. Jeg var fast besluttet på, at det ikke skulle ske igen.

Skolen lå ikke langt fra mit hjem, og jeg plejede at gå derhen, men siden begyndelsen af det foregående år var jeg kørt i en rickshaw sammen med nogle andre piger og var kørt med bussen hjem. Det var en tur, der kun varede fem minutter, langs med det stinkende vandløb, forbi det store reklameskilt for Dr. Humayuns institut for hårtransplantation. Vi spøgte med, at en af vores mandlige lærere, som var skaldet, måtte have været derhenne, fordi hans hår pludselig var begyndt at gro. Jeg kunne godt lide at køre med bussen, fordi jeg ikke blev så svedt, som da jeg gik, og jeg kunne snakke med mine veninder og udveksle sladder med chaufføren, Usman Ali, som vi kaldte Bhai Jan, bror, og som fik os til at le med sine vanvittige historier.

LÆS OGSÅ: "Mænd er ikke bare onde patriarker i Afghanistan"

Jeg var begyndt at køre i skole, fordi min mor var nervøs for at lade mig gå hen til skolen alene. Vi havde fået trusler hele året. Nogle i de lokale aviser, nogle i breve, men oftere viderebragt mundtligt.

Min mor var bekymret for mig, men Taleban havde aldrig før angrebet en pige, og jeg var mere bekymret for, at de skulle udse sig min far som mål, eftersom han altid talte dem midt imod. Hans nære ven og kampagnefælle Zahid Khan var blevet skudt i ansigtet i august, mens han var på vej hen for at bede, og jeg vidste, at alle sagde til far: "Pas på, du bliver den næste."

Man kunne ikke komme ind i vores gade i bil, så når jeg skulle hjem, stod jeg af bussen på landevejen neden for vandløbet og gik gennem en gitterport af jern og op ad en trappe. Jeg havde tænkt på, at hvis nogen angreb mig, ville det være på de trapper. Ligesom min far har jeg altid været en dagdrømmer. I timerne kom mine tanker somme tider på afveje, og jeg forestillede mig, at en terrorist, når jeg var på vej hjem, ville springe frem på trapperne og skyde mig. Jeg spekulerede på, hvad jeg ville gøre. Måske ville jeg tage mine sko af og slå ham med dem, men så tænkte jeg, at hvis jeg gjorde det, ville der ikke være nogen forskel på mig og en terrorist. Det ville være bedre at bønfalde dem: "Okay, skyd mig, men hør først på mig. Det, I gør, er forkert. Jeg er ikke imod jer – jeg ønsker bare, at alle piger skal gå i skole."

Jeg var ikke bange, men jeg var begyndt at sikre mig, at vores yderste port var låst om aftenen, og spørge Gud, hvad der sker, når man dør. Jeg fortalte alt til min bedste veninde, Moniba. Vi havde boet i den samme gade, da vi var små, og havde været venner siden underskolen, og vi delte alting med hinanden: Justin Bieber-sange, Twilightfilm og de bedste lysnende ansigtscremer. Hendes drøm var at blive modedesigner, men hun vidste, at hendes familie aldrig ville acceptere det, så hun fortalte alle, at hun gerne ville være læge. Det er svært for piger i vores samfund at blive andet end lærere eller læger, hvis de overhovedet får mulighed for at arbejde. Jeg var anderledes – jeg havde ikke skjult mit ønske for nogen, da jeg skiftede mening og i stedet for at ville være læge nu helst ville være opfinder eller politiker. Moniba kunne altid mærke, hvis noget var galt. "Du skal ikke bekymre dig," sagde jeg til hende. "Taleban har aldrig angrebet en lille pige."

Da der blev kaldt ud til vores bus, løb vi ned ad trappen. Alle de andre piger dækkede hovedet til, før de løb ud ad døren og kravlede op bagest i bussen.

Bussen var i virkeligheden det, vi kalder en dyna – en hvid Toyota Town Ace-lastbil med tre lange sæder parallelt med hinanden, et i hver side og et i midten. Der var trangt derinde med 20 piger og tre lærere. Jeg sad på sædet til venstre mellem Moniba og Shazia og en pige fra årgangen under os, der hed Shaiza Ramzan, mens vi holdt vores eksamensmapper ind mod brystet og havde skoletaskerne ved fødderne.

Derefter er alting noget utydeligt. Jeg kan huske, at der var varmt og klistret inde i dynaen. Det køligere vejr var sent på den det år, og kun bjergene langt væk i Hindu Kush havde sne på toppen. Bagenden af bilen, hvor vi sad, havde ingen vinduer, kun nogle tykke plasticstykker, der blafrede i siderne, og som var for gulnede og støvede til, at man kunne se igennem dem. Ud ad bagenden af bilen var alt, hvad vi kunne se, blot en lille firkant af himlen og nogle glimt af solen, der på den tid af dagen er en gul kugle, som svæver i det støv, der hvirvler rundt overalt.

Jeg husker, at bussen som sædvanlig forlod den store vej lige efter hærens checkpoint og drejede om hjørnet og kørte forbi den forladte cricketbane. Jeg husker ikke mere.

I mine drømme om attentatet er min far også i bussen, og det er ham, der bliver skudt sammen med mig, og der er mænd overalt, og jeg leder efter min far.

I virkeligheden skete der det, at vi pludselig standsede. Til venstre for os lå det græsdækkede gravmæle over Sher Mohammad Khan, der var finansminister for den første hersker i Swat, og til højre lå fabrikken, der lavede snacks. Vi må have været mindre end 200 meter fra kontrolposten.

Vi kunne ikke se, hvad der skete foran os, men en ung, skægget mand i lyst tøj havde stillet sig ud på vejen og gjorde tegn til bussen om, at den skulle standse.

"Er det Khushalskolens bus?" spurgte han vores chauffør. Usman Bhai Jan syntes, det var et dumt spørgsmål, fordi skolens navn stod på siden af bilen. "Ja," sagde han.

"Jeg skal have nogle oplysninger om nogle af børnene," sagde manden.

"Du må tage hen på kontoret," sagde Usman Bhai Jan.

Mens han talte, kom en anden ung mand klædt i hvidt hen imod bagenden af bussen. "Se, det er en af de journalister, der kommer for at bede om et interview," agde Moniba. Efter at jeg sammen med min far var begyndt at tale på møder i forbindelse med kampagnen for pigers uddannelse og imod dem, der – som Taleban – vil gemme os af vejen, kom der ofte journalister, ja selv udlændinge, men ikke som nu midt på vejen.

Manden havde en høj, spids hue på og et lommetørklæde over næse og mund, som om han havde influenza. Han lignede en collegestuderende. Så svingede han sig op på trinbrættet bag på bussen og lænede sig ind lige over os.

"Hvem er Malala?" forlangte han at få at vide.

Ingen sagde noget, men flere af pigerne kiggede på mig. Jeg var den eneste pige, hvis ansigt ikke var tildækket.

Så løftede han en sort pistol. Jeg fik senere at vide, at det var en Colt 45. Nogle af pigerne skreg. Moniba har fortalt mig, at jeg klemte hendes hånd.

Mine veninder har sagt, at han affyrede tre skud hurtigt efter hinanden. Det første gik igennem min venstre øjenhule og ud under min venstre skulder. Jeg faldt fremad og over på Moniba med blodet løbende ud af mit venstre øre, så de to andre kugler ramte pigerne ved siden af mig. En kugle gik ind i Shazias venstre hånd. Den tredje gik igennem hendes venstre skulder og ind i Kainat Riaz' højre overarm.

Mine veninder fortalte mig senere, at pistolmandens hånd rystede, mens han skød.

Da vi nåede frem til hospitalet, var mit lange hår og Monibas skød indsmurt i blod.

Hvem er Malala?

Jeg er Malala, og dette er min historie.

LÆS OGSÅ: Adisa flygter stadig fra krigen i Jugoslavien