3 forfattere til ny bog: Parforholdet er ikke det vigtigste

En helt euforisk glæde. Sådan beskriver de tre forfatterinder Naja Marie Aidt, Mette Moestrup og Line Knutzon følelsen efter de sidste fire års samarbejde, der er endt med 655 sider digte, breve, dramatik, interviews og artikler pakket ind i bogomslaget "Frit flet".

Fællesbogen, der udkommer her i slutningen af maj, indeholder deres individuelle penne flettet sammen i fællesskab ved spisebordet i Mette Moestrups lejlighed på Vesterbro.

Uden for stuevinduet står Københavns grå horisont og rå banelegemer, mens lyden af ihærdige kvindestemmer lyder fra den anden ende af lejligheden. Line Knutzon er stormet ind i lejligheden, for hun er nødt til at have luft for sine holdninger til en debat om racisme, der foregår i det litterære miljø. Hvad mener Mette Moestrup om den? Hun er ikke blevet helt færdig på badeværelset. Og Naja Marie Aidt, der til hverdag bor i New York, er forsinket, men er efter sigende på vej ned ad Istedgade med et monstrøst jetlag.

Efterhånden samles veninderne om den stærke espresso ved bordet, der er omringet af bogstakke, familieportrætter og farverige vintagefund. Til en snak om venskab og forfatterskab, frihed og ensomhed.

"Vi er kaotiske mennesker. Evindelige klodsmajorer og katastrofalt, elendige planlæggere."

Mette: – Vi er kaotiske mennesker. Evindelige klodsmajorer og katastrofalt, elendige planlæggere. Andre ville blive sindssyge af det. Og vi går ret langt i bogen for at vise, at der er mange normer, vi ikke kan leve op til, selvom man måske skulle tro, at vi var super tjekkede.Og man bliver da også nemt forblændet af det, der ligner tre urokkelige powerkvindeliv. Men bag stakke af prisvindende bogudgivelser, rosende anmeldelser og begejstrede publikummer er tre helt almindelige levede kvindeliv, forsikrer de. Og de tre kvindeliv er lagt hudløst ærligt frem på tryk i det nye, fælles værk.

Mødtes som teenagere

Line Knutzon og Naja Marie Aidt har kendt hinanden siden de spæde teenageår. De to skilsmissebørns blikke mødtes første gang gennem vinduet i en af Carlsbergs gamle fabriksarbejderboliger, hvor middelklassefamilier som deres var begyndt at rykke ind, mens Vesterbrokvarteret endnu lugtede af humle. Line syntes, den et år ældre Naja så skide sur ud, som hun stod der i vinduet. Men snart blev Line selv teenager og muggen på verden, og så kunne de mødes om det.

Line: – Vi mødtes som to fremmede fugle, der blæste rundt i gaderne og observerede.

De to piger, der begge kom fra middelklassehjem, stiftede en forening, hvor de skrev fiktive mødeindkaldelser, mødereferater og medlemsklager. De spionerede i kvarteret, digtede kriminalsager og skrev lange rapporter. Om "Sortøje", "Kællingen med lortehunden" og mange andre. Her blev grundstenene til både deres stærke, livslange venskab og deres kunstneriske virke lagt.

For 10 år siden tilsluttede Mette Moestrup sig, og parløbet blev til et trekløver. Nogle år senere blev ideen til en fælles bog født på en bænk på Testrup Højskole, hvor de underviste på et skrivekursus. Og i løbet af de år, de har arbejdet med bogen, har de levet i tæt parløb med hinanden, alt imens deres børn er blevet teenagere, kærester er blevet til ekskærester, liv er blevet til død og kunstneriske ambitioner er blevet udfordret af økonomiske bekymringer.

Naja: – Det, der er så fantastisk ved at skrive og skabe noget, er, at man kan træde ind i en anden verden. Ligesom Line og jeg brugte vores forening til at klare nogle voldsomme problemer, vi havde i vores skilsmisse-børneliv. At skrive kan bringe en tilbage på et spor, selvom man er ulykkelig, forvirret eller træt, fordi det bringer en videre og giver energi.

Venskabet er motoren

I bogen fletter forfatterindernes gamle dagbogssider og breve til hinanden sig ind og ud mellem prosa og fagprosa, interviews og dramatik og billeder fra deres familiealbum. Som et farverigt kludetæppe syet sammen af små stykker levet liv. Med bogen ville de udforske deres venskab og deres forestillinger om køn og frihed og samtidig udfordre nogle af samfundets normer. Fællesbogen udforsker vidt forskellige temaer lige fra penge, vold og hud til klasse, begær og latter og inddrager desuden internationale feminister og digtere.

De er gået den litterære planke ud med den fragmenterede form og udviskningen af deres individuelle penne. Men det giver god mening, for de har lært hinanden så godt at kende, at Naja Marie Aidt kan begynde en sætning, Mette Moestrup færdiggøre den og Line Knutzon tilføre et ord, der får dem alle til at grine, fordi de ved, det referer til en begivenhed, der skete for tre år siden – en regnvejrsonsdag.

"Kærlighed og parforhold bliver ofte fremstillet som den vigtigste relation i livet."

Mette: – Kærlighed og parforhold bliver ofte fremstillet som den vigtigste relation i livet. Men det at bruge venskabet som drivkraft til at skabe noget betyder rigtigt meget for mig. Vores bog er et udsagn om, at det at ville være tre kvinder, der snakker om noget indbyrdes og dermed prioriterer venskabet over andre ting i livet, kan være lige så meget i orden som at orientere sig imod parforholdet.

De tre kvinder fortæller, at samarbejdet om "Frit flet" har været en gave i et til tider ensomt forfatterliv. Og det faglige samarbejde og private venskab er vokset sammen i løbet af processen – båret af energi og humor.

Naja: – Vi er så vidt forskellige, at vi ikke kommer til at irritere hinanden, og så er der en meget stor tilgivelse imellem os, hvor vi bærer over med hinanden...

Mette: – Ja, og det er nødvendigt, for det har været et diskussionsforum af den anden verden med råb, skrig og kasten med ting. Vi har diskuteret ting helt ud ad en tangent og turdet vende og dreje alt det, man kan være i tvivl om.Naja: – Og faktisk har arbejdet med bogen forårsaget en ændring af min egen bevidsthed i forhold til at turde konfrontere mig selv med mine svage sider. Jeg vil altid have det med mig, et andet blik, en ny måde at se ting på. Og det er det, vi håber, bogen også kan give læseren – at vores nysgerrighed, livsglæde og indignation kan gives videre.

Line: – Ja, for vi har været ret skrappe i forhold til at undgå at lave en venindebog, hvor vi fortæller om, hvor fantastiske vi selv er.

Når Line siger "venindebog", knækker stemmebåndet over i en karikeret lillepigestemme, der får de andre til at grine og joke. De taler om Mettes manglende evner som værtinde, om Lines anstrengte forhold til sin tidligere opvaskemaskine og om Najas evindelige lister, alt imens hænder og arme flyver rundt i luften for at understrege pointerne.

LÆS OGSÅ: Mette står bag en verdensucces med 20 mio. brugere

Intet Hollywood-liv

Line, Mette og Naja kender efterhånden hinanden ud og ind, og det tætte samarbejde har gjort dem til vidner til hinandens liv på godt og ondt gennem flere år. De har haft – og har – brug for hinanden både fagligt og privat.

Naja: – Vi er jo voksne kvinder, og ingen af os har brug for at blive trøstet på den måde, man havde brug for som yngre. Jeg kommer ikke hjem og klapper Line på hovedet, hvis hun har en dårlig dag. Eller tror, jeg kan redde Mette, når hun har hjertesorg. Men vi ved, at venskabet er der. Og vi har brug for det som noget, der giver energi og hjælper os til at forstå livet.

Mette: – Og det har været nødvendigt, for i forløbet er der sket sindssygt mange ting. For eksempel kan jeg huske, vi har siddet her og arbejdet og haft virkelig travlt, sideløbende med store kærlighedsdramaer, hvor der røg rasende sms'er frem og tilbage.

Kærlighed har været et stort diskussionsemne for dem undervejs, og de deler flere fælles, dyrtkøbte erfaringer på den konto.

Naja: – Vi har jo for eksempel alle skilsmisser bag os, og selvom de langtfra alle er ens, kender vi til smerten og sorgen og den vanskelige situation, børnene kommer i.

Mette: – Vi har det til fælles, at vi ikke har en rosenrød forestilling om, at den eneste ene kommer ridende på en lyserød pony og redder én fra alt muligt. Men det betyder ikke, at vi er kynikere. Vi mener bare, at man selv skal undersøge, hvad der er det rigtige for lige præcis en selv. Fortællingerne fra Hollywood er ligesom long-gone.Naja: – Det spændende ved alle vores diskussioner om kærlighedsforholdet har været, at vi har kigget os selv dybt i øjnene. Man kan jo godt sidde og klynke over at være enlig mor, der aldrig møder nogen, men sådan har det slet ikke været. Vi har set vores egne livsmønstre efter i sømmene og stillet os selv spørgsmål om vores forskellige behov for kærlighed, frihed osv. Og så er det ikke bare blevet noget, vi snakker om, men en tekst i bogen. Det har givet nogle nye redskaber til at se på sig selv og erkende sine egne gamle mønstre.

Line: – Ja, fy for satan.

"Det er ikke sørgeligt, at jeg ikke har en kæreste."

Sørgeligt at være single?

I bogen er der billeder af Mette som ung med kridhvid bryllupskjole og hele baduljen, Line med en gravid mave med tvillinger og Naja i klitterne på stranden med familien. Så de har været der, og det var godt. Det var bare ikke godt nok.

Mette: – Vi er nået dertil i livet, hvor vi har erkendt, at vi hverken har kunnet eller villet leve op til den fortælling om kærlighed, der er ekstremt dominerende i vores samfund. Og så bliver venskaber ekstra vigtige. I vores trio er der stor rummelighed, og i vores venskab er der plads til, at man både kan være et sted i sit liv med kærester, der kommer og går, et kontinuerligt forhold eller slet ingen kæreste.

Line: – Jeg har for eksempel ikke været i nogen relationer i mange år. Og det er så trættende, at folk i vores samfund ser på mig og spørger, om jeg er single, med et sørgeligt fjæs

– om jeg ikke snart skal have gang i noget osv. Men det er ikke sørgeligt, at jeg ikke har en kæreste. Og det har været fint at kunne diskutere her i gruppen. Forskellen er, at her er der ikke nogen, der prøver at finde en mand til mig eller kigger på mig med ynk.

Mette: – Nej, vi har ikke travlt med at leve op til normerne. Jeg har nået at have tre kærester og at være single, mens vi har skrevet bogen, og det har der ikke været nogen fordømmelser over. Ingen har spurgt, hvornår vi så skal flytte sammen, have børn osv. Man kan få lov at gøre tingene på sin egen måde. Og det er netop det, venskaber kan give plads til.

Hej til vi'et

De tre veninder kan også se tilbage på perioder af deres liv, hvor der ikke har været kræfter til at prioritere venskaberne. Og de perioder har været fattige.

Naja: – Venskabet er noget, man bør tilstræbe at prioritere i sit liv. Jeg ved godt, at når man har små børn eller sidder i et parforhold kan det nemt være venskaberne, det går ud over. Så sidder man bare derhjemme med sin partner og ser fjernsyn, og det bliver røvsygt i længden. Parforholdet skal kunne så utroligt mange ting i vores tid. Men venskabet tilbyder en form for kærlighed, som er unik, ikke forventer noget og kommer af ren glæde ved at være sammen. Når jeg er i New York betyder det så meget at få en e-mail om aftenen fra en ven, hvis jeg for eksempel er ensom eller deprimeret.

"Vi vil gerne videregive et mod til at mærke efter, hvad man selv har lyst til og ikke bare følge forestillingen om det lykkelige liv i klassisk forstand."

Bogen fortæller samtidig historien om, at man kan skabe noget inden for venskabets rammer. Det er ganske vist hverken børn, hus eller hund. Men et venskab kan være meget mere end en trøsteklud i forbindelse med kærestesorger – det kan for eksempel være et fællesskab omkring en bog.

Mette: – Vi vil gerne videregive et mod til at mærke efter, hvad man selv har lyst til og ikke bare følge forestillingen om det lykkelige liv i klassisk forstand. Måske lidt tidligere, end vi selv turde.

Line: – Ja, fællesbogen skulle gerne inspirere til at se, at der er så meget, der er givet i forhold til, hvordan du skal være som kæreste, som single eller som mor. Men du kan også gøre det på andre måder.

Naja: – Vores kritik og undersøgelse af krav og normer i bogen er noget, man kan diskutere med sine venner. Vores fælles projekt er vores kommentar til den superindividualistiske livsstil i Danmark. "Frit flet" siger farvel til jeg'et og hej til vi'et. 

LÆS OGSÅ: 3 kvinder om at være gift med en drengerøv