4 ting, jeg lærte ved at se marathon
Jeg var på gaden i søndags, altså for at købe mælk - ikke for at løbe maratohn som åbenbart alle andre i min gade. Al respekt til de virkelig seje mennesker, der ikke bare har trænet i måneds/årevis for at kunne klare den sindssyge distance, men synet af dem var ikke så sjovt, opløftende og motiverende, som jeg havde håbet.
Faktisk lærte jeg 4 ting ved at stå ved sidelinjen ca. 5-6 km fra målet.
1. At løberne slet ikke så ud som de nød det. Altså overhovedet. Faktisk synes jeg flere så ud, som om de ville begynde at græde, hvis de havde haft kræfter til det.
2. At marathon er farligt. Lyden af udrykninger var næsten konstant hele eftermiddagen, hvilket ellers ikke plejer at være ambulance rush hour i mit kvarter. Og jeg så også indtil flere, der mere humpede end luntede.
3. At de sejeste marathonløbere slet ikke ser ud som man tror. Jeg troede, at de bedste løbere var slanke mænd mellem 20-40. Og de er måske også de hurtigste, men de sejeste af dem jeg så var helt klart en ret overvægtig kvinde, der stadig fjedrede af sted, selv efter næsten 40 km, en gråhåret mand på i hvert fald 70, der smilede glad til de ivrige heppere og en ældre kvinde med det ene knæ forbundet, der stadig holdt sig på benene. Virkelig godt gået!
4. Den sidste ting, jeg lærte, var, at jeg nok aldrig selv kunne gøre det - jeg bliver aldrig så motiveret, vedholdende og fokuseret. Så jeg holder mig bare til 5 K ruten til ALT for damernes Kvindeløb.
Har du det lige som mig, er det i øvrigt ikke for sent at melde sig til lige »HER.
