Sofie Linde om at finde lykken: "Det har været en lang - og ret konsekvent - proces"
I jagten på at blive mere lykkelig måtte Sofie Linde træffe et hårdt valg. Læs, hvordan hun og fire andre kendte kvinder har fået mere glæde i hverdagen.
Hvad gør dig lykkelig i hverdagen?
For Sofie Linde gjorde det hende lykkelig at rydde ud i vennekredsen, for Helena Christensen er lykken at købe toiletpapir, når hun er i Danmark, og for Mascha Vang fyldes hun med glæde, når datteren kommer krybende ind til hende om natten.
22 kendte kvinder fortæller i denne uges ALT for damerne, hvad der gør dem lykkelige i en travl hverdag. Her kan du læse fem af kvindernes svar.
Sofie Linde, 27 år, tv-vært
"For mig er lykken bundet op på de personer, jeg fylder min hverdag med. Jeg går meget op i at sikre mig, at jeg omgiver mig med mennesker, som giver plus på kontoen. Gennem flere år har jeg tømt ud i den del af min omgangskreds, som oftere drænede mig for energi, end den gjorde mig glad. Det har været en lang – og ret konsekvent – proces, som har taget mange år, men det betyder, at jeg i dag elsker alle de mennesker, som jeg omgives med i min hverdag, helt ind til benet. Og det gør mig lykkelig i hverdagen."
Helena Christensen, 48 år, supermodel, fotograf og brandambassadør for hudplejemærket Nimue
"Hverdagslykke for mig er helt simple ting som at stå op med min søn og lave morgenmad til ham. Jeg elsker også at købe ind, og jeg bruger lang tid på det. Når jeg er hjemme i Danmark, kan jeg godt lide at gå i Mad og Vin i Magasin, og så skal jeg også altid forbi Irma efter deres toiletpapir med de blå striber. Mine veninder i New York synes, det er så fint, så jeg slæber altid nogle pakker med hjem til dem. En tur i neglesalon med mine veninder med masser af tid til at snakke om alt og ingenting er også noget af det bedste."
Mascha Vang, 37 år, blogger
"Når min datter kalder på mig om natten og vil ind til mig og putte, føler jeg mig lykkelig. Hendes smil, når hendes hoved lander på min pude, er ubeskriveligt, og efterfølgende falder vi i søvn snude mod snude. Det er det bedste i verden – hver dag."
Sonja Richter, 43 år, skuespiller
Foto: Signe Vilstrup
"Mit arbejde gør, at der ikke er ret meget, jeg kan identificere som ”hverdag”. Jeg er altid i gang med at lære en ny rytme, hvilket er forfriskende, men nogle længes jeg efter noget, der er meget hverdagsagtigt. Derfor nyder jeg det, når jeg engang imellem skal det samme sted hen en hel uge i træk og slipper for at google transporttiden og tjekke alt muligt praktisk. I mine uens hverdage prøver jeg at finde et sted at sidde og falde til ro og finde taknemmelighed for noget så simpelt som en vandhane eller min varme jakke eller et træ. Det gør mig lykkelig, fordi jeg synes, at der er en tendens til, at vi hele tiden skal videre, væk fra det, vi har, og hen til noget andet. Som om lykken ligger foran os, og at vi går glip af den, hvis vi ikke får det, vi er i gang med, overstået og kommer videre. I stedet for at skulle få alting ”overstået” prøver jeg at ”opleve”. Der var engang en, der sagde til mig, at jeg skulle prøve at se, om jeg kunne få øje på kærligheden, lige meget hvor jeg var. Så det prøver jeg på, og den er altså de mærkeligste steder."
Mie Moltke, 35 år, professionel danser
"Det, som gør mig lykkelig i hverdagen, er alle de små ting, som ikke rigtig kan måles. Det er, når jeg vågner og kan ligge og holde om min søn, Mio. Når han kigger på mig og smiler på den der helt specielle måde og knuger sig ind til mig. Det er, når han er glad og bliver mere og mere modig. Jeg kan også blive helt lykkelig over en morgenkaffe med en veninde, hvor vi ender med en samtale, som får kæmpe betydning, uden at vi anede, at morgenen ville ende sådan. Hverdagslykke er, når jeg ikke skal nå noget og langsomt går gennem Assistens Kirkegården. Jeg tror, at det der ”lykke” opstår for mig, når jeg er til stede, mærker og ikke har lyst til at være noget andet sted. At være sand gør mig i bund og grund bare lykkelig. Selvom det til tider kan være mega skrøbeligt, så ligger der alligevel en lykke bagved, fordi jeg tør mærke efter. Lykke findes i mange ting – og jeg synes, vi skal turde bruge ordet lykke meget mere."
Du kan læse resten af de 17 kendte kvinders historier om hverdagslykke i denne uges ALT for damerne, der er på gaden torsdag. Her fortæller blandt andet Bodil Jørgensen, Gun-Britt Zeller og Sofie Lassen-Kahlke, hvad der gør dem lykkelige.