5 uundværlige råd, når du søger job
Det kan være en sej kamp at lande det første job som nyuddannet. Her giver en headhunter og en karrierådgiver dig deres bedste råd.
At skulle søge det første job efter endt uddannelse kan være lidt af en udfordring og kræve mere af dig end din tålmodighed. Ikke engang et 12-tal for specialet sikrer dig drømmejobbet – eller et hvilken som helst job i det hele taget.
Vi har indhentet fem uundværlige råd fra to erfarne eksperter:
Anita Blinkenborg rekrutterer og headhunter ledere og specialister for store danske/internationale virksomheder for som partner i Compass Human Ressources Group.
Ginna Sørensen har fingeren på pulsen, når det gælder de helt nyuddannede som karriererådgiver i Magistrenes A-kasse.
LÆS OGSÅ: Andrea Hejlskov: Vi sagde vores job op og smed alle vores ting ud
1. Opbyg netværk og erfaringer
Ginna Sørensen: Forbavsende mange jobs formidles via netværk, og du står stærkere, når du kender folk i branchen og ved lidt om de jobfunktioner, du går efter. Derfor er det vigtigt allerede som studerende at arbejde systematisk med at opbygge netværk og erfaringer. Sørg for at arbejde med virkelighedsnære cases i dit studieforløb, få bid i relevante studiejobs, deltag i konferencer, kurser eller on-line fora, hvor du kan møde folk inden for dit område - og sørg for at opbygge og vedligeholde gode netværk med dine medstuderende og andre, du møder på din vej.
Er du færdig med studiet, kan du overveje om virksomhedspraktikker eller frivilligt arbejde kan være en genvej til nye netværk og nye kompetencer. Vær også opmærksom på, at LinkedIn er et væsentligt redskab, når du skal etablere nye forbindelser og få overblik over jobmuligheder.
Anita Blinkenborg: Det er ikke en forudsætning for at søge et job, at man har et netværk. Men et netværk åbner op for nogle nye og andre kanaler. Når du søger et job, der er slået op, er du jo i konkurrence med alle de andre, der søger. Hvis du har et netværk, som du kan sparre med, og som kan se nogle muligheder eller er bekendt med ledige stillinger, du ikke lige selv ser, så kan det give nogle muligheder, du ikke havde forudset. At kende nogle, der kender nogle, kan hurtigt være den direkte vej til et job.
2. Vær åben over for alternativer
GS: Vær ikke for snæver i din jobsøgning. Beskriv hvad der skal til for at give dig en god arbejdsdag og overvej, om du kan opnå det andre steder end i én bestemt jobfunktion eller én bestemt branche. Hvis du søger ind i et jobmarked, hvor der er rigtig mange om buddet, er det måske en god idé at kigge 10 grader øst eller vest for drømmejobbet: Er du vild med at formidle din viden om kultur eller kunsthistorie, kunne et job på et bibliotek måske være en mulighed – bibliotekerne er på vej mod en kulturhus-profil, hvor der er brug for udstillinger og spændende arrangementer. Eller du kunne prøve kræfter i en folkeskole som vikar eller arrangør af spændende temaforløb, blive arrangør af billedskole i fritidsordningen eller koordinator af aktiviteter i den åbne skole osv. Det kan give dig spændende udfordringer – og vigtige erfaringer, der fører dig nærmere dit oprindelige drømmejob.
AB: Hvis du er nyudklækket akademiker, gælder det mest om at komme i job for at få noget erhvervserfaring og for at bevise, at man kan skabe resultater og fungere i en arbejdsmæssig kontekst. Herigennem kan du opbygge kompetencer og et arbejdsmæssigt netværk. Det gælder om at være åben over for muligheder og indstille sig på, at drømmejobbet måske ikke lige er det første eller næste, man skal have, men at vejen derhen kan være gennem flere jobs, som skal dygtiggøre én yderligere på nogle fronter, så man er i stand til at lande drømmejobbet senere hen. Generelt set kommer man jo ikke ud fra Københavns Universitet og bliver direktør med mindre, man starter sit eget firma.
3. Husk at arbejdsgivere ansætter mennesker og ikke uddannelser
GS: Som nyuddannet fylder fagligheden rigtig meget. Det er jo det, man bliver belønnet for på studiet. Men arbejdsgivere orienterer sig bredere: De ser på dig som et helt menneske med flere forskellige kompetencer. Dine kompetencer fortæller, hvad du er i stand til i kraft af de erfaringer, de karaktertræk og den uddannelse, du bærer med dig. Og en afklaring af den helhed er væsentlig for dig, når du skal overveje, hvilke jobs du passer til, og når du skal argumentere for, hvorfor arbejdsgiveren skal ansætte netop dig. Hvor står du stærkt fagligt? Hvilke generelle kompetencer (projektledelse, sprog, IT-kendskab etc.) har du? Og hvad er dine stærkeste karaktertræk (analytisk, helhedsorienteret, innovativ, struktureret etc)?
LÆS OGSÅ: 4 typiske former for angst: Dét skal du være opmærksom på
AB: Når jeg skal vurdere en kandidat for en virksomhed, er en stor del af det også at vurdere, om kandidaten rent menneskeligt og værdimæssigt matcher virksomheden. Arbejdsgiverne vil gerne have en indsigt i, hvad det er for en person, de er på vej til at ansætte. Når jeg sidder med tre kandidater, der har den perfekte faglige profil, så vil jeg vælge ud fra, hvem der passer bedst ind rent personlighedsmæssigt i den pågældende virksomhed. Men det er selvfølgelig umiddelbart de faglige kvalifikationer – eller for nyuddannede den faglige uddannelsesmæssige retning, der i høj grad afgør, om du overhovedet kommer i spil til en stilling.
4. Lav en målrettet og overskuelig ansøgning
GS: Dit CV fortæller om din fortid - erfaringer, kompetencer, resultater – din ansøgning beskriver den fremtid, du vil skabe i jobbet. Husk at de folk, der skal læse din ansøgning, er travle mennesker, så gør den overskuelig og let læselig. Vær også opmærksom på, at nogle som det første skimmer CV'et, så tilpas altid dit CV til den konkrete stilling og sæt gerne et kort summary ind i starten, der viser, at du har kompetencerne til at løfte jobbet. En god ansøgning er karakteriseret ved, at du har sat dig ind i og forholdt dig til den virksomhed, du søger ind i – hvorfor vil du arbejde hos netop dem? Vær modtager- og resultatorienteret og beskriv hvilken værdi du kan skabe for dem - ikke hvordan de kan honorere dine drømme. Og sørg for, at de får en fornemmelse af dig som person.
AB: Man skal have i baghovedet, når man skriver en jobansøgning, at man jo egentlig besvarer et opslag, som en virksomhed har udarbejdet. Og i det opslag står der nogle konkrete krav, man skal leve op til. Det er vigtigt at få skrevet, hvad det er ved din karriere, der gør dig til en relevant kandidat til det her job. Og så er motivationen vigtig: Hvorfor vil du gerne have lige det her job? Og her skal du lave lidt benarbejde og virkelig tænke over, hvorfor det her er interessant for dig. Mange skriver, at de søger et job fordi, ”det er en meget spændende virksomhed”, men det er lidt en floskel. Ansøgerens motivation handler for arbejdsgiveren også lidt om, hvordan og hvor længe kandidaten vil kunne fastholdes i den pågældende stilling. Så det handler om motivation for jobbet; hvad der gør dig til en relevant kandidat qua dine erfaringer; hvilke resultater du har skabt andre steder; og så at vise lidt af din personprofil også.
5. Husk at belønne dig selv
GS: Det er ofte stressende og frustrerende at være jobsøgende, fordi man hele tiden er afhængig af andres beslutninger. Men du kan gøre meget for at beholde initiativet selv. Lav en arbejdsdag og en strategi for din jobsøgning, så du selv har styringen. Lav et mix mellem søgning på opslåede stillinger, uopfordrede ansøgninger og networking. Sørg for at sende din ansøgning hurtigt efter stillingsopslaget, så din ansøgning får mest mulig opmærksomhed. Hav mange ansøgninger ude, så et afslag ikke føles så tungt.
Og beløn dig selv for din kæmpeindsats: Løb en tur, gå på café – gør nogle af de ting, der bygger dig op og giver dig ny energi. Hent ny inspiration ved konferencer, netværksmøder, kurser. Læs bøger om nye, spændende arbejdsfelter. Kort sagt: Tag styringen og udnyt, at du selv er herre over din tid! Og husk: Det er arbejdsløsheden, der er problemet, ikke den arbejdsløse. Du har talent, og før eller siden finder du det perfekte match.
LÆS OGSÅ: "Nogle gange er det bedre at give dig selv et klap på skulderen og sige: Det var sgu flot klaret"
LÆS OGSÅ: "Gud er der ikke flere penge på kontoen? Jamen, jeg har jo ikke brugt nogle!"
LÆS OGSÅ: Vi afslører ham her: Den nye vært på The Daily Show er hot