Paris

8 hotspots du bør kende i Paris

Paris har så meget at byde på, at det kan være svært at finde frem til den mest autentiske oplevelse. ALT for damerne har udpeget otte enestående steder, der alle vil gøre din Paris-tur endnu bedre.

1. Gade - Rue du Commerce

Hvor: Rue du Commerce, 7. arrondissement

Hvad: Indkøbsgade

Stamkunder: Shopaholics

Prisklasse: Billigt – dyrt

Man plejer at sige, at der ikke er så meget at se i nærheden af Eiffeltårnet og langt hen ad vejen er det også rigtigt. Der kan være en smule kedeligt og storbygoldt tæt på tårnet – og så ikke helt alligevel. For hvis du har shoppegenet med dig til Paris, er der en gade her, som du skal opsøge, mens spenderbukserne er på.

Rue du Commerce er en lille gade, der indeholder en imponerende række af mangfoldige forretninger i deres udvalg. Her er både highend-mode, små butikker, der ikke er at finde andre steder og lokale delikatesser, der med lethed vil få tænderne til at løbe i vand. Rue du Commerce er med andre ord en lille landsby i en stor metropol og selvom der er tale om en enkelt gade, er det nemt at glemme det Paris, man plejer at kende, når Rue du Commerce tårner sig op til siderne.

Det er her, pariserne går på indkøb, og hvor turister næsten aldrig bliver set – medmindre de lykkeligt har forvildet sig ind i gaden ved et held i uheld. Trafik er der ikke meget af på den ensrettede gade, hvor fortovene har stjålet pladsen fra vejen og på den måde gør indkøbsturen til en behagelig oplevelse, hvor man ikke er nødt til hele tiden at gå til siden. Bagefter kan I eventuelt endda spise en bid mad i nærheden af Champs de Mars-haven, der bliver mere og mere charmerende, jo varmere vejret bliver.

2. Jazzklub - Le Duc des Lombards

Hjemmeside: Ducdeslombards.com

Hvor: 42 rue des Lombards, 4. arrondissement

Hvad: Jazzklub

Stamkunder: Lokale musikere

Prisklasse: Dyrt

Når man snakker om intime steder i Paris, er det svært at komme uden om Le Duc des Lombards, hvor der spilles jazz hver aften for et velbevandret klientel. Den lille jazzklub i hjertet af 4. arrondissement bliver livligere, som klokken runder de senere aftentimer. Tænk på scenen i Aristocats, hvor gadekattene spiller for Duchess og hendes killinger. Le Duc des Lombards er virkelighedens version af den scene. Det er ikke et billigt sted, men musikken og maden er så god, at du hurtigt glemmer indgangsprisen, og hvor meget kreditkortet bløder.

LÆS OGSÅ: De bedste hotspots i London

3. Cocktailbar - Le Mary Celeste

Hjemmeside: Lemaryceleste.com

Hvor: 1 rue Commines, 3. arrondissement

Hvad: Cocktailbar og restaurant

Stamkunder: De unge, smukke og trendy

Prisklasse: Dyrt

Vil du være lidt Paris-chic og se byen, når den er mest sexet, så tag en tur på Mary Celeste i det nordlige Marais. Her kan du ikke kun få cocktails, men også små retter til at fremhæve maden (og ikke omvendt). Den lyse belysning bliver mørkere hen ad aftenen, og her er baren ikke en andenrangs- siddeplads, men derimod der den stilfulde fest først begynder. Mary Celestes personale rejser ofte rundt i verden for at finde de bedste tips til cocktails, så her kan du være sikker på, at de kæler for de drinks, der også koster dig dyrt. For nej, Mary Celeste er ikke billig, men her har du på den anden side også første parket til Paris, når det er mest trendy. Og hvis du smager en af deres østersanretninger med din cocktail, vil priserne helt sikkert glide i baggrunden. Reservation er nødvendig, for der er mange, der gerne vil ind ad dørene på Mary Celeste, hvor de kæmpestore vinduer giver rig udsigt til de parisiske gader.

4. Museum - Pont de L'Alma

Hvor: Pont de L'Alma, 7. arrondissement

Hvad: Museum

Stamkunder: De eventyrlystne rejsende, der er på udkig efter en alternativ oplevelse

Prisklasse: Billigt

Nu tænker du måske, at du har andre – og bedre – ting at tage dig til, når du er i Paris end at rende rundt i deres kloaksystem, men vent nu lidt. Musée des Égouts (direkte oversat: kloakmuseet) er ikke et eller andet støvet museum, men derimod et eventyr under byen, hvor man går mellem de systemer, der udgør den fascinerende by. Og nej, det er ikke den ildelugtende del af kloakken, der bliver besøgt, men derimod den del, hvor regnvandet går til. Historien om de parisiske kloakker er også historien om byen selv, der har gennemgået så mange interessante begivenheder, og hvis kloakker har set det hele. Med kun €4 for en indgangsbillet kunne det heller ikke være meget billigere for en oplevelse og et eventyr, som kun de færreste turister kender til. Desuden er Musée des Égouts også et museum med en smule selvironi, hvilket kan ses på deres mange opstillinger og læses på informationsstandere i undergrundsmuseet.

5. Bikuberne - Jardin du Luxemborg

Hvor: Det sydvestlige hjørne af Jardin du Luxembourg, ved Rue des Médicis og Rue de Vaugirard

Hvad: Bikuber

Stamkunder: Bi-entusiaster og honningelskere

Prisklasse: Gratis

Jardin du Luxembourg har en del besøgende hvert år, og mange af dem er turister. Hvorfor så have haven i en guide om det hemmelige Paris? Fordi det ikke er alt i haven, der er kendt af offentligheden. For eksempel er bikuberne i havens sydvestlige hjørner noget, som de færreste får set, fordi de simpelthen ikke ved, at de er der.

Der er ellers mange af dem og de er store. For ikke at nævne at de er lige så smukke på deres egen måde som omgivelserne. Bierne kunne ikke bo et bedre sted og måske er det også derfor, at de er så produktive.

Her er de lokale bier i gang med at producere store mængder honning, og man kan sagtens være med til at få den naturlige magi til at ske. Hvis du går med en biavler i maven, kan du nemlig skrive dig op til at prøve lykken. Det sker hver onsdag og lørdag, hvor man i Jardin du Luxembourg har undervist i hvordan, man bliver en god biavler siden 1854. Og bare rolig; bierne stikker (næsten) aldrig!

Vil man gerne have en fest med sine bier og sin honning, sker det i september, hvor Fête du Miel (Honningfesten) er i fuld sving, og hvor man kan købe honning i store mængder.

LÆS OGSÅ: København: meget mere end blot sine postkortmotiver

6. Cafe - Stolly's

Hvor: 16 rue Cloche-Perce, Marais, 4. arrondissement

Hvad: Café

Stamkunder: Studerende

Prisklasse: Billigt

De fleste har en helt specifik type for det indre blik, når de tænker på en typisk fransk studerende. Kæderygende, sexet, moderigtig og stilfuld. Dette billede vil blive forstærket yderligere, hvis du tager et smut ind i Stolly's, der er det lokale pusterum for studerende i Marais-området. At finde Stolly's er nemt nok, for når man ankommer, har stedet en lille hob af unge mennesker udenfor, og de diskuterer litteratur, seneste tiltag på universitetet og verdenssituationen generelt.

Indenfor er det nemt at se, at der her ikke er meget plads – når du altså har vænnet dig til den meget svage belysning. Det er heller ikke meningen og meget hurtigt kommer det heller ikke til at gøre noget, for Stolly's er befolket af nogle af de sødeste mennesker i Paris og hurtigt bliver alle i baren som gamle venner. I det til tider en anelse reserverede Paris er den slags lidt af et mirakel, men muligvis hjælper det, at mange af gæsterne her er udenlandske studerende, der gerne vil høre noget andet end fransk i et øjeblik.

Nogle gange skal det være lidt mere snusket end en aften i operaen eller en tur langs promenaden. På de aftener, er Stolly's den perfekte løsning. Og så er det langt billigere end mange andre barer i den franske hovedstad, for hvor ellers kan man få en (god) cocktail for €5?

7. Restaurant - Le Petit St. Benoit

Hvor: 4 Rue Saint-Benoît, 6. arrondissement

Hvad: Restaurant

Stamkunder: De lokale

Prisklasse: Middel

Le Petit St. Benoit ligger i et område spækket med restauranter, men er alligevel placeret lidt for sig selv nede ad en øde gade. Det er også næsten kun lokale, der befinder sig herinde. Menukortet er udelukkende på fransk, hvilket gør det til en fordel at kunne sproget. Dørene åbner først klokken 18.30 – ingen franskmand med respekt for sig selv spiser jo middag inden det tidspunkt. Men når der så bliver åbnet, er det ikke bare en autentisk, men også frydefuld oplevelse at træde indenfor. Og gastronomisk bliver det ikke mere fransk, end når den lækre stuvning med gulerødder og kartofler kommer på bordet efterfulgt af en storsindet crème brûlée. I Le Petit St. Benoit sidder man så tæt, at bordet må rykkes, inden du kan komme ud, hvis du sidder inderst (har du en lille blære, er det derfor en fordel at sidde yderst). Ja, man kommet tæt på hinanden her.

8. Museum - La Musée de la Vie Romantique

Hvor: 16 Rue Chaptal, 9. arrondissement

Hvad: Museum

Stamkunde: Romantikere

Prisklasse: Billigt

Le Musée de la Vie Romantique er bedst at besøge, når man kan sidde udenfor i deres charmerende have, hvor træerne blomstrer og teen serveres til og af byens romantikere. Der slænges i havestolene af selskaber, der har intellektuelle samtaler om kærlighedens natur og romantikkens sjæl eller de enlige sjæle, der læser sider af Simone de Beauvoir eller Charlotte Brontë. Noget af det skønne ved haven er, at den ligger så afsides og hemmeligt. Det andet er, at den er en del af et af Paris' mest yndefulde museer. La Musée de la Vie Romantique er nemlig noget helt specielt. Noget egentligt tema har det ikke, men er derimod et museum, der er dedikeret til romantikken i al sin stille skønhed. Her er der malerier og skriblerier af George Sand (eller Aurore Dupin, som franskmændene helst vil huske hende), smykker fra smukke kvinder i 1800-tallet og andet, der må anses for at være romantisk. Museet i sig selv befinder sig i et lille hus, der ikke gør meget væsen af sig (med €10 som indgangsbillet gør prisen det heller ikke), men når man træder indenfor falder roen saligt på, og det er svært ikke at forelske sig en lille smule. Enten i sin medbesøgende eller i livet generelt.

LÆS OGSÅ: 5 alternative to-do’s i Berlin

LÆS OGSÅ: 12 ting du absolut ikke må glemme at pakke med på ferien

LÆS OGSÅ: De bedste hotspots i Madrid