Birthe Kjær

Hvor godt kender du Birthe Kjær? Her er 10 ting, du (måske) ikke vidste om den folkekære sanger

Musikken har været en del af Birthe Kjærs liv i mere end tres år. Og hun har leveret ørehængere som 'Vi maler byen rød' og Sommer og sol'. Men hvor godt kender du egentlig den populære dansktopsanger? Bliv klogere her.

Hvem har ikke på et eller andet tidspunkt i sit liv skrålet med på klassikere som 'Pas på den knaldrøde gummibåd', 'Vi maler byen rød' eller 'Sommer og sol'?

Det har vi vist alle sammen.

Kvinden bag er (naturligvis!) den folkekære dansktopsanger Birthe Kjær, som trods sine godt 75 år stadig turnerer land og rige rundt med sine mange hits.

Gennem tiden har Birthe Kjær lavet musik sammen med musikere som Kim Sjøgren og Lars Hannibal, men også Keld Heick og Søren Bundgaard, der skrev storhittet 'Vi maler byen rød', som hun vandt det danske melodi grand prix med. Hun har aldrig været gift og har heller ingen børn fået. Til gengæld har hun vundet et hav af priser og er endda blevet hædret med ridderkorset.

Men hvor godt kender du egentlig Birthe Kjær? Vi har samlet ni ting, du måske ikke vidste om hende.

1. Johnny Reimar så lyset

Allerede som 12-årig dannede Birthe Kjær sammen med to jævnaldrende drenge den aarhusianske gruppe 'Sunshine Trio'. Birthe selv var forsanger i gruppen, mens de to øvrige medlemmer spillede hhv. harmonika og guitar. Gruppen optrådte flere steder i landet og på tv, inden den fem år senere gik i opløsning.

Birthe Kjær fik sin realeksamen og startede efterfølgende som elev i en sparekasse. I 1968 bankede popsanger og plademand Johnny Reimar på døren og tilbød den unge Birthe Kjær en pladekontrakt. Han havde set hende optræde på forskellige dansebarer i Aarhus.

Birthe Kjær takkede ja til pladekontrakten og fik samme år sit store gennembrud med en helt særlig sang. Sangen hed ’Arrivederci Franz’, og den strøg direkte ind på Dansktop-hitlistens førsteplads, skriver Lex.dk.

2. Musikalsk familie

Birthe Kjær er vokset op i Aarhus med sin søster, Judith, og forældrene Irene Kjær Andersen og Hugo Hansen.

Birthe Kjær har ikke sit musikalske talent fra fremmede. Mens mor Irene var glad for at synge, mestrede far Hugo forskellige instrumenter. En typisk aften hos familien Kjær bød gerne på fællessang, mens faren spillede harmonika, skriver seniornews.dk.

3. Et børnehjem i Thailand

Efter mere end 30 år på toppen besluttede Birthe Kjær sig i slut 90’erne for at prøve noget andet. Noget, som slet ikke havde med showbiz at gøre. Hun rev derfor et år ud af kalenderen og arbejdede blandt andet på et børnehjem i Thailand. Kort før årtusindskiftet vendte hun dog tilbage til scenen igen.

4. Prisregn

Birthe Kjær har meget velfortjent høstet en del anerkendelse for sine mange hits, men også for at være det varme menneske, hun er. I 1991 tildelte Simon Spies Fonden nemlig den folkekære sanger 'Livsglædens Pris'.

Senere samme år blev Birthe Kjær kåret som ’Årets Sangerinde’ af de danske lokalradioer, skriver Lex.dk. Mens hun i 1996 fik sin første Guldplade for dobbeltalbummet ’Birthe Kjær gennem tiden’.

I 2016 modtog Birthe Kjær prisen for 'Årets Kvindelige Dansktop Solist' og året efter prisen for 'Årets Dansktop Koncertnavn'. Hun har desuden vundet tre priser ved Danish Music Awards for ’Årets Dansktop Udgivelse’. For at nævne nogle stykker.

Som kronen på værket blev Birthe Kjær ved udgangen af 2023 spurgt, om hun ville acceptere ridderkorset. Hun takkede (naturligvis!) ja og blev dermed den sidste, som dronning Margrethe udnævnte til Ridder af Dannebrog, inden hun abdicerede i januar 2024.

Nogle måneder senere fik Birthe Kjær så lov til at takke vores nye kong Frederik 10. for den fornemme pris.

”Det gik rigtig godt. Kongen var venlig og er nem at tale med, så det var en dejlig oplevelse,” fortalte Birthe Kjær til HER&NU efter audiensen.

5. Dansemusen

I 2005 deltog Birthe Kjær i det populære TV 2-program ’Vild med dans’. Og hun fik ikke bare en stor oplevelse og en masse nye dansetrin med derfra – hun fik også en ny, virkelig god ven i form af dansepartneren Bo Loft Jensen.

Sidste år udtalte hun til B.T., at de stadig har kontakt og ringes ved et bare gange om året.

6. En blodprop

birthe kjaer og bo loft jensen.jpg
Foto: Lars E. Andreasen.

En helt almindelig tirsdag tilbage i oktober 2005 blev Birthe Kjær ramt af en blodprop i hjertet, og hun lå livløs i flere minutter. Det var, mens hun medvirkede i ’Vild med dans’, som hun måtte forlade efter program fem på grund af blodproppen.

”Det var en travl tid, så jeg havde været utrolig træt i flere uger. Den træthed skulle jeg have lyttet til, men jeg kløede bare på. Også da vi skulle træne cha cha cha. Jeg blev virkelig forpustet og fik ondt i brystet, så jeg måtte lægge mig lidt, men fik det ikke bedre. Tværtimod fik jeg også kvalme og svedte koldsved, og så ringede min dansepartner, Bo Loft Jensen, efter en ambulance. Jeg syntes, det var en overreaktion, men i virkeligheden reddede han med al sandsynlighed mit liv. Jeg kom med på Bispebjerg Hospital og blev straks overført til Rigshospitalet, hvor jeg skulle opereres. I ambulancen fik jeg hjertestop, men blev genoplivet, og da vi var fremme løb en portør afsted til operationsgangen med mig. Lægerne indsatte en ballon og en stent, så blodet igen kunne strømme frit i det område, der var tilkalket,” fortalte hun til Hendes Verden tilbage i 2017.

Selvom Birthe Kjær var på højkant igen efter nogle måneder, sad frygten for, at det kunne ske igen, stadig i hende. Heldigvis blev den frygt over tid erstattet af følelsen af taknemmelighed, fortalte hun til Hendes Verden.

”Som tiden gik, blev angsten afløst af en stor taknemmelighed over, at jeg klarede det. Nu er der gået 11 år, og jeg er for længst holdt op med at gå og tænke på blodproppen hele tiden, men taknemmeligheden over at være rask og i fuld vigør fylder mig dagligt. Og bliver bestemt ikke mindre, jo ældre jeg bliver.”

7. Melodi Grand Prix og tv-darling

Birthe Kjær har deltaget i Dansk Melodi Grand Prix mange gange efterhånden. Fem gange for at være mere præcis. Tre ud af de fem gange har hun fået en andenplads, mens hun i 1989 vandt det danske Melodi Grand Prix med sangen – og nu kæmpehittet – 'Vi maler byen rød'. Sangen fik en tredjeplads ved Eurovisionen.

Birthe Kjær har – ud over at deltage i grandprixet – også været vært for det store show. I 1990 var hun vært sammen med smørtenor og skuespiller Dario Campeotto, i 2005 sammen med Jarl Friis Mikkelsen og igen i 2009 sammen med medvært Felix Smith.

Foruden vært på Dansk Melodi Grand Prix, har Birthe Kjær også gjort sig som tv-vært på DR-musikprogrammet fra 1991 med titlen 'Med Kjærlig Hilsen', ligesom hun i midthalvfemserne var vært på quizprogrammet 'Vildt forelsket'.

mgp birthe kjaer.jpg
Foto: Egmont Historiske Arkiv.

8. Kærligheden

Birthe Kjær har i sit godt 75 år lange liv haft et kæresteforhold til blandt andre kapelmester Helmer Olesen, forretningsmand Fritz Schur og koncertarrangør Knud Thorbjørnsen, men hun har aldrig været gift – eller fået børn.

I forbindelse med sin 75-års fødselsdag sidste år satte hun over for Billed-Bladet ord på, hvorfor det er sådan.

”Jeg valgte heller ikke noget fra i forhold til mænd og kærester. Jeg tog det, der var, og så varede det den tid, det varede. Hvorefter jeg troede, at der var noget bedre rundt om hjørnet. Inderst inde er jeg en fri fugl. Jeg har det dårligt med at skulle spørge om noget eller bede om lov til noget. Jeg har det godt med bare at bestemme selv. Den frihedsfølelse har altid boet i mig. Måske har jeg også været lidt svær at bo sammen med, fordi jeg sgu ikke vil have, at mænd skal bestemme over mig.”

 

9. Ingen børn

Man behøver ikke have fast partner og børn for at være lykkelig, det kan Birthe Kjær skrive under på. Og den populære dansktop-sanger fortryder ikke, at hun aldrig har fået børn.

”Jeg har fået det liv, jeg har ønsket mig. Så der er ingen fortrydelser på nogen måde. Det er gået, som det er gået. Jeg har haft de dejlige kærester, jeg har haft. Det blev bare ikke til børn. Så har jeg i stedet haft min søsters børn. Dem har jeg fulgt tæt, fordi jeg altid overnattede hos min søster, når jeg optrådte i Jylland. Så jeg føler ikke, at jeg mangler noget,” fortalte Birthe Kjær ærligt til Billed-Bladet i forbindelse med sin 75-års fødselsdag.

10. De skrå brædder

Ud over at have sunget ved det danske Melodi Grand Prix, optrådt til store shows og spillet et utal af koncerter gennem sin karriere, så kan Birthe Kjær faktisk også skrive revy-skuespiller på CV'et.

Birthe Kjær fik sin debut som revy-skuespiller i 1972 i opsætningen 'Sans Souci' i Kolding, hvor hun blandt andet blev kendt for sangen 'Jeg skal aldrig til bal uden trusser'. I årene efter var hun fast medvirkende i revy-opsætningerne, som Volmer Sørensen stod bag, i Nykøbing Falster.

Kort om Birthe Kjær

  • Født den 1. september 1948 i Aarhus
  • Bor i Gentofte
  • Har aldrig været gift – eller fået børn.
  • Slog igennem med sangen "Arrivederci Franz", der strøg ind på Dansktoppens førsteplads i 1968.