Adam Holm: Jeg har været utro fem gange indtil videre

Adam Holm har været forelsket to gange. I sin forrige kæreste og så i norske Liv, som han i dag er gift og har to sønner med. Forelskelsen i Liv er blevet til dyb kærlighed. Alligevel har Adam været Liv utro fem gange. Indtil videre. Han kan nemlig ikke garantere, at det ikke vil ske igen. Provokerende? Det synes mange. Uundgåeligt? Tja, statistikker og undersøgelser taler deres tydelige sprog. Danskerne ligger nummer to på listen over de mest utro folkefærd i verden, og knap halvdelen har været deres partner utro.

Adam er historiker og journalist, og det er vigtigt for ham at understrege, at han på ingen måde er ekspert i utroskab, han har bare indvilget i at dele sin egen historie. Det begyndte sidste sommer med en udsendelsesrække på P1, hvor han kritiserede fake news og spindoktorer og erklærede sig dødtræt af hykleri og lemfældig omgang med sandheden. Hvorfor ikke sige tingene, som de er? For eksempel at man nu og da er utro? Efterfølgende var der en, der tog ham på ordet i en privat sammenhæng og spurgte: Har du selv været utro?

– Jeg trak vejret tungt et øjeblik og sagde så: "Ja. Jeg er ikke utro som en "levevej", og jeg er ikke polyamourøs, men jeg har prøvet at være utro". Og jo mere jeg tænkte over det, jo mere stod det mig klart, at det tilsyneladende er noget af det mest udfordrende for mange menneskers forestilling om tryghed og vane, at det menneske, man er tæt på, også kan finde på at være sammen med en anden seksuelt. At han eller hun kan begære en anden. Eller måske ligefrem elske en anden.

Da trolden alligevel var ude af æsken, besluttede Adam sig for at lave radioprogrammet "Jeg er utro", hvor han satte spotlight på det, vi helst ikke vil tale om, men som alligevel prikker til en indre nysgerrighed.

– Utroskab er angstprovokerende og formentlig også pirrende. Det påkalder sig en interesse, fordi det på sin vis bryder med en forestilling om moral, samtidig med, at vi i takt med udviklingen af det valgfrie samfund har fået en klar idé om, at vi ikke skal nægte os selv noget. Vi skal ikke være som vores bedsteforældres generation, hvor mange blev sammen i et ulykkeligt ægteskab. Og så kommer sådan en som mig, som er decideret 68'er-barn med en bagage fra kollektivet, hvor mine forældre – som i sommer fejrede guldbryllup – levede med sidespring dengang i 70'erne. Jeg har ikke selv lyst til at leve voldsomt eksperimenterende, men jeg har til gengæld heller ikke lyst til at ligge under for sådan en nymoralisme og det, der i mine øjne er hykleri. Jeg kunne ikke drømme om at sætte plakater op, hvor der står: "Hej, mit navn er Adam Holm, nu og da er jeg utro, hvis jeg kan slippe afsted med det", for det er ikke sådan, det fungerer. Men samtidig må jeg kigge mig selv stenhårdt i spejlet og sige, at det faktisk ER sket, at jeg har været sammen med andre kvinder. Og det lyder plat at sige det, men det er bare sket i mødet med et andet menneske, hvor jeg er blevet beruset af stemningen, og hvor der er opstået nogle seksuelle gnister. Og pludselig ligger man der så.

100% hykleri

Adam havde egentlig ikke tænkt sig, at Liv nogensinde skulle have at vide, at han havde været hende utro.

Men så blev du opdaget?

– Nej, overhovedet ikke. Jeg er trænet af Mossad, ha, ha. Nej, det kom sig af, at jeg for omkring fire år siden opdagede, at Liv i forbindelse med en operaturné i sit hjemland Norge havde "set" en kollega i branchen.

Så det var, da hun var utro, at du krøb til korset?

– Jeg opdagede det og blev selvfølgelig – apropos hykleri – fuldstændig rasende. Jeg havde konstrueret mit eget rationale om, at det, jeg havde lavet, på ingen måde var farligt, for jeg elskede jo Liv, men da jeg opdagede, at hun var mig utro, var fanden løs i Laksegade.

Hvad skete der?

– Jeg blev så rasende, at jeg væltede vores reol inde i stuen og smadrede en lampe, som jeg ellers var meget glad for. Jeg opførte en slags rituel, maskulin krigsdans foran hende. Jeg indrømmer, at jeg ligger under for nogle meget firkantede forestillinger, undskyld mig, men jeg ved, at en mand gerne vil have noget på den dumme. Det skal selvfølgelig være med en kvinde, man respekterer og har det hyggeligt med, men samtidig tænkte jeg, at når en kvinde bliver betaget af en anden mand, må det være fordi, hun er forelsket. I virkeligheden burde jeg vide bedre, for de kvinder, jeg har været sammen med, har ikke efterfølgende virket som om, jeg var the love of their life. Jeg har været en afledning for dem fra et måske indimellem kedeligt parforhold.

Og på det tidspunkt vidste din kone ikke, at du også havde været utro?

– Absolut ikke. Liv påstår, at jeg nærmest er sygeligt vild med hende. Og ja, jeg er meget, meget glad for det liv, vi har, og derfor – må jeg skynde mig at sige – virker det også paradoksalt og uden forklaring, at jeg har været sammen med andre kvinder. Liv og jeg har det oven i købet godt i soveværelset, der er ikke noget i vores forhold, der er gået i stykker. Så for mig har det været et spørgsmål om... livsoverskud. Altså, jeg er en mand af kød og blod, og jeg er måske indimellem lidt mere optændt end så mange andre, og så er det sgu da meget dejligt... Men jeg blev forskrækket over, at den kvinde, som jeg er indbildsk nok til at mene, må have det hele, fordi hun har mig...

Han griner højt. Kan vist godt selv høre, at det er på kanten til at være for meget.

– Nej, hør her, jeg kan godt se, at jeg ikke ligefrem er Brad Pitt. Jeg er skaldet og under landsgennemsnittet på højden, men jeg elsker og begærer Liv, og hun får – synes jeg selv – hvad hun skal have. Og at hun så alligevel kan finde en anden mand attraktiv...! Jeg har da efterfølgende virkelig grinet af mig selv og tænkt, hold kæft, din naive tosse! Hvordan i alverden kunne jeg leve i en forestilling om, at mit eget lille lem var en slags vandsøgende pilekvist, som lige kunne finde frem til vandet, mens min kone sad lykkeligt på en træstub og nynnede og ventede på, at jeg kom tilbage fra jagt? Hvad fanden havde jeg tænkt på?

Angst afmonteret

Efter at reolen var væltet og lampen smadret, kom det, som Adam kalder Mossad-øjeblikket, hvor han meget intensivt afhørte sin kone. Hun svarede generøst på det hele og forsøgte at berolige ham.

– Og så stillede hun det spørgsmål, som var det mest oplagte i den situation: "Vil du sige, at du i alle de år, vi har været sammen, aldrig har været mig utro?" Jeg nåede lige at tænke: Skal jeg spille det hellige kort og sige "jeg har fandenedemig ikke været dig utro, det kunne jeg ikke drømme om!". Og jeg VAR lige ved at sige det, men tænkte så, okay, nej. Og så sagde jeg "jo, jeg har været dig utro". Liv blev selvfølgelig en anelse paf, og så sad vi der. Havde det været i filmens verden, var vi enten brudt grædende sammen eller var gået ind og havde elsket heftigt i en time. Men vi sad bare og var tavse. Man skal lige fordøje det, for det jo er et tæppefald for en forestilling om, hvad der er rigtigt og synligt i et parforhold.

– Langsomt – over de næste måneder – begyndte vi så at lægge sten på sten for at bygge vores forhold op igen. Heldigvis oplevede vi, at vi kunne tale ret åbent om det. Vi kender jo hinanden i nogle bestemte roller, men pludselig sad vi der, grådkvalte, rasende og begge dele, og talte om nogle andre, vi havde været sammen med, og alligevel kunne vi få talt det ned i øjenhøjde – selvom det langt fra var nemt. Det er jeg meget lykkelig for. Vi har oplevet flere vennepar, der har været igennem utroskab, og som er endt med at gå fra hinanden, men vi lykkedes med at blive sammen. Jeg har det sådan nu, at jeg faktisk accepterer, at min kone har været tiltrukket af nogle andre, for ja, hun har også været utro mere end én gang – og jeg ved, at det kan ske igen. Det at fjerne forestillingen om, at det ikke kan ske, og finde ud af, at utroskab ikke er vejen til altings ophør, det har faktisk afmonteret angsten for utroskab. Nu kan jeg koncentrere mig om at være bange for kræft, and that's it.

Hvorfor valgte du i første omgang ikke at sige noget om din utroskab?

– Ja, det har jeg faktisk måttet tænke lidt over. Liv er på visse punkter mere traditionel, end jeg er, men det var ikke første gang, vi havde emnet utroskab oppe og vende. Vi mødte faktisk hinanden i utroskab, men jeg vidste, at Liv alligevel så lidt mere strikst på det, end jeg gør. Derfor holdt jeg som udgangspunkt kæft med det. Jeg tænkte, hvad hun ikke ved, har hun ikke ondt af. Nu har vi så haft alt det beskidte vasketøj fremme, og Liv siger, at hun ideelt set hellere havde været den viden om min utroskab foruden. Liv er nemlig – i modsætning til mig – meget god til at glemme det. Til at lade det hvile. Jeg er værre til at tage emnet op engang imellem.

I hvilket omfang følte du skyld over din utroskab, inden Liv kendte til den?

– Jeg har både følt skyld og ikke-skyld. Ikke-skyld fordi jeg faktisk ikke har været så følelsesmæssigt udfordret. Jeg har ikke været forelsket. Selvfølgelig er der en betagelse, respekt og interesse fra min side for de kvinder, jeg har været sammen med, men jeg har ikke været nødt til at gå lange ture om Søerne og tænke, min herre Gud, hvad har jeg gang i? Er jeg overhovedet det rigtige sted? Og det er jo fordi, jeg er sammen med en kvinde, jeg virkelig elsker.

Men du har jo godt vidst, at netop fordi I elsker hinanden, har du gjort det, som for de fleste mennesker er det ultimative svigt?

– Ja. Og det var det, jeg mente med, at jeg skaber mit eget rationale. Mit rationale har været, at min utroskab for det første ikke er farlig for fundamentet for min kærlighed til Liv. For det andet – og her kommer det argument, jeg har konstrueret for mit eget velbehags skyld – så har jeg jo haft en hyggelig stund med en anden kvinde, jeg har haft det skide sjovt, og jeg har haft en god seksuel oplevelse – og helt ærligt, man lever kun én gang, hvad er problemet?

Så du har ikke gået rundt med den store jeg-skulle-aldrig-have-gjort-det-følelse?

– Nej, men jeg kan godt mærke, at når jeg har brug for at finde på argumenter for, hvorfor det er okay, så skyldes det selvfølgelig, at der er noget... Så selvfølgelig er det hemmelighedsfuldt og svigefuldt, selv for en, der er vokset op i et kollektiv. Der er da noget ubehag ved at gå rundt med noget, man ikke burde have gjort.

Stærkere sammen

Adam kan godt mærke, at den gensidige utroskab har udfordret spørgsmålet om tillid i ægteskabet. Han og Liv har haft mange samtaler, både derhjemme i sofaen og med en parterapeut, og de er nået frem til, at de ikke kan genskabe det, der var, eller genvinde det tabte, men de kan sørge for at holde hinanden orienterede fremover.

– Jeg har sagt til Liv, at hvis hun skulle gå hen og blive forelsket i en anden mand, så skal vi tage det up front, så det ikke bliver et langt forløb, hvor hun langsomt trækker sig fra mig, uden at jeg ved, hvad der sker. Og det samme gælder jo for mit eget vedkommende.

Men hvis I nu er sammen med en anden, og det kun er en gang eller fire, skal I så stadig sige det?

– Ja, det er et virkelig godt spørgsmål, og det har vi ikke vendt. Altså, ud over at jeg jo ikke er Brad Pitt, der bare knipser med fingrene, og så står kvinderne i kø, så går jeg virkelig ikke og leder efter kvinder. Men lad os konstruere tanken, at jeg møder en, og vi kun er sammen to-tre gange – nej, så ville jeg ikke sige det. Og det tror jeg heller ikke, at Liv ville.

Og er det okay?

– Ja. Det er det. Og så kan man spørge, hvad er så alt det her godt for? Jeg tror, det har været godt, at vi har fået mindet hinanden om dybden og karakteren af det kærlighedsforhold, vi har. Samtidig har jeg ingen illusioner om, at Liv ikke nu og da har lyst til en anden mand, og hun kan heller ikke have nogen illusioner om, at jeg ikke kunne være utro igen, hvis lejligheden bød sig. Og det betragter jeg faktisk som en styrke. Det betyder ikke, at vi lever i et åbent forhold, men det betyder, at vi er realistiske. Kærlighedsrealister.

Adam Holm og hans kone, Liv Oddveig Midtmageli, kalder sig kærlighedsrealister.

Man kunne også vende det om og sige, nu har vi prøvet det, nu behøver vi ikke gøre det igen?

– Ja! Og det er meget centralt. Vi havde snakken så sent som i aftes. Jeg synes faktisk, at det er den måde, vi lever på. Been there, done that. Men... med den lille forskel, at vi ved, at det KAN ske igen. Vi lever ikke, som om det skal ske i morgen, men vi lever med en erkendelse af, at vi ikke kan afgive et løft om "aldrig mere". Svend Brinkmann er aktuel med en bog, der hedder "Gå glip", og den der gå-glip-af-isme er der mange, som vælger til og siger, jeg kan sagtens gå glip af at skulle gå i seng med en anden kvinde...

Og det kunne du jo også, men du vil ikke?

– Nej. Det er nemlig rigtigt. Jeg er meget splittet omkring det her, fordi de gange, jeg har læst interviews med nogen, som har været deres partner utro, så har jeg tænkt, at det har lydt som "for meget". Og nu er det så mig, der sidder i rollen og prøver at ræsonnere over noget, som alle ved, er erklæret umoralsk. Man må ikke være utro, siges det. Det er noget, vi har vedtaget, og der er min anfægtelse så: Hvad er det i grunden, der gør, at vi ikke må være utro? Hvem er det, der siger det? Hvis jeg skal være meget firkantet – og det må man gerne være i et interview – så synes jeg, at det er en blanding af en religiøs ramme og med tiden også en Disneyficeret, romantisk udlægning af den eneste ene. Og jeg kan godt forstå, hvis nogen synes, det er drøj kost, eller at min kone og jeg lever på en livsløgn, men sådan ser vi det ikke selv. Jeg står ikke og vifter med et frihedsbanner, men jeg har bare oplevet, at menneskelivet er meget mangfoldigt. Nogle synes, det er en rigdom i tilværelsen, at man kan stå ved, at man har nogle drifter. Og andre synes, det er en enorm styrke at fokusere alene på tosomheden. For mig at se har begge parter ret, så hvis der er noget, jeg i det stille gerne vil være med til at skubbe til, så er det idéen om den eneste ene. Betyder det, at hvis man møder sit hjertes udkårne midt i 20'erne, så er al kontakt med andre overstået derfra? Er det sådan, man skal tænke det? Der må jeg bare sige, at sådan er det ikke ret ofte i virkeligheden, så hvorfor hulen skulle man ikke kunne stå ved, at man kan komme til at være sammen med andre i løbet af livet?

Adam og Liv har to sønner på 11 og 13 år. En dag kommer de til at google "Adam Holm", og hvad så, hvis de falder over en artikel som denne? Eller hvis kammeraterne i skolen siger noget om forældrenes utroskab?

– Vi har skam talt med dem om det.

Hvordan taler man med børn på 11 og 13 om det?

– En dag over middagsmaden, sagde jeg, drenge, nu bliver I nødt til at høre... Liv syntes ikke, det var SÅ fedt at tale med dem om det, men vi blev jo nødt til at sige det til dem, så de ikke skulle finde ud af det på andre måder. Jeg sagde, at det altså kan ske, at folk bliver tiltrukket af andre end dem, de elsker. Og det forstod de begge to. Men selvfølgelig kom spørgsmålet: "Skal I så skilles?" Og så svarede Liv: "Nej faktisk tværtimod, det har styrket vores forhold." Vi har haft snakken et par gange nu, ikke langt og detaljeret – det keder dem faktisk – men forleden sagde vores ældste: "Det må jo betyde, at I elsker hinanden ekstra meget, når I kan blive sammen oven på det." Jeg kan jo ikke hævde, at Liv og jeg elsker hinanden ekstra meget i forhold til alle andre, men jeg kan sige, at vores forhold ikke er kørt ud over rampen. Der er absolut kommet buler i bilen, men den er på hovedsporet.