Ærlig læser fortæller: Jeg var ved at ødelægge min søn
Selvom min søn var fyldt 28, så boede han stadigvæk hjemme. Når andre påtalte det, bad jeg dem om at blande sig udenom. Først, da en god veninde slog i bordet, indså jeg, hvilken kæmpe fejl jeg var ved at begå. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling
Læseren i denne fortælling er anonym og har sløret identitet, men redaktionen er bekendt med vedkommendes identitet.
Min søn, Tobias, var teenager, da hans far og jeg blev skilt. Siden blev vi to boende i rækkehuset. Da Tobias fyldte 20 år, var alle hans kammerater flyttet hjemmefra. Tobias havde dog ikke noget hastværk i den retning. Han kunne ikke se pointen i at betale husleje, når han kunne bo gratis hjemme.
I løbet af Tobias’ læretid som tømrer var det heller ikke noget problem at have ham boende hjemme. Når han kom fra arbejde, var det jo som regel bare for at skifte tøj, inden han strøg ud ad døren igen for at ses med vennerne. Modsat dem havde han så også råd til at have sin egen bil.
Da Tobias som 25-årig blev færdigudlært og stadig ikke luftede planer om at ville flytte hjemmefra, begyndte mine veninder at stille sig lidt mere kritiske ved situationen. Hvorfor ville Tobias dog ikke finde sit eget sted? Hvorfor orkede jeg at have ham boende? spurgte de. Jeg affejede de skeptiske bemærkninger med, at når jeg ikke syntes, det var et problem at have min voksne søn boende hjemme, kunne jeg heller ikke se, hvorfor de skulle gøre det til et?
Tre år efter, da Tobias var blevet 28 år, boede han stadig hjemme. I mellemtiden havde jeg et par gange forsøgt at prikke til ham. Han betalte nu lidt i husleje, men jeg var helt ærligt begyndt at være en smule irriteret og også pinlig berørt over, at have min voksne søn boende hjemme.
Annonse
Jeg var også begyndt at blive bekymret for Tobias. For hvorfor var han ikke interesseret i at flytte ud af sit gamle drengeværelse, sådan som alle hans kammerater for længst havde gjort det? Jeg besluttede mig dog for at se tiden an, for hvis jeg bare var tålmodig, så ville Tobias sikkert snart beslutte sig for at flytte helt af sig selv.
"Hvad siger de piger, han møder?" spurgte min veninde, da vi en aften sad hjemme hos hende og drak et glas rødvin.
"Det blander jeg mig ikke i," svarede jeg afvisende.
Faktisk anede jeg ikke ret meget om Tobias liv længere. Han var altid enten på arbejde eller mødtes med sine venner. Hvis jeg overhovedet så noget til ham, var det kun, hvis vi stødte på hinanden i køkkenet eller på badeværelset. Ellers opholdt han sig som regel kun derhjemme for at sove på sit værelse.
"Altså, hvis min datter mødte en fyr på Tobias alder, der stadig boede hjemme hos sin mor, ville hun løbe skrigende bort," sagde min veninde hovedrystende.
Jeg bad hende om at blande sig udenom. Denne gang lod hun sig imidlertid ikke affærdige af min skarpe tone. Hun konfronterede mig i stedet med sin uforbeholdne mening:
Hvis jeg blev ved med at holde hånden over min søn, så ville jeg gøre ham en bjørnetjeneste. For jeg ville forhindre ham i at lære, hvad det vil sige at klare sig selv. Hvis ikke jeg snart sparkede ham ud, så ville jeg risikere, at Tobias endte som en gammel og forkælet ungkarl, som ingen moderne kvinde gad at røre ved.
Annonse
Min venindes ord gjorde mig rasende, og jeg var stadigvæk sur, da jeg om natten lå og vendte og drejede mig uden at kunne falde i søvn. For tankerne kværnede løs i mit hoved.
Da jeg drøntræt stod op næste morgen, rendte jeg ind i Tobias i køkkenet. Jeg bad ham om at være hjemme samme aften, så vi kunne tale sammen, men det vidste han nu ikke, om han gad. I det øjeblik gik det op for mig, at min veninde havde ret.
Jeg var i fuld gang med at gøre min voksne søn til et forkælet og umodent menneske, der insisterede på stadigvæk at opføre sig som en vrissen teenager. Med hendes indspark i baghovedet, insisterede jeg derfor på, at han kom hjem samme aften, for der var noget, vi skulle tale alvorligt om.
Tobias viste sig meget modvillig til at flytte. Han diskede op med en masse argumenter, men ingen af dem kunne forsvare, at en granvoksen og endda vellønnet ung mand boende hjemme hos sin mor. Jeg gav ham to måneder til at komme ud af vagten. For nu forstod jeg langt om længe vigtigheden i, at Tobias lærte at stå på sine egne to ben.
Annonse
Meget modvilligt flyttede han da også to måneder senere ind i en lejlighed, hvor jeg i starten ikke var velkommen. Tobias var rasende over, at jeg havde tvunget ham til at ”spilde” sine hårdt tjente penge på at betale husleje for et sted, han stort set kun skulle bruge til at sove i. At han reagerede så voldsomt på at blive konfronteret med voksenlivets realiteter, bekræftede mig kun i, at det ikke var et øjeblik for tidligt, han fik sat stolen for døren.
I dag, hvor Tobias nærmer sig de 30, er vi for længst kommet på talefod igen. Han har også lært, hvordan man selv gør rent, vasker sit tøj og fylder køleskabet. Så nej, det er aldrig for sent at lære sine børn at flyve selv – og det spark, min veninde selv gav mig, har jeg også siden takket hende for.
For selvom det var en pinlig erkendelse, så havde hun jo ret. Hvis jeg fortsat havde ventet på, at Tobias flyttede hjemmefra helt af sig selv, så havde han sikkert boet på sit gamle drengeværelse endnu.
Ring eller skriv til Vibeke Dorph
Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.
De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.
Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.
Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.
