Alberte om sin 20 år yngre kæreste: "Aldersforskellen er fuldstændig ligegyldig"

"Vi bor i hver vores tid, du går ad trapperne op, jeg går ned, og pludselig mødes vi et sensommersted"

Sådan synger Alberte Winding på nummeret "Augustsol", som er med på hendes nye album "Kommer Hjem". Et album, der i høj grad bærer præg af, at Alberte i løbet af de seneste par år for alvor har fundet lige præcis – hjem. Sangen handler om hendes nye, store kærlighed, den 20 år yngre Andreas Fuglebæk.

– Det var en dag, hvor jeg fik sådan et billede af, at jeg er på vej ned ad trapperne og Andreas er på vej op ad trapperne i livet. Og så mødes vi lige der på anden sal – og hey! – så er der noget. Jeg er et sensommersted i mit liv, og Andreas er stadig i sit forår. For mig er livet augustsol nu – sådan et modent og varmt lys. Jeg har været hele sommeren igennem, og nu er det bare at høste og spise frugterne.

LÆS OGSÅ: Se de danske par med stor aldersforskel

Alberte sidder i stuen i sin store lejlighed tæt på Nørreport station. Solen vælder ind ad vinduerne og understreger på fineste vis hendes ord. Som hun sidder der – spinkel, lys og nærmest lidt æterisk i udtrykket – er det, som om årene er gået sporløst hen over hende, siden hun blev kendt og landselsket som Luna i "Bamses Billedbog" dengang i starten af 80'erne. Men skinnet bedrager, livet har ikke kun været badet i solskin. Alberte har været igennem en skilsmisse og en del kærestesorger, og hun har haft nogle ensomme år med alt for meget tid til at kigge i egen navle, før hun pludselig igen fandt kærligheden. Og roen i sig selv.

– Jeg synes, jeg er et godt sted i livet nu, et lidt forkælet sted, hvor alt er på plads. Men jeg ved jo også, at man virkelig skal nyde de øer, der er i ens liv. Bare fordi man er glad nu, så er det jo ikke nødvendigvis sikkert, at det også bliver sådan fremover. På den anden side er det helt tydeligt, at vi får noget forærende med alderen. Noget, som vi ikke nødvendigvis har fortjent, det kommer bare. Der kommer en større ro, og det siger ikke så meget, når det gælder mig. Men jeg nyder det. Jeg er et meget, meget, meget rastløst menneske, og det, jeg har fået foræret nu, det er, at jeg er i stand til at sætte mig ned og høre efter, når nogen beder mig om det. Jeg er mere til stede i mit liv. Og det har vist sig, at det har gjort mig glad. Mine bevægelser er blevet lidt langsommere, jeg orker ikke så meget, og så er det en kæmpe opdagelse at finde ud af, at det faktisk er fint bare at blive siddende.

LÆS OGSÅ: Her er de 7 hyppigste årsager til, at vi går fra hinanden

Opmærksom på aldersforskellen

Det er et par år siden, Alberte og Andreas "mødte hinanden dér på anden sal". De havde været venner og kollegaer i deres fælles band i nogle år, og Alberte kan huske, at hun tænkte, jahhh – en legekammerat, da Andreas kom med i orkesteret. Men der gik lang tid, før hun tænkte på ham som andet og mere end en sjov legekammerat, for der var jo lige det med aldersforskellen.

– Jeg var hundrede procent sikker på, at Andreas ikke havde den slags følelser for mig, fordi jeg var gammel. Så jeg var slet ikke inde i den tankegang. Men der er bare det skønne ved det, at vi glemmer os selv, når vi bliver forelskede. Det gør alle par jo. Når nogen aer en, synes man pludselig, at ens hud er blevet pænere, uanset alder.

– I begyndelsen, da vi blev kærester, var vi begge to meget opmærksomme på aldersforskellen, men den viste sig at være fuldstændig ligegyldig. På samme måde som alle mulige andre ydre omstændigheder er i kærlighed. Men der er da nogle ting, som er vigtige, når der er en aldersforskel, og det er selvfølgelig, at man er helt rolig med det selv. Det kan godt tage tid at vænne sig til. Jeg tror, det må være ligesom at være bøsse eller lesbisk og holde hinanden i hånden på gaden. Der er nok lidt øget opmærksomhed – lige et blik fra nogen. Eller man kan i hvert fald selv få den tanke. Og derfor har vi også giftet os. For jeg gider ikke have den tanke, og når jeg får den, sender jeg den væk og tænker: Jeg går her med min mand! Det tror jeg, er det eneste, omverdenen har brug for. At der er en ro i en selv omkring det. Hvis der ikke er det, så opfanger folk det, som de opfanger al mulig anden usikkerhed, og så reagerer de på det.

LÆS OGSÅ: Kølpin om skilsmissen: "I dag er jeg rigtig glad for, at jeg ikke sagde: "Du kan bare skride, kælling"

–  Jeg tænker måske selv en gang imellem, at folk tænker: Gamle ko! Eller sådan noget. Men det er jo mit eget selvhad. Det kan jeg også tænke om, at jeg er kommet ud i en kjole, der er for kort, eller om, at mit hår måske er for uredt i forhold til min alder. Det må man bare prøve at sende af sted igen. Jeg kan ikke huske, at jeg havde mere selvtillid, da jeg var teenager. Heller ikke i 20'erne. Og slet ikke, da jeg var i 30'erne. Jeg havde en kort periode lige omkring de 40, hvor jeg var så overrasket over, at jeg ikke var død, og at der var nogen, der smilede til mig, ha, ha. Så lige der var jeg helt på toppen over mig selv i et par måneder, men det var også det.

Hvad tænker du om aldersforskellen på sigt?

– You tell me! Jeg kan jo ikke løse det. Men jeg siger det til Andreas, og så siger han, at den største tjeneste, jeg kan gøre ham, er ikke at bekymre mig om det. Så... det kan jeg krybe ind i mig selv og gøre en gang imellem. Men så råber Tristan: "Beeertiii

– jeg er tørstig!" Og så glemmer jeg det.

Bedstemoragtig med Tristan

Tristan er Albertes lille 3-årige bonussøn. Eller hvad han nu skal kaldes. Det ved Alberte ikke helt. For hun synes, at man skal passe på med at sætte mærkater på og definere alting. Selv mener hun, at hun genetisk set er kommet i bedsteforældrealderen. Og det gør hende ikke noget, tværtimod, for det betyder, at hun har let ved at elske og omfavne Tri-stan, som er blevet en uendelig vigtig del af hendes liv.

– Jeg tænker, at min krop ved, at jeg har fået en datter, som nu er 27 år gammel, så det er, som om der helt kemisk opstår sådan en anden lykke med små børn. En mere realistisk lykke, som gør, at man tør elske dem for det hele. For nu VED man, at projektet ender godt, hvis bare man er sød ved dem. Der er ikke det der behov for at sætte grænser – eller være fortvivlet over, at man ikke gør det. Jeg er virkelig dårlig til at sætte grænser, men jeg behøver ikke være fortvivlet over det nu, for det er ikke min opgave mere. Jeg kan nyde Tristan på sådan en måde, som jeg tænker, er næsten helt bedstemoragtig. Jeg tror, at jeg i dag – endnu mere end tidligere – kan se miraklet i, at der bliver ved med at komme sådan nogle små børn til verden. Den symbiose, jeg havde med mine egne børn, da de var små, var så omfattende, at jeg slet ikke kan sætte ord på det, men jeg kan godt sætte ord på mit forhold til Tristan. Jeg iagttager mere. Jeg er jo ikke moren, så jeg er ikke flettet ind i det på den måde.

LÆS OGSÅ: Var nødt til at låne datters penge fra tandfeen bare for at kunne købe mælk

– Tristan kalder mig Bertie. På et tidspunkt sagde han noget om, at der var en ovre i vuggestuen, der ikke havde en Bertie, og så jeg tænkte jeg, at "Bertie" måske mere er et begreb, end det er mig. Den der ekstra person hedder måske "en Bertie." Men det er også fint, at man bare er et menneske. Også fordi når man siger "stedmor" eller "bonusmor", så ligger der en forventning til barnet om at have en hel masse følelser, som skal være sådan moragtige. Og det tror jeg virkelig ikke, at Tristan har brug for. Han giver meget udtryk for, at hans mors hår er længere og pænere end mit og sådan noget. Jeg tror virkelig gerne, at han vil have, at vi ikke blander de to ting sammen. De følelser vi har for hinanden, Tristan og jeg, det er bare vores.

– Når det er sagt, så har jeg måske selv haft et behov for at finde ud af, hvad jeg er i forhold til ham. Det gør man jo også som nybagt mor, og det er altid en fejl at se sig selv på den der udvendige måde. At tænke, jamen jeg er sådan en mor, der gør sådan og sådan. Så har man allerede fjernet sig et skridt fra sig selv og mærker ikke rigtigt efter. Så jeg tror, at det er meget sundt, at Tristan og jeg ikke har defineret vores forhold.

Alberte holder en lille pause. Smiler.

– Men der var en dag, hvor jeg altså blev så glad, at jeg faktisk tudede. Tristan sagde til mig: "Jeg elsker dig altså ikke, jeg elsker kun min mor." Og så kiggede han på mig igen og sagde: "Jeg elsker dig kun en lille flule." Aj, altså, se, jeg kan ikke engang fortælle det uden at tude igen!

Hun tørrer sine øjne.

– Jahhh, Tristan – "en lille flule". Han var ikke klar over, hvor stort det var.

Færdig med mig-mig-mig

Tristan bor næsten halvdelen af tiden hos Alberte og Andreas. Og selvfølgelig giver det også visse udfordringer.

– Andreas er simpelthen bare friskere, end jeg er. Han kan godt tåle kun at sove fem timer. Han ser lige så klarøjet ud, når han står op efter sådan en nat, mens jeg føler, at jeg har 40 i feber, hvis jeg kun har sovet fem timer. Men heldigvis er det også sådan, at Andreas passer sin søn, som var han singlefar – forstået på den måde, at han tager hundrede procent ansvar. Jeg prøver at mase mig lidt ind, men på den anden side er det også bare sådan, det skal være for ham og Tristan. Og hans mor. De får lov til at vokse som fraskilte.

– Jeg kan mærke, at der er noget i selvtilsidesættelsen ved at have børn, som jeg har savnet. Det er sgu bare virkelig belastende at være sammen med sig selv hele tiden. Jeg boede her alene uden kæreste i to hele år, og NEJ, hvor blev jeg selvoptaget. Altså – VIRKELIG. Det kunne man også høre på teksterne på min plade "Fjerde Til Venstre", hvor jeg var så meget alene i min lejlighed og havde kærestesorg. Det fyldte alle rum. Og det har været rigtig godt at komme af med. Nu er alle rummene i sangene – og lejligheden – fyldt med et barn. Der er næsten et barn med i alle teksterne på den nye plade. Børn giver sådan et dejligt perspektiv på livet. Selvom det er et lille univers, så mærker man pludselig et generelt tilhørsforhold med resten af samfundet, når man går med en barnevogn. Jeg kan ikke længere køre det der mig-mig-mig-projekt, jeg har taget det så langt, som jeg orker, og nu skal det simpelthen handle om nogle andre.

Har du det bedst i tosomhed?

– Ja, det tror jeg. Men det er skægt, for jeg kan mærke, at jeg bliver konfronteret med min rastløshed og min faren rundt af Andreas. Jeg bliver tvunget til at være til stede, og det vil jeg også virkelig gerne være. Jeg drømmer enormt meget, og jeg bekymrer mig meget, og begge dele gør, at jeg somme tider kryber ind i mig selv og sidder og skumler. Og det orker jeg heller ikke mere.

– Så jeg prøver så vidt muligt at afvikle den indre huleboer, som har været en del af mig igennem det meste af livet. Jeg er vokset op i en stor, sammenbragt familie, jeg levede sammen med Jan – mine børns far – i omkring 20 år, og der var altid gang i den med børn, masser af venner og band. Og så kunne jeg sidde midt i det hele og det ene øjeblik være ekstremt udadvendt for så i næste øjeblik bare at forsvinde fuldstændig ind i mig selv. Hvis jeg ikke kunne rejse mig op og gå, så flygtede jeg mentalt.

Hvorfor havde du behov for at flygte fra det hele?

– Jeg tror bare, at det har været sådan en overlevelsesmekanisme. Og det er ikke sådan noget selvmedlidenheds-noget, jeg blev bare dygtig til at gå ind i mit eget rum, fordi det var nødvendigt. Og det er jo også en ret fed ting at kunne, for jeg kan sidde og læse en bog og intet høre. Og på samme måde kan jeg gå ind i et kreativt rum, når jeg skal skrive. Men kun i korte glimt. Så kommer rastløsheden. Derfor deler jeg mit arbejdsliv op i sådan nogle hug. Der er nogle forfattere, der kan skrive fire sider på en dag. Jeg kan kun skrive en – og det skal være afbrudt af tøjvask og andre ting. Og jeg bliver vildt forstyrret, hvis der er nogen, der ringer eller vil mødes – det kan slå mig helt ud, når jeg er inde i den kreative proces.

LÆS OGSÅ: "Jeg gik ned med stress som 22-årig"

Men alligevel er det rart, at der er liv i huset igen?

– Det er smaddergodt, og nu har jeg lært at "slukke" ved tre-fire- tiden, når Tristan kommer hjem. Så er jeg bare til stede og sidder og stirrer på ham, så han kan elske mig "en lille flule", ha, ha.

Bridezilla

Albertes egne børn er voksne og for længst flyttet hjemmefra. Datteren Josefine kigger lige forbi under interviewet, og Alberte spørger bekymret til, hvordan hun har sovet, for der var noget med en jobsamtale, som hun skulle være frisk til.

Hvordan vil du beskrive dig selv som mor?

– Jeg tror, at det kan være godt med den følsomhed. Jeg tror, at jeg har været rigtig empatisk. Men jeg har også været vanvittigt distræt. Det er ret fedt at have voksne børn, men jeg tuder også, når jeg ser billeder af dem som små. Jeg kan få sådan en følelse af, at jeg skulle have været mere til stede. Endnu mere. Tænk, hvis man bare lige kunne få en feriedag på Samsø med sine små børn. Nede på stranden.

Hun rejser sig og henter et gammelt billede.

– Se, her ligger jeg på stranden sammen med børnene. Og jeg ligger og læser i et blad! Hvorfor vender jeg mig ikke om til dem? Hvad skulle jeg læse blad for? Det kunne jeg da læse nu. Børnene røvkeder sig. Og se, hvor lækre de er. Selvfølgelig romantiserer jeg det også helt vildt, det ved jeg godt. For jeg kan jo også se med Tristan, at det kun er "så mange timer", man kan holde ud at lege med sådan en lille en, så er man sgu nødt til at være voksen.

Døren til den tilstødende stue går op, og Andreas går stille forbi. Han har lige haft en elev til musikundervisning, og om lidt kommer der en mere.

– Ja, vi kalder det somme tider "The Extended Familiy", griner Alberte, for vi har så mange mennesker i vores liv. Tag nu bare vores bryllup i februar. Vi ville holde en lille bitte reception her i lejligheden. Så det var kun den nærmeste familie og ganske få venner – og så var vi 50 mennesker! Det var så fint, virkelig fint. Og det var også en god test. Det var sundt for mig at opleve, at jeg blev så sindssygt, latterligt småborgerlig, da vi nærmede os det bryllup. Jeg købte blomster for, jeg ved ikke hvor mange tusinde kroner. Altså, det gik fra, at det bare skulle være helt flippet og naturligt, til at jeg ville have kontrol med alt, ha, ha. Vi købte noget naturvin og noget champagne, og så havde vi lavet noget fantastisk chili con carne og en stor ossobuco, som vi spiste op ad dagen. Vi havde sådan en hyggelig dag, og den sidste, der gik hjem, var min eksmand. Vi sad og spillede guitar og sang, det var så dejligt.

Hvad betyder det, at I har fået papir på hinanden?

– Det er måske bare det at turde sige ja til familielivet igen. Og kærligheden. På en måde, så der ikke er nogen tvivl i nogen af os. At vise, at det er den vej, vi vælger. Det er ret besværligt at blive skilt rent følelsesmæssigt, og derfor tror jeg, at der ligger et statement i, at det bliver vi heller ikke. Efter skilsmissen for mange år siden tænkte jeg, at jeg ikke skulle giftes igen, for det er så hårdt, og det betyder så meget. Men netop derfor skal man jo gøre det. Vi er sammen om at fejre det her forhold. Sammen om at søsætte det. Og derfor holder vi også en stor fest til sommer. Vi skal fejre det med alle vores andre venner også. Det bliver en stor kærlighedsfest. I augustsol.

LÆS OGSÅ: 9 kampagner med kvinder i undertøj, der vil få dig til at elske din krop

LÆS OGSÅ: "Vi mistede to spædbørn med to års mellemrum"

LÆS OGSÅ: Her er de 3 mest sexede ord en mand kan sige