Alberte Winding: Det var svært at blive opsagt som mor

Hvorfor har du skrevet din nye roman?

"Jeg havde en stor lyst til at finde ud af, hvorfor mange af os bliver vrede med alderen. Det virker i hvert fald til, at de fleste af os kvinder bliver lidt mere bramfrie og kyniske med årene. Som om vi mangler et filter nogle gange. Børn joker ofte med sure gamle damer, og på et tidspunkt tog jeg mig selv i at være den, der bare sagde ting lige pludselig. Jeg begyndte at tænke, at jeg havde carte blanche til at sige ting direkte til unge mennesker, fordi jeg har den alder, jeg har. Det kan godt være, at jeg har levet så længe, og at jeg har set tingene mange gange nu, men der sidder jo stadigvæk et ungt menneske i den anden ende, som bliver lidt rystet. Så jeg satte mig for at undersøge, hvorfor vi bliver sådan."

Hvad fandt du så ud af?

"Jeg har ikke fundet noget endegyldigt svar, og det er heller ikke min mening med bogen. Jeg vil bare gerne skabe et sted, hvor man kan føle sig spejlet. Men jeg tror, at vi kvinder bliver lidt vredere med alderen, fordi vi gennemgår så mange tab. I min alder er der en periode i livet, hvor man mister mange ting. For det første har man ikke den samme kontrol over sin krop længere, fordi udseendet ændrer sig, og overgangsalderen sætter ind. I min alder er der også mange, der skal sige farvel til deres forældre, fordi livet går sin gang, og man til sidst skal herfra. Desuden skal man også se sine børn flytte hjemmefra, og pludselig skal man genfinde sin rolle i livet, når man ikke længere har sine børn tæt på. Så jeg kan godt forstå, hvorfor mange bliver en smule vrede og irritable i den fase. Det har jeg jo selv oplevet."

Var det svært for dig at sætte dine børn fri?

"Ja, men det var også mange andre ting. I retroperspektiv kan jeg se, at det gjorde mig til en ny person, da de flyttede hjemmefra. Det var vigtigt, at de skulle videre ud i livet, men det betød også, at jeg var nødt til at finde ud af, hvem jeg så skulle være nu. Det handler nok om, at man får en identitet foræret gradvist, når man bliver forælder. Man bliver både sjælesørger, psykolog og bedste ven. Uanset hvor meget eller hvor lidt man deltager i sine børns liv, så får man en ny stilling foræret, som er døgnet rundt. Når de så flytter hjemmefra, så føles det lidt som om, man bliver opsagt, men det kan man ikke bare blive. Man vil jo altid være mor. Det er også livsnødvendigt for dem, at man stadig er det, men det opdager de sjældent før flere år efter. Når de flytter, så kommer der en årrække, hvor det føles som om, at alt i én rækker ud efter barnet, men barnet er nødt til at sige, at man ikke må komme ind. Ellers kan det ikke få luft og udvikle sig. Man skal vænne sig til, at det er et godt tegn, hvis de ikke ringer, selvom det er svært, når man gerne vil lukkes ind."

Hvad er det bedste ved at være mor?

"Når man bliver mor, er der noget i en, der altid vil være bekymret. Det kan føles lidt som at blive skudt, når ens børn oplever noget dårligt, og hver gang vil man gerne tage smerten for dem. Det lyder som en dårlig ting, men det er også noget af det bedste. At blive mor betyder jo, at man altid elsker nogen. Det er måske det allermest livsforandrende, når man går fra at være ung og tænke, hvem der mon elsker mig, til pludselig at elske nogen så ubetinget, at man ikke forventer det gengældt. Det kan selvfølgelig godt gøre ondt, hvis de ikke giver kærligheden tilbage, men det er på en måde lige meget. Man står alligevel op den næste morgen og elsker dem endnu mere."

Tror du aldrig, du stopper med at bekymre dig?

"Jeg kan huske engang, hvor jeg skændtes med min far, hvor han sagde til mig, at jeg var for bekymret over, at mine børn ligner mig. Da jeg var ung, var jeg vidunderligt frygtløs, men det er jo også lidt farligt. Især nu hvor det er mine egne børn, der er det. Der brølede jeg ind i røret, at jeg da bør være bekymret som mor. Når jeg husker tilbage, manglede jeg nogle gange en voksen til at bekymre sig mere om mig. Hvorfor var han ikke mere bekymret dengang? Men altså, jeg har lært at hvile i den side af moderskabet, og så længe menneskerne omkring mig og mine børn er i gang med en udvikling, så er jeg også selv i gang med at udvikle mig, og jeg forsøger at finde ud af, hvad min rolle nu er. Jeg positionerer mig, hvor der er brug for mig, og hvor der ikke er brug for mig."

Hvor er der så brug for dig?

"For fem år siden fik jeg et barnebarn, og det er jo en ny position at stå i. Hvordan kan jeg bedst være til rådighed og til bedst hjælp? At få et barnebarn har repareret alle mulige små ting, der har været presset sammen inde i mig. Så det er virkelig fantastisk. Jeg tror, det er fordi, jeg har en følelse af, at jeg kunne have gjort det bedre i mit moderskab. Det store spørgsmål, jeg har stillet mig selv, er, om jeg var nok til stede, og om jeg fik gjort alt det rigtige. Selvom det lyder banalt, har jeg fået en ny chance ved at blive bedstemor. Det har været helende at få et barnebarn."