Da Mina så Allans særlige opslag, skrev hun med det samme – nu har de skabt noget helt unikt

Mina Akbari arbejdede tre dage om ugen i en virksomhed med 500 medarbejdere, hvor hun havde ansvaret for bæredygtighed.

Hun knoklede på, men hun kunne ret hurtigt mærke, at der simpelthen ikke var hverken tid eller ressourcer nok at trække på i forhold til alt det, hun gerne ville opnå for virksomheden. Så hun gik ind på direktørens kontor.

Mina: "Jeg sagde til ham, at jobbet slet ikke var, som jeg troede, det ville være. Først kiggede direktøren helt chokeret på mig, for det havde han aldrig nogensinde før hørt nogen sige. Lige bagefter flækkede han af grin og sagde: ”Velkommen til virkeligheden!”.

Jeg stod og kiggede på ham og tænkte, okay, jeg er ung, jeg er lige kommet ud på arbejdsmarkedet med en akademisk uddannelse, og du tænker, at jeg er meget idealistisk. Men hvad nu, hvis du som leder i stedet havde været lidt nysgerrig og havde bedt mig forklare mere grundigt, hvad problemet var, og hvordan jeg så det hele? Så kunne det jo være, at jeg havde kunnet fortælle dig, at der var noget i den her virksomhed, der ikke var i balance."

Historien fra Minas tidligere arbejdsplads er blot en af mange, hun kan fortælle om at være den unge, nyuddannede, ambitiøse kvinde i en verden af modne erhvervsmænd, der ikke helt tror på, at hun kan lære dem noget som helst. Heldigvis har det ikke slået hende af pinden. Tværtimod. Og det er lige præcis derfor, vi har sat hinanden stævne denne formiddag på et farverigt kontor, der sprudler af kunst, udsyn og plads til forskellighed.

Kontoret tilhører Allan Levann, der står bag High Performance Institute, som er en konsulentvirksomhed og tænketank for high performere inden for sport, kunst, videnskab og erhvervsliv. Allan og Mina har igennem et års tid haft en mentor-mentee-relation, og nej, det er ikke Allan, der er mentor for Mina.

Mina: "Det er mig, der er mentor for en boomer! Jeg er her for at hjælpe Allan.

De griner begge to højt. Men det er sådan, det er. Det er Allan, der har søgt og fået sig en ung mentor."

Allan: "For et par år siden stødte jeg på et citat fra den tidligere amerikanske forsvarsminister Donald Rumsfeld, som lød: ”Der er ting du ved, du ved. Der er ting, du ved, du ikke ved. Og så er der ting, du ikke ved, at du ikke ved”. Og lige den sidste sætning kunne jeg ikke slippe."

Kom det bag på dig, at der kunne være ting, du ikke vidste, du ikke vidste?

Allan: "Ja. På en måde …"

Mina griner igen, og Allan kan heller ikke lade være med at trække på smilebåndet.

Allan: "Jeg tænkte meget over det, og pludselig kunne jeg se, at der var utrolig mange ting, jeg ikke vidste noget om, eller hvor jeg havde en bias – en forestilling inde i mit eget hoved om, hvordan tingene nok hang sammen. Jeg er et nysgerrigt menneske, så den næste tanke var: Hvordan kan jeg blive klogere, og hvem kan hjælpe mig?"

Det skulle være Mina

Allan gik på LinkedIn og lavede et opslag, hvor han skrev, at han søgte en lønnet mentor. En samfundsspejder. Et nysgerrigt ungt menneske, der kunne hjælpe ham med at opdage det, han ikke vidste, at han ikke vidste. Han fik med en masse henvendelser, men der var en, der med det samme stak ud. Mina.

Allan: "Mina ringede fra Aarhus, hvor hun boede på det tidspunkt, og sagde, at hun da skulle være min mentor, og at hun ville komme forbi dagen efter. Og da hun stod her i døren til mit kontor, vidste jeg med det samme, at ja, selvfølgelig skulle hun være min mentor.

Mina er 40 år yngre end mig, hun kunne dybest set næsten være mit barnebarn, og det var helt bevidst, at jeg gik efter at springe to generationer over. Der var nogle, der efterfølgende sagde, at jeg da ikke sådan kunne tillade mig at søge efter så ungt et menneske, men Mina var ligeglad. Hun kunne se idéen i, at hun skulle lære mig noget.

Læs også

Laura Drasbæks sønner har valgt en særlig levevej: Nu har hun ét råd til dem

Mina er på alle måder anderledes end mig. Hendes mor og far flygtede fra Afghanistan med deres otte børn, og Mina var fire år, da hun kom her til Danmark. Siden er der kommet en efternøler til, og alle børnene har fået en akademisk uddannelse og klarer sig fantastisk. Jeg kunne med det samme se, at Mina ville kunne lære mig så meget om bl.a. andre kulturer, generationsforskelle, familierelationer og køn, og derfor endte jeg med slet ikke at indkalde andre til møde."

Mina: "Hvor sjovt, det er første gang, jeg hører, at du ikke havde andre til samtale end mig!"

Hvorfor reagerede du på Allans opslag, Mina?

Mina: "Jeg havde læst nogle artikler, Allan havde skrevet, hvor han bl.a. gav udtryk for, at han var et menneske uden alder, og at han gerne ville lytte til de yngre generationer. Det var inspirerende, syntes jeg, for som ung kan man godt møde den der: ”Du er ung, du er uerfaren, du ved ikke noget, vi behøver ikke høre på dig”. Men hvis der er nogen, der rent faktisk gerne vil lytte til os, så vil min generation hellere end gerne dele erfaringer og lære fra os.

Allan ville gerne lytte, og jeg kunne mærke, at selvom han er så meget ældre end mig, så fokuserede han overhovedet ikke på alder. Han fokuserede på det at være menneske. Og når man tør det, kan man lære rigtig meget af at møde et menneske, der er helt anderledes end en selv. Der skal ikke særlig meget til, faktisk."

Allan: "Der er en tendens i samfundet og på arbejdspladserne til, at vi sætter hinanden i kasser. ”De unge”. ”De ældre”. ”De erfarne”. Men det, der er sket i Minas og min relation er, at vi har fået skabt et magtfrit rum, og det er fuldstændig fantastisk. Det har jeg aldrig prøvet før. Jeg har aldrig nogensinde følt mig dum sammen med Mina, og jeg kan stille alle de spørgsmål, jeg kan komme i tanke om, og sige: Mina, kan du ikke lige hjælpe mig med det eller det?"

Mina: "Og det er det, jeg er her for. For at hjælpe dig."

Allan: "Ja, netop. For nylig bad jeg Mina om at læse en bog om, hvordan man strukturerer arbejdet med bæredygtighed, og så fortælle mig, hvad hun fik ud af den. Jeg læste den også, og det var vildt at opleve, at vi så noget helt HELT forskelligt i den bog. Det gav mig en masse ny viden at høre Minas udlægning."

Hvad tænkte du, at du kunne lære Allan, da du søgte mentorjobbet, Mina?

Mina: "Da jeg så, at Allan eftersøgte en, der kunne lære ham noget nyt, tænkte jeg, ja, ja, det kan jeg sagtens, jeg kan lære ham en hel masse. Jeg kan lære ham om det at arbejde i udlandet, jeg har arbejdet i både England og Sverige. Jeg kan lære ham om parallelsamfundet i Danmark, fordi jeg – uden at vide det – boede i en ghetto i 11 måneder, hvilket var meget spændende.

Jeg er vokset op som minoritet, hvilket jeg også kan lære Allan noget om, og så kan jeg lære ham noget om, hvordan min generation bare generelt går op i, at det, vi laver, det skal sgu give mening. Vi vil gerne have fleksibilitet, og vi vil gerne have en god løn, men løn er ikke alt for alle. Vi vil meget hellere være med til at gøre en forskel.

Allan taler om, at han har ansvaret for at give noget videre til den unge generation, men vi har lige så meget et ansvar for at give noget videre til de ældre generationer, fordi samfundet hele tiden er under udvikling. Og for at vi kan arbejde sammen bliver vi nødt til at blive bedre til at snakke sammen."

Allan: "Det her med ansvaret er virkelig noget, jeg har fået øje på ved at være sammen med unge mennesker. De vil gerne tage ansvar. Somme tider bliver jeg spurgt, hvordan jeg knytter unge mennesker til min virksomhed, og det gør jeg ved at sætte dem fri og give dem ansvar. Så bliver jeg spurgt, jamen, løber de ikke væk, hvis du giver dem fri? Nej, det gør de ikke, for hvis du giver dine medarbejdere frihed og ansvar, så er de loyale og gode for virksomheden.

Omvendt, hvis du fastholder og låser dem med regneark, kontrol og styring, så smutter de, og det er der altså mange virksomheder, der ikke forstår en pind af. Ved at få Mina som det, vi kalder ”omvendt mentor”, har jeg også lært virkelig meget om minoriteter og om, hvordan vi kan fremme diversitet i vores samfund, hvilket er utrolig vigtigt."

Mina: "Noget, Allan og jeg også har talt en del om, er, hvorfor så mange unge er så stressede. Det forstod han ikke. Men så fortalte jeg om skolesystemet, og hvad vi kommer med i bagagen sammenlignet med, hvad Allan oplevede, da han gik i skole. Det er to helt forskellige ting."

Allan Levann

• Stifter og CEO af High Performance Institute, som er en konsulentvirksomhed, hvor high performere inden for sport, kunst, videnskab og erhvervsliv holder foredrag, underviser og træner topledere. Instituttet udbyder to lederuddannelser og har en ny på vej. Se mere på Highperformance.dk.
• Allan Levann er 67 år og gift med speciallæge i plastikkirurgi Benedikte Thuesen. Sammen har de tre voksne døtre og fire børnebørn.

Mina Akbari

• Mentor for Allan Levann og foredragsholder i High Performance Institute med foredraget 'Jeg er mentor for en boomer'. Har en kandidatgrad i strategi, organisation og ledelse fra Aarhus Business School og har tidligere bl.a. arbejdet som sustainability coordinator i en stor medievirksomhed i Aarhus.
• Hun er 27 år og single.

Vi er bedre til at vælge

Mina tilhører den såkaldte Generation Z, der netop ofte bliver hængt ud for at være sarte ”snowflakes”, der smutter, så snart der er noget, der ikke lige passer dem. Mina kender godt mærkatet.

Mina: "Efter jeg er begyndt at tale med Allan og er blevet hans mentor, er det gået op for mig, at min generation ser verden med helt andre briller, end Allans generation gør. Det var jeg ikke klar over før, og det har betydet, at jeg i dag i højere grad opfatter mig selv som en del af Generation Z, og at jeg lægger mærke til, hvilke mærkater vi får sat på os.

I medierne ser jeg og mine jævnaldrende, at vi er så svære at lede, og at vi er besværlige og alt for sarte, men det er jeg simpelthen ikke enig i. Vi er bare opdraget på en helt anden måde.

Vi er opdraget med, at vi har fået præsenteret valg – vil du have et æble eller en pære? – og det betyder, at vi er blevet bedre til at træffe beslutninger og til at italesætte vores forventninger. Hvor den ældre generation måske er gået på arbejde og har gjort det, de har fået besked på, de skulle gøre, så stiller vi langt flere spørgsmål. Hvorfor gør vi tingene sådan? Kunne vi ikke gøre det smartere?

Vi er også en del af hele den teknologiske bølge, som Allan og hans generation ikke har haft, da de voksede op, og det gør også, at vi bare tænker helt anderledes. Jeg tror, at det er rigtig, rigtig nemt at lede os, hvis man som leder tør at sætte sig ned og have en samtale, hvor man faktisk viser, at man selv også bare er et menneske, og at der er ting, man ikke ved."

Allan: "Jeg har så stor tillid til Generation Z. Den generation er virkelig sej, det er en handlingsgeneration. I tidligere generationer har vi snakket meget, men der er ikke rigtig sket noget, men nu kommer Z’erne og siger, at nu skal vi ikke snakke mere, nu skal vi handle."

Mina: "Ja, vi er ret trætte af tomme ord. We want you to walk the walk i stedet for talk the talk. Der skal handles!"

Alderen er uinteressant

Ældre generationer kan godt have en tendens til at sige ”det har vi prøvet før, det virkede ikke”, når der kommer unge mennesker med store idéer ud på arbejdspladserne, hvad tænker du om det, Mina?

Mina: "Det er vigtigt for mig at lægge vægt på, at der skal være håb. Man skal give håb for handling. Når en ældre kollega siger, det har vi prøvet før, det virkede ikke, så er det vigtigt for mig som ung at pointere, at det kan godt virke nu, selv om det ikke virkede dengang. Både fordi samfundet har ændret sig, men også fordi du forhåbentlig som person er blevet klogere i mellemtiden.

Og det kan godt være, at du er i samme virksomhed eller samme miljø, men jeg var der ikke før! Jeg var der ikke, dengang det ikke virkede. Og mine jævnaldrende var der heller ikke. Så situationen er helt ny, selvom det ikke umiddelbart ser sådan ud."

Læs også

Søren McGuire: ”Nu er jeg halvvejs gennem 40’erne – her er de 6 ting, jeg har lært”

Allan: "Det er super vigtigt, og det er også noget af det, jeg fornemmer. Det er derfor, jeg er rolig. Jeg tror, I får tingene til at ske. Men der ligger også stadig en kæmpe opgave for os i de ældre generationer i forhold til at være nysgerrige og prøve at forstå, hvordan Minas generation tænker.

Jeg husker en dialog på en arbejdsplads, hvor en af de ældre medarbejdere kiggede på en af de unge og sagde: ”Hør her, jeg har været på arbejdsmarkedet i 50 år, og jeg har haft SÅ mange dårlige chefer, det bliver man nødt til at leve med, man kan ikke altid få den gode chef”. Hvortil den unge svarede: ”Hvis jeg møder sådan en dårlig chef bare EN gang, så smutter jeg!”.

Der er virkelig en kort lunte i den unge generation, og hvorfor er der det? Det er ikke, fordi de er flygtige og sarte, nej, de gider bare ikke bruge tid på dårlige chefer og ”det kan ikke lade sig gøre, det har vi prøvet før”. Det er en udfordring til os med flere år på bagen, og vi bliver nødt til at lytte.

Samtidig skal vi også turde tømme lommerne for al vores erfaring og give den videre, og her er det et rigtig godt tip at sætte de ældste i virksomheden sammen med de yngste. Spring ledelseslaget i 40’erne over, og sæt dem i 20’erne sammen med dem i 60’erne."

Fordi dem i 40’erne føler sig mere truet af de helt unge?

Allan: "Ja, og fordi de ældste så får den vigtige opgave, der ligger i at være med til at rekruttere og uddanne den nye generation i stedet for at gå på pension."

Mina: "Og fordi vi kan lære om livet, arbejdsmarkedet og den konkrete virksomhed ved at lytte og stille spørgsmål. Selvom det er mig, der er mentor for Allan, har jeg jo også lært en masse, og det er vigtigt for mig at sige, at vi altså ikke er arrogante i min generation. Vi kommer ikke ind på arbejdsmarkedet og tænker, at vi ved alt, og at vi bare skal have det hele serveret på vores måde.

Vi er faktisk samarbejdsvillige, vi vil det jo rigtig gerne, vi vil bare gerne gøre tingene på en måde, hvor der også er integritet, respekt og ordentlighed. Og i stedet for alders-shaming den ene og den anden vej skal vi finde ud af at grine med hinanden og ikke af hinanden."

Allan: "Mina og jeg dunker ikke hinanden oven i hovedet med, at nå, du er nok fra før, mobiltelefonen blev opfundet, og den slags."

Mina: "Men det er lidt sjovt, for før i tiden, når jeg så en film, hvor der var telefonbokse, tænkte jeg, gud, det er virkelig gamle dage, men efter jeg har mødt Allan, er det gået op for mig, at det jo altså ikke er 200 år siden, der ikke fandtes mobiltelefoner."

De griner begge to højt.

Allan: "Hør her, faktisk interesserer alder og generationer mig ikke ret meget, men jeg oplever jo gang på gang, at det italesættes. Da jeg for et par år siden skrev artiklen ”Jeg er et menneske uden alder” til Ugebrevet Mandag Morgen, var det efter at have mødt en ven, jeg ikke havde set længe. Han begyndte med det samme at stille spørgsmål: ”Nå, arbejder du stadig? Skal du aldrig på pension? Har du fået børnebørn? Hvordan er dit helbred? Er du stadig gift med den samme?”.

Jeg nåede aldrig at svare, før han afbrød sig selv og sagde: ”Nå ja, Allan, du er jo et menneske uden alder”. Hvilket jeg kun kunne give ham ret i. Jeg bruger ikke alder til noget som helst. Jeg kan møde 20-årige, der tænker som 80-årige, og omvendt. Så vi skal holde op med at sætte alle de labels på hinanden."

Mina: "Lige præcis, og noget, der virkelig har overrasket mig ved Allan, er, hvor openminded og energisk han er. Jeg føler, at han lige så godt kunne være en af mine jævnaldrende venner, når vi sidder og snakker. Jeg har virkelig lært, at alder bare er et tal, og jeg har også ændret holdning til, hvor længe jeg vil arbejde.

Læs også

Ditte og Lise: Et særligt blik på kvinder skaber ubalance, og vi skal have et sprog for det

Før jeg mødte Allan, tænkte jeg, at jeg ville være millionær, inden jeg blev 30, og gå på pension, når jeg blev 40. Men nu, hvor jeg oplever, at Allan næsten er mere energisk, end jeg selv er, haha, så tænker jeg, at jeg da også skal arbejde, til jeg bliver 70 eller 80, for jeg skal have så fedt et arbejdsliv, at jeg slet ikke gider gå på pension. Mange taler om work-life-balance, men Allan og jeg taler om life-balance. Det handler om, at det hele skal gå op i en højere enhed."

For at livet skal gå op i en højere enhed, skal der bl.a. være lige forhold for mænd og kvinder på arbejdsmarkedet, er Mina og Allan enige om.

Allan: "Jeg har gennem årene brugt utrolig mange kræfter på at få flere kvinder i ledelse og på at tale om lige barsel til mænd og kvinder. Jeg kender mange virksomheder, hvor der er 24 mænd og nul kvinder i en bestyrelse eller 12 mænd og nul kvinder i en direktion.

Virksomhederne kan ofte ikke se problemet, men når jeg så siger, hør her, 11 Michael Laudrup’er kan ikke vinde en fodboldkamp, så forstår de det. Vi er nødt til at blive meget bedre til at få alle typer ”spillere” på banen. Problemerne med diversitet, kvinder i ledelse og bedre barselsvilkår er ikke blevet løst endnu, men jeg er sikker på, at når Mina får børn, vil der være lige barsel, og med det følger et skift i forhold til magt og roller på arbejdsmarkedet."

Mina: "Jeg kan godt forstå, at samfundet er udfordret i forhold til, at der ikke fødes nok børn, for som kvinde gider jeg da ikke have børn, før der er nogle bedre vilkår. Det handler både om løn, pension, karrieremuligheder og barsel. Og desuden vil jeg også gerne være sikker på, at vi efterlader en bedre verden i forhold til klima og bæredygtighed."

Allan: "Det handler om, at vi skal gøre moderskabet – og forældreskabet i det hele taget – til en kompetence. Der er en tendens til, at barsel og børn er karrieredæmpende, men det er helt forkert, for man lærer så meget om ledelse af at have børn. At have små børn er indbegrebet af at lede i kaos, det kan jeg godt skrive under på. Som samfund skal vi simpelthen have fundet ud at, hvilken kæmpe ressource der ligger i at få børn og være forældre."

Mina: "Allan blev helt overrasket, da jeg fortalte ham, at jeg har drengevenner – mænd – der gerne vil være hjemmegående. De gider ikke karriere. ”Nå, er det der, samfundet er på vej hen”, sagde han, ”så kommer kvinderne jo og overhaler os” – for sjov, men der ligger altså nogle alvorlige dilemmaer i alt det her, som vi skal have løst.

Hvis Danmark skal være bæredygtigt på langt sigt, bliver vi nødt til at blive bedre til at tale med hinanden, men også til at respektere hinanden og se hinanden som ligeværdige. Jeg kender rigtig mange i minoritetssamfundet og i det internationale miljø herhjemme, som faktisk gerne vil Danmark, men hvis det bliver for svært, så tager folk til udlandet i stedet for, hvor der er stor efterspørgsel på dansk, veluddannet arbejdskraft."

Allan vender flere gange tilbage til, at han på ingen måde har planer om at holde op med at arbejde lige foreløbig, for han elsker det, han laver. Der er dog noget, der har forandret sig i hans liv de senere år.

Allan: "Min elskede mor boede i Aarhus, og efter jeg har mistet hende, har jeg fortrudt, at jeg ikke tog over til hende noget oftere. Nu har jeg lært lektien, man skal være der for dem, man elsker, så jeg gør alt, hvad jeg kan, for at være så meget som muligt sammen med mine børnebørn.

Det sjove er, at efter jeg er blevet morfar, er der kommet en helt ny ro over mig, og jeg er ikke længere bange for at dø. Det hele går op i en højere enhed. Det er life-balance. Livet handler ikke om berømmelse og penge, det handler om at have et liv, der hænger sammen, og det er det, jeg oplever nu med mine børnebørn.

Jeg troede aldrig, at jeg skulle nå til det sted i livet, men det er sket. Og så gør det ikke noget, at jeg nok ikke når at blive oldefar."

Mina: "Man skal aldrig sige aldrig!"