Anahita har været i seng med over 100 mænd: "Den offentlige ydmygelse har ramt mig mest"
Mænd bliver hyldet som virile sexmaskiner, mens kvinder bliver udskammet som billige ludere. Der er forskel på folk. Selv i 2018. At kvinders lyst til sex i rå mængder fortsat er et sprængfarligt tema, ved Anahita Malakians alt om. Hun har lystigt knaldet mere end 100 mænd og skammer sig ikke det mindste – og det kan stadig få nogle menneskers pis i kog.
Da Anahita Malakians lavede Facebook-opslaget, var det egentlig ikke for at starte en kampagne. Hun havde bare fået nok og havde brug for at sige fra.
– Jeg blev provokeret af, at der stadig var de her fordomme om kvinder som mig med mange sexpartnere derude. Der er alle dage blevet tysset på kvinders seksualitet, og der valgte jeg at stå frem og sige, at det ville jeg ikke være med til.
Alligevel er hun overvældet over reaktionerne. Både de positive, men også den hårde dom i kommentarfeltet under opslaget. Luder. Sædbank. Billig. Og trumfen: Samfundets affald.
– Det er hård kost at stille sig selv ud på sådan en platform, og der er ingen tvivl om, at det har været hårdt at læse de ting, som folk finder på at skrive, siger Anahita.
Anahita Malakians er 35 år og har været i seng med over 100 mænd. Med opslaget valgte hun at blotlægge sit antal sexpartnere over for hele Danmark. Hun ville gøre op med det, hun oplever som manglende accept af kvinder, der har mange sexpartnere. I sommer startede hun kampagnerne #over10 og #over100, og her tre måneder senere kan hun konkludere, at kvinders seksualitet stadig er højspændt debatstof. Udskamning er det ord, hun bruger.
– Den offentlige ydmygelse er nok det, der har overrasket mig mest og rammer mig mest. Behovet for at ydmyge en anden person med nedladende kommentarer for egen tilfredsstillelses skyld. Det, synes jeg faktisk, er det grimmeste, der har vist sig i denne her debat.
De hæderkronede mænd
Anahita står ikke alene med opfattelsen af, at kvinder fordømmes for at tale åbent og ærligt om deres sexliv. Samfundets tendens til at fordømme kvinder, som har mange partnere, står i skærende kontrast til, hvordan mænd i samme situation behandles, mener antropolog Christian Groes fra Roskilde Universitet.
– Mænd, der har mange partnere, vil ofte få status af at være interessante og attraktive. Kvinden skal helst virke mere uvidende i forhold til sex, for ellers har hun været for aktiv.
I en rapport fra VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analyse-center for Velfærd, der omhandler trivsel blandt unge mellem 16 og 20 år, fremgår det, at piger og drenge har stort set de samme seksuelle erfaringer. Men den viser også, at den egentlige forskel ligger i normerne for seksualiteten mellem de to køn. Pigerne risikerer i højere grad at blive hængt ud, hvis de er seksuelt aktive, mens drengene hyldes. Som en af drengene i et fokusgruppeinterview siger:
– Når drenge har været sammen med mange, så får de street credit. Når en pige har været sammen med mange, så er hun bare en luder eller en ho. Men i princippet burde der jo ikke være nogen forskel.
I 2006 udkom samlingen ”Sex i grænselandet”. Her belyste Christian Groes, hvad der kunne få en mand til at fravælge en kvinde. Igennem et fokusgruppeinterview med en række unge mænd kom han frem til en liste med 10 ting, der får mænd til at opfatte kvinder som ”luder-agtige”. Nummer to på listen er ”har eller har haft mange elskere”.
Ifølge Christian Groes kan kvinder hurtigt blive stemplet som luder-agtige, hvis de tager initiativ til f.eks. at give en drink eller blot udviser interesse for manden.
– Næsten alle kvinder har i deres liv formentligt oplevet at begrænse sig selv. De har tænkt tankerne: ”Er jeg for flirtende i aften? Er jeg for nedringet? Skal jeg passe på med at kysse ham her i baren?” – og kan tænke tanken ”Jeg er jo ikke sådan én, der har et one-night stand".
Og netop disse tanker indikerer, at forskellen mellem kvinder og mænd er stor, for hvor mange mænd ville lige sige det, spørger Christian Groes. Ifølge ham er der tale om en struktur, der er så indgroet i vores kultur, at vi slet ikke er klar over, hvor ubestridelig den er, og hvad den gør ved os.
Lektor i Kulturstudier fra Syddansk Universitet Karen Hvidtfeldt mener, at kønsforskellene i dag netop stammer fra de kønstraditioner, der førhen har præget historien.
– Man kan kigge på kulturelle indikatorer som Casanova fra 1700-tallet og Don Juan-figuren, som fortæller lidt om traditionerne for kønnene. Traditionelt set har det været accepteret, at mænd har mange sexpartnere, mens kvinder får den modsatte rolle. Manden er den, som angriber, og kvinden ses som den, der erobres.
Ud over de historiske mønstre peger Karen Hvidtfeldt også på mere basale årsager til forskellen på de to køns rettigheder, når det kommer til sex og seksuelle partnere.
– Der ligger også noget biologisk i det, da det har større konsekvenser for kvinden at have flere seksuelle partnere, i og med at hun kan blive gravid. Helt stereotypt har manden lyst til at sprede sin sæd.
Natur eller kultur
Karen Hvidtfeldt kan nikke genkendende til påstanden om, at kvinder ofte overvejer situationer omkring sex meget mere end mænd, fordi konsekvenserne af det kan være udskamning.
– Jeg tror, at rigtig mange kvinder har på rygraden, at man som kvinde helst skal være tilbageholdende. Debatten viser tydeligt, at selvom en kvinde har mange sexpartnere, ved hun godt, at det ikke nødvendigvis er en god idé at dele det med andre.
Debattør og journalist Anna Libak køber derimod ikke helt præmissen.
– Jeg mener ikke, det er rigtigt at sige, at kvinder generelt er imponerede af mænd, der har en masse sex – det er jeg så slet ikke. Men på samme måde er jeg heller ikke imponeret af kvinder, der har rigtig meget sex. Dét, det kræver, er at sprede benene eller at få den op at stå – og det kan de fleste sgu finde ud af.
Hun minder om, at det i VIVE-undersøgelsen blev tilføjet, at drengene ”i nogen grad oplever manglende respekt og anerkendelse, hvis de ikke har nogen seksuelle erfaringer”.
– Jeg siger ikke, at folk ser ens på mænd og kvinder, jeg siger bare, at det er ikke rigtigt, at kvinder bliver diskrimineret, og mænd ikke gør, vi bliver bare diskrimineret for noget forskelligt.
De nedladende beskeder har Anahita ikke fortjent, og dem burde hun ikke få, siger Anna Libak. Men der er forskel på udskamning og uenighed, mener hun.
– Det er forkert at sige, de bliver udskammet, fordi andre erklærer sig uenige. I vores samfund er vi alt for tilbøjelige til at kalde det udskamning, fordi nogen er uenige.
Er kvinde kvinde værst?
Men hvad er det egentlig, der får kvinder som Anahita til at føle sig udskammet? Christian Groes siger, at både mænd og kvinder er med til at dømme, men det rammer hårdere, når det kommer fra ens egne medsøstre.
– Der er ikke den store solidaritet blandt kvinder. Og det er netop én af grundene til, at det her bare fortsætter. Mange kvinder vil sige, at de synes, det er ulækkert at være sammen med over 100. Så længe det er sådan, kommer stigmaet til at leve særdeles glimrende.
Det kan Anahita genkende.
– Der har været mere støtte fra mænd end fra kvinder. Om man kan tillægge det, at der er flere kvinder, der er uenige eller misundelige, eller hvad det er, det ved jeg ikke. Men det har været påfaldende at se, hvor mange mænd der støtter op i forhold til kvinder i denne her debat. Der er ingen tvivl fra min side om, at kvinder holder det her i hævd.
Hvis synet på kvinders seksualitet skal ændres, så begynder det med kvinderne selv, forklarer Christian Groes.
– Der er brug for opbakning. Det er et spørgsmål om kvinde-solidaritet. Den nye kvindekamp handler meget om skam, og den eneste effektive måde at nedbryde skam på, er et kollektivt opgør.
Anahita Malakians synes, hun med sin kampagne har taget første skridt. Og hvis hun har lært noget ved at kaste sig selv for Facebook-løverne, så er det, at vi stadig har brug for at tale mere åbenhjertigt om sex for at ændre på fordommene – men også at der er masser af kvinder og mænd, der bakker hende op, og det giver hende håb.
– Når man kan få de fleste i Danmark til at snakke om, at der er en kvinde på 35, der har haft sex med over 100 mænd, og hun står ved det og ikke skammer sig, så er vi nået langt.