Andrea Elizabeth Rudolph til Knæk Cancer Live 2021 iført grøn bluse

10 ting, du (måske) ikke vidste om Andrea Elisabeth Rudolph

Vidste du, at Andrea Elisabeth Rudolph har været elevrådsformand, er stor bilentusiast og at hun er bange for hajer og højresvingsulykker? Bliv klogere på Danmarks cremedronning her.

Den populære tv- og radiovært Andrea Elisabeth Rudolph fik sit helt store gennembrud, da hun i 2005 indtog hele Danmarks dansegulv som vært for Vild med dans. I oktober var hun tilbage på skærmen som vært på Knæk Cancer Live efter mange år væk fra tv-rampelyset. År, som hun bl.a. har brugt på at skabe det prisvindende skønhedsbrand Rudolph Care, der nu er en million-forretning.

Men hvad ved du egentlig om iværksætteren, skønhedsaktivisten og cremedronningen? Læs med her og lær – måske – noget nyt.

1. Familiemenneske

Siden Andrea Elisabeth Rudolph var helt lille, har hun haft én konkret drøm, har hun tidligere fortalt til Vores Børn: At have en stor familie med en masse børn. Hun kommer nemlig selv fra en børneflok på seks, hvor hun er den tredje i rækken – og det var hun helt vild med.

”Jeg har altid været sindssygt glad for mine søskende. Det var min bror og mig, der som børn plagede om at få små søskende, så det var heldigt, at vores forældre var med på den,” fortæller hun.

Og en stor familie har hun fået. For foruden sine mange egne søskende, er hun selv mor til tre: Isolde , Alfred og Arthur Elias. De to sidstnævnte er tidligere håndboldspiller Claus Møller Jakobsen far til, mens Isoldes far er tv-direktør Jacob Houlind.

2. Nærmeste nabo var en skov

Rudolph er ifølge TV2 opvokset på en gammel husholdningsskole i Vejen. Her var de nærmeste naboer skov og masser af marker, hvilket gav rig mulighed for leg for den lille Andrea.

"Det var et paradis at vokse op i. Min bedste ven var min kun et år yngre bror, Benjamin. Vi fik frie tøjler og måtte alt. Det eneste vi ikke måtte var at komme til skade."

3. Elevrådsformand

Andrea Elisabeth Rudolph var i femte klasse elevrådsformand, og allerede dengang havde hun så mange holdninger og en dagsorden, at hendes mor var bange for, at hun skulle blive politiker, fortæller hovedpersonen i et interview med Eurowoman.

4. Dumpede køreprøve

I 2013 så Rudolph sammen med ALT for damerne tilbage på hendes bedste sommerminder – og det, hun fremhævede, var ikke knyttet til en ferie, som man måske ellers skulle to, men til det arbejde, hun havde på det tidspunkt.

For hen over 13 sommeruger tog hun sammen med medværten Jesper Bæhrenz i 2001 imod udfordringer fra lytterne i radioprogrammet "Højtryk".

”Hvis jeg tog udfordringen op og klarede den, skulle de sende en T-shirt til mig. Men hvis jeg ikke klarede den, så skulle jeg af med en ’Højtryks-T-shirt’,” fortalte Andrea Elisabeth Rudolph til ugebladet. 

”Jeg kom af med fem T-shirts ud af 60 udfordringer. Jeg klarede f.eks. at springe i faldskærm, bungyjumpe, være røgdykker, indfange køer på hesteryg, være falkoner, malke og være turguide på Kanalrundfarten på tre sprog. Da jeg skulle tage en køreprøve, dumpede jeg, haha. Jeg prøvede også at slå verdensrekorden i oksekødspisning, det var jeg overbevist om, at jeg godt kunne. Man skulle spise 1.280 gram, og jeg spiste 840 gram på en time. Det var da meget godt gået. Men ikke nok.”

5. Bedste hudplejeråd

Andrea Elisabeth Rudolph skabte tilbage i 2009 det danske skønhedsbrand Rudolph Care, og allerede i 2010 vandt mærket den første pris som ”Årets Grønne Produkt” i kategorien ”luksus” til Danish Beauty Awards. Sidenhen har Rudolph Care kunnet tilføje flere fine priser til listen, og stifteren selv har af mange fået titlen ’cremedronning’.

I et stort interview med ALT for damerne gav hun i 2014 sine bedste hudplejeråd:

”Lyt til dig selv. Der findes mange dygtige eksperter, men det er kun dig, der kan mærke, hvordan din hud har det. Mange kommer til mig med blussende hud, fordi de har fået anbefalet et eller andet produkt, og når man spørger dem, hvordan det føles, ved de godt selv, at det ikke er det rigtige.” fortæller hun og fortsætter:

”Tag dig af dig selv. Mange siger, at de ikke gør det, fordi de ikke kan nå det. Men det behøver ikke være omfattende eller dyrt, men det gør dig gladere for din krop, hvis du tager dig af den og plejer den. Det er ikke forbudt at bruge tid på sig selv. Brug lidt tid på at pleje din hud hver aften og smøre dig godt ind både på kroppen og i ansigtet.”

Hun deler derudover sine tre bedste skønhedsopfindelser her.

6. Kærlighed

I 2012 mødte Andrea Elisabeth Rudolph den nu tidligere håndboldspiller Claus Møller Jakobsen, og de to faldt pladask for hinanden – også selvom Jakobsen på det tidspunkt allerede var gift.

”Vores møde var dårlig timing, virkelig dårlig timing. Men man kan ikke selv bestemme, om man bliver forelsket, og vores kærlighed var ikke til at komme uden om. Det var ikke min drøm at møde en gift mand, men jeg mødte en gift mand, og derfra gik det meget hurtigt,” fortæller Rudolph om mødet og forelskelsen til Eurowoman. Claus Møller Jakobsen blev skilt kort efter, og parret kunne derefter finde sammen.

”Der var pludselig ro på, og for første gang lænede jeg mig ind i et andet menneske. Jeg blev blød og gav efter, og jeg begyndte at trække vejret.”

I et stort interview med ALT for damerne har Andrea Elisabeth Rudolph senere uddybet, hvad det var, hun faldt for hos håndboldspilleren:

“Altså... What’s not to like? Ha ha, nej, det er svært helt konkret at sige, hvad det var. Men da jeg mødte ham, gik der meget, meget kort tid – ikke engang timer – og så kunne jeg bare mærke, at jeg for første gang nogensinde lænede mig ind i et andet menneske. Jeg havde lænet mig op ad nogen før, men jeg havde aldrig lænet mig ind i et andet menneske,” fortæller hun.

”Det var som to tandhjul, der bare passede sammen. Da vi talte sammen, følte jeg, at hans øjne var så åbne, og han lod mig komme ind. Og jeg lod ham komme ind. Han fik mine parader til at falde fuldstændig. Jeg følte mig ekstremt tryg omkring ham og i hans selskab. Han er så stærk og rolig, og det passede lige til mig. Han er en klippe, og jeg blev draget af, at han har en helt anden energi end mig. Jeg er rigtig stærk, jeg kan faktisk alt selv, men jeg vil ikke alt selv.”

Den 4. juni 2024 annoncerede parret dog, at de skulle skilles. "Med kærlighed til hinanden og til vores fælles historie har vi i fællesskab besluttet, at vores vej som ægtefolk ender her," skrev hun i et opslag på sin Instagram-profil.

7. Indsamlede millioner til kræftforskning

I februar 2021 fortalte Andrea Elisabeth Rudolph på sin Instagram, at hendes 2021 ville blive noget anderledes, end hun først havde forestillet sig. Hun havde nemlig fået konstateret brystkræft og stod overfor et hårdt forløb.

”Da jeg fik konstateret kræft, var jeg ved at dø af skræk. Jeg blev bange for, at jeg skulle herfra, og at jeg skulle forlade mine børn og min familie. At alt det liv, jeg mærker indeni, skulle forsvinde. Heldigvis er lægerne dygtige, og kræftpakken virker, men vi kan blive endnu bedre. Vi skal blive endnu bedre,” skrev hun på sin Instagram i april, hvor hun lagde vægt på, at ingen skal miste sin mor, far, børn eller venner til den ”lortesygdom.”

I samme opslag opfordrede hun til at bidrage til Kræftens Bekæmpelses Landsindsamling, hvortil hun selv håbede at kunne samle 100.000 ind. Det gik dog over al forventning, og hun endte med at indsamle meget mere end dét, nemlig hele 1,4 mio. kr.

I september, godt ni måneder og 16 kemobehandlinger efter hun fik konstateret kræft, kunne hun igen både glæde sig selv og sine Instagramfølgere. Denne gang med nyheden om, at kræften ikke boede i hendes krop længere.

Men selvom hun var erklæret kræftfri, havde kræften havde sat sine spor, og kroppen var stadigvæk skrøbelig. Det afholdte hende dog ikke fra fortsat at gå forrest i kampen mod kræft – denne gang som en del af værtstrioen på Knæk Cancer Live i starten af oktober.

”Nu hvor jeg selv har stået midt i et sygdomsforløb, har jeg mærket på egen krop, at det betyder alverden, at der bliver gjort en kæmpe indsats for at blive endnu klogere på kræft, så man kan skabe bedre behandling og støtte. Den slags er desværre ikke gratis, så det er vigtigt, at vi får samlet en masse penge ind,” sagde hun til TV2.

I Knæk Cancer-ugen i 2021 slog danskernes bidrag igen rekord, og der blev samlet intet mindre end 169.848.989 kroner ind til forskning, patientstøtte og forebyggelse.

8. Bilentusiast

Rudolph er vild med gamle biler og har gennem mange år selv været ejer af en Austin Healey fra 1959.

”Det var simpelthen kærlighed ved første blik, da jeg med en ven kom kørende forbi og så den gamle Austin til salg, og jeg råbte stoooop, fordi jeg med det samme måtte have nummeret og ringe til ejeren,” fortæller hun om købet af den gamle klassiker.

"For mig hænger biler sammen med frihed. Det er dejligt at køre, og jeg synes, det er sjovt. Motoren er sjov, og det er fedt med den lyd og vind i håret," fortæller hun til TV2.

9. Hajer og højresvingsulykker

I Heartbeats-programmet ‘Bucket List’ har vært Le Gammeltoft inviteret Andrea Elisabeth Rudolph i studiet, og her bliver Rudolph spurgt om, hvad der gør hende bange. Svaret kommer prompte:

”Jeg er virkelig bange for hajer. Jeg kan køre mig selv helt op, hvis jeg er ude at svømme. Hvis jeg er i udlandet, og vandet er ekstra klart, så kan jeg lige pludselig høre sådan, du du du du du du (Temasangen til Jaws, red.) inde i mit hoved, og så svømmer jeg bare hurtigere og hurtigere. Det er enormt upraktisk, når jeg også godt kan lide at surfe...” fortæller Andrea Elisabeth Rudolph i radioprogrammet.

Derudover fortæller hun, at hun ellers ikke er bange anlagt. Kun lige, når det kommer til trafikken:

”Jeg er bange for, at mine børn skal komme galt afsted. Det er jeg ængstelig omkring, kan jeg mærke. Der er jeg pylret – eller måske ikke pylret, men skrap… Jeg snakker eksempelvis med dem om højresvingsulykker. Det har jeg vanvittigt meget respekt for og vil virkelig bare gerne have, at de tænker sig om.”

10. Lang bucket-liste

Apopros ’bucket liste’, så er Andrea Elisabeth Rudolfs ret lang, fortalte hun i 2016 til Costume.

”Jeg skal blandt andet lære at tale spansk, spille klaver og rejse til Galapagos med alle vores børn. Jeg har også lige tilføjet til listen, at jeg gerne vil prøve at styre en kran. De er i gang med at bygge Metro, lige hvor vi bor, og jeg er dybt fascineret af de store maskiner,” sagde hun bl.a. til modemagasinet.

”En ting, jeg har kunnet strege ud på listen, er at overvære en andens fødsel. Jeg var med til min venindes fødsel for et par år siden som fotograf. Det var en stor oplevelse at se et liv blive til.”

Andrea Elisabeth Rudolf

  • Født den 1. juli 1976 i Vejen.
  • HF-uddannet og kom i 1998 med på DRs talenthold. Derudover har hun taget en 3-årig efteruddannelse på Den Journalistiske Efteruddannelse i Aarhus ved siden af sit arbejde.
  • Tidligere radiovært på bl.a. Højtryk og ‘Morgenhyrderne’ samt tv-vært på bl.a. Boogie-TV og sæson 1 til 2 og sæson 4 til 6 af ‘Vild med dans’.
  • Mor til tre børn – Isolde, Alfred, og Arthur Elias. De to små er Claus Møller Jakobsen far til, mens Isoldes far er tv-direktør Jacob Houlind.