Anne Dorthe Tanderup stod i mange år i skyggen af sin mand: Jeg skal vænne mig til, at det er anderledes nu

I november 2023 var Anne Dorthe Tanderup for første gang i ti år sammen med sine gamle kollegaer fra håndboldlandsholdet, der i 1990’erne gik under navnet ”Danmarks Jernhårde Ladies”.

Læs også

Trine tog på date med en tv-vært: "Vores første møde varede tre dage"

"Og det var SÅ vildt at mærke, hvor forbundne vi stadigvæk er med hinanden. Altså, det var simpelthen så rørende, at jeg næsten ikke kan beskrive det. Et par af pigerne har holdt kontakten tæt gennem årene, fordi de bor i nærheden af hinanden, men jeg har boet i udlandet i mange år, så det har ikke været så tit, jeg har set dem alle.

Vi er selvfølgelig connected på Facebook og ønsker hinanden tillykke med fødselsdagen og den slags, men jeg havde ikke været rigtigt sammen med dem i omkring ti år.

Nu var vi i sommerhus, vi skulle overnatte, og da vi sad over middagsbordet, gik der time efter time med at fortælle om, hvor vi var i livet, hvad vi lavede, hvordan vores familier havde det, hvordan vi selv havde det. Alt. Jeg tror, at vi alle sad og var sådan helt, hold da kæft mand, hvor er det sindssygt, at vi stadig er så tætte. Og vi talte faktisk også om, hvordan det kan være, at vi stadig har det sådan, for det handler ikke bare om, at vi alle var håndboldspillere engang.

Det handler om det helt, helt særlige hold, vi var, og den udvikling, der skete for os fra 1993 til 1997, hvor vi gik fra ingenting til alting. Det var 200 kilometer i timen, og det var maks. personlig udvikling på godt og ondt. Vi gik igennem store sejre sammen. Store nederlag. Store kriser. Og det har simpelthen betydet, at vi sjælemæssigt hænger sammen den dag i dag."

Anne Dorthe og hendes mand, den tidligere cykelrytter og Tour de France-vinder Bjarne Riis, flyttede tilbage til Danmark sidste år efter 24 år i Italien og Schweiz. De bor i Vejle med deres yngste søn, mens deres tre ældste sønner deler en lejlighed i København.

Der er mange nye tanker, der har meldt sig, efter Anne Dorthe er kommet hjem, for hvem er hun nu, hvor hun ikke længere er den, der skal få hjem og børn til at fungere, mens ægtefællen er bortrejst op mod 200 dage om året? Og hvordan var det egentlig at sætte sig selv lidt til side igennem så mange år, fordi det var Bjarnes karriere, der skulle prioriteres?

For Anne Dorthe var jo også selv en kæmpe stjerne indenfor sin sport, og sammen med sine landsholdskammerater var hun i sin seks år lange håndboldkarriere med til bl.a. at vinde sølv ved VM i 1993, guld ved EM i 1994, guld ved EM og OL i 1996 og guld ved VM i 1997. En fuldstændig vanvittig og uhørt bedrift, der gjorde holdets spillere til mediedarlings, som alle danskere var på fornavn med, og som alle ville have en bid af. Anne Dorthe var dog nødt til at stoppe håndboldkarrieren i 1998 på grund af en knæskade, og året efter flyttede hun til Italien med Bjarne, som hun havde mødt under OL. Og det passede faktisk Anne Dorthe rigtig godt, at hun nu ikke længere var den, der stod forrest.

Hvad hedder du?

Hvordan var det at træde et skridt tilbage?

"Sådan så jeg det ikke dengang. Men i dag kan jeg godt se, at vores valg med at flytte til udlandet betød, at jeg i omgivelsernes øjne kom til at bidrage med mindre. I Danmark ville det sandsynligvis have været lettere for mig at få en karriere, fordi jeg talte sproget flydende, og fordi jeg havde noget uddannelse og nogle connections.

Læs også

Christine Antorini: ”Han kunne næsten ikke fortælle det, som vi allerede godt vidste, hvad var”

Men i udlandet var og blev jeg Bjarnes kone. Og jeg var hende, der var mor til fire på skolen. Der gik lang tid, før folk faktisk fandt ud af, at jeg var mere end det, og det handlede også om, at jeg ikke gik rundt og talte højt om det."

Var det normalt at have en tilbagetrukket rolle som kvinde dernede?

"Ja, meget mere end i Danmark. Og så boede vi blandt internationale expats, hvor det typisk er manden, der har fået et stort job. Familien er fulgt med, og moren – kvinden – sørger for, at det hele fungerer med børnene i forhold til skole, sprog, alt. Drengene gik på en amerikansk skole, og der forventer man, at forældrene bidrager i stor stil, og det var så mig, der gjorde det."

Hvordan var det for dig at falde ind i den rolle?

"Det var fint nok. Jeg har tænkt en del over det, også nu hvor vi er kommet hjem. Jeg havde det aldrig sådan, at jeg syntes, det var super fedt at være i front med håndbolden. Jeg var god til sådan at gå lidt om bagved og gemme mig. Jeg har altid været meget, meget genert og har følt, at jeg ikke rigtig helt vidste, hvad jeg skulle sige. Men fordi vi blev så kendte nærmest over night med håndboldholdet, var jeg nødt til at lære at stå frem og snakke.

I dag kan jeg se, at man jo på et tidspunkt bliver mere voksen og begynder at blive mere ligeglad med, hvad andre tænker om en. Det kommer med alderen, men det kommer også via alle de ting, man oplever, gennemgår og får lov til at være en del af. I dag har jeg ikke noget imod at blive set og sige min mening. Og jeg TØR sige min mening.

Sådan var det ikke, dengang jeg forlod Danmark. Der passede det mig faktisk ret godt at træde et skridt tilbage, og jeg var rigtig godt tilfreds med bare at kunne stå bag Bjarne. Jeg mindes en episode, hvor Bjarnes sportschef ikke kunne huske, hvad jeg hed, og det følte jeg som en helt befrielse."

Hun griner.

"Selvom jeg selvfølgelig samtidig tænkte, hold da op, det er da ikke så godt, at du ikke engang kan huske, hvad din stjernerytters kæreste hedder!"

Hvad tænker du om den tid i dag?

"Jeg tænker, at uh, hvis alt det, jeg føler, ved og kan i dag, havde fået lov til at komme ud dengang, hvad kunne jeg så ikke have udrettet? Jeg vil ikke sige, at jeg føler, at det var spildt tid, for jeg er jo godt klar over, at jeg også udviklede mig i rollen som mor og Bjarnes kone, men jeg kan se, at jeg godt kunne være blevet skubbet længere frem meget tidligere i mit liv, end jeg er blevet. Jeg har fået lov til at gemme mig i alt for lang tid."

Er du ked af det i dag?

"Nej, jeg er ikke ked af det, men jeg føler jo selv, at jeg har noget at bidrage med. Og når vi nu bl.a. taler om forpligtelse, så synes jeg, at når man har viden og oplevelser, som kan være til gavn for andre, så har man også en forpligtelse til at fortælle om det. Og det er jeg ikke helt sikker på, at jeg så dengang."

Hvem er Anne Dorthe Tanderup

• Uddannet markedsøkonom og kostvejleder.
• Debuterede på kvindelandsholdet i håndbold i 1991 og nåede at spille 88 landskampe for Danmark, inden hun indstillede karrieren i 1998 på grund af en knæskade. Er i dag selvstændig og arbejder som coach.
• Anne Dorthe Tanderup medvirkede i bogen 'Verdens bedste mor', som udkom i 2009 og udgav i 2013 bogen 'Min vej til et sundt liv'.
• Hun er 52 år og gift med tidligere cykelrytter Bjarne Riis, som i dag bruger sin tid på bestyrelsesarbejde. Sammen har de sønnerne Cristian, 21, Matias, 20, Andreas, 19 og Nicolai på 13 år. Bjarne Riis har desuden to voksne sønner fra sit ægteskab med Mette Riis. I 2021 og 2023 blev Bjarne også farfar.

En helt ny verden

Da Anne Dorthe i sin tid trådte et skridt i baggrunden, føltes det som en naturlig ting at gøre, det var ikke noget, hun tænkte nærmere over, og det var ikke noget, hun som sådan følte sig forpligtet til at gøre. Sådan var det bare. Alligevel kunne hun somme tider godt mærke en lille stemme indeni.

"Når drengene dyrkede sport, og jeg stod sammen med de andre mødre og kiggede på, kunne jeg ikke lade være med at lytte efter, hvad de talte om. Jeg kan huske, at jeg tit tænkte, hold da op, I skulle bare vide, hvordan det er at være spiller og træner og være et hold, der skal præstere sammen. I stedet for bare at stå og snakke om, hvad jeres lille dreng præsterer. Jeg stod jo med et helt andet perspektiv."

Sagde du så noget?

"Nogle gange. Men nok ikke lige der på sportsbanen. Det var mere til forskellige forældremøder, hvor jeg kunne finde på at rejse mig op og sige noget. Nu, hvor jeg tænker over det, så var det faktisk godt for mig, at jeg var nødt til at holde mig en lille smule tilbage i de sammenhænge, fordi jeg ikke følte, jeg var helt flydende på sproget og derfor skulle være helt sikker på det, jeg ville sige, før jeg rejste mig.

Og i modsætning til i Danmark lyttede folk ikke bare, fordi uhhh, nu taler Anne Dorthe Tanderup. De vidste jo ikke, hvem jeg var. Folk var ikke forudindtagede, men på et tidspunkt fandt de jo så alligevel ud af, at det ikke kun var Bjarne, der havde vundet noget."

Hvad betød det for dig?

"Det betød, at jeg blev budt med til nogle ting, som var mere spændende. Der var et par stykker af dem, som havde sat sig på forskellige interessante områder inden for forældreorganisationen, som fandt ud af, at jeg var OL-vinder og nok havde lidt mere baggrund end så mange andre, og så blev jeg hurtigt hevet ind. At de så ikke anede, hvad håndbold er, var en anden sag. Amerikanere – og italienere og schweizere i øvrigt – kender intet til teamhåndbold, haha."

Nu hvor de er hjemme i Danmark med kun én hjemmeboende søn, har Anne Dorthe og Bjarne pludselig mere tid til at være sammen.

"Og det er jo en helt ny verden."

Siger du og ser ud som om, at det både er godt og skidt?

"Ja. Men jeg har godt af min egen tid. Jeg har jo været vant til at være nærmest 24/7 til rådighed for vores drenge, og jeg har også altid stået der for Bjarne. Nu skal jeg lære noget nyt, kan jeg mærke, for hvis jeg skal skabe mit eget igen, så skal jeg føle, at det er okay at lukke døren uden at have den der mom guilt. Jeg skal kunne sige, nej, nu er mor busy, og nej, der er ikke nogen, der tager telefonen lige nu. Det er jeg meget bevidst om, at jeg skal blive bedre til."

Læs også

Ulla og Jørgens forhold var anderledes end de flestes: ”Der er mange måder at være sammen på”

Er det svært?

"Ja, det synes jeg faktisk, det er. Og det er jo sjovt, for dengang jeg spillede håndbold, handlede alt om MIN karriere. Om MIT liv. Jeg sagde nej til mange forskellige ting med familie og venner, og de var vant til, at hvis de gerne ville have mig med til fødselsdage og den slags, så skulle de lang tid i forvejen spørge til mit skema og min tid.

Så jeg gik fra, at det hele handlede om mig, og hvad jeg kunne, til at jeg egentlig steppede ned og i stedet begyndte at sørge for, at alle andre fik det, de skulle have. Jeg satte mig bagerst på bænken. Og nu skal jeg så til at vænne mig til, at jeg skal frem igen. Og ja, det kan til tider føles udfordrende."

Hvordan reagerer Bjarne og drengene på det?

"Hvis jeg på forhånd har sagt, at jeg skal arbejde, er det ikke noget problem. Men hvis jeg bare sætter mig og laver noget, så bryder de tit ind eller ringer. Så jeg skal sige, okay, de næste to timer vi jeg ikke forstyrres. Ellers er der ikke megen forståelse for det.

Bjarne er meget bedre til at lukke af. Jeg har faktisk tænkt meget over det her med mental capacity og mental load på det seneste. F.eks. havde jeg planlagt alt i forhold til familien, fordi jeg skulle til København hele dagen i dag, og så i går sagde Bjarne pludselig: ”For resten, jeg skal til bestyrelsesmøde i København i morgen, og jeg overnatter til tirsdag”. What?! Så står jeg med alle udfordringerne i forhold til at få organiseret de næste to dage for vores yngste, der skal i skole og til sport og så videre.

Bjarne er ikke i nærheden af at tænke over det, inden han organiserer sin dag, og han kunne slet ikke se problemet, da jeg sagde det til ham. Han mente, at det fikser vi da bare ... Og det gjorde vi jo også ..."

Hun ser lidt opgivende ud, men griner også højt. 

"Men okay, jeg skal nok også kigge lidt indad. Jeg har jo valgt, at det er sådan. Og jeg har indtil nu ikke krævet, at Bjarne skulle være en større del af al den planlægning, der foregår i hverdagen."

Hvordan er det for dig og Bjarne at have mere tid sammen?

"Vi nyder hinanden på en anden måde i dag. Vi har hinanden på en anden måde. Men vi skal også øve os på at være bevidste om, hvordan dagen skal forløbe, og hvad vi skal lave sammen. Jeg vil gerne ud og gå en tur hver dag. Nogle dage vil Bjarne gerne med, andre dage vil han ikke.

Læs også

I januar gjorde Julia Lahme noget, hun ellers har været imod i årevis – og én ting overraskede hende

Bjarne er ikke sådan en, der snakker meget, når vi er hjemme, så jeg har fundet ud af, at hvis jeg vil vide lidt om, hvad der foregår, så skal jeg enten tage fat i ham i bilen, eller også skal jeg tage ham med ud og gå. Og så skal jeg stille en masse spørgsmål, for når han går, så taler han fint, og så får jeg en masse svar. Vi får sparret med hinanden og får nye idéer på den måde, og vi er ret gode til at skubbe hinanden i den rigtige retning.

Men som sagt, vi skal være bevidste om det. Før talte vi mest i telefon, fordi Bjarne var så meget væk, og sjovt nok fik jeg faktisk mere at vide dengang."

Total tillidserklæring

Hvordan føler du dig forbundet med Bjarne?

Hun holder en længere pause.

"Jamen altså, vi er jo selvfølgelig forbundet, fordi vi er gift, ikke, haha. Ej, altså, det er svært at forklare, men der er ingen tvivl om, at jeg ser igennem Bjarne, og han ser igennem mig. Og nu bliver det måske lidt mere spirituelt, men dengang Bjarne stadig kørte cykelløb, fik han tit Body SDS-behandlinger af Ole Kåre Føli, som også var en form for medium med connection til noget større, når han behandlede.

Jeg sad meget ofte med ved behandlingerne og hørte, hvad de to talte om undervejs. Der var et rum af tillid mellem Bjarne og Ole, som jeg fik lov at være en del af, så jeg er en af de få, der har været meget, meget, meget, meget dybt inde i Bjarne. På godt og ondt. Jeg tror på, at alt er energi, og der var så meget energi i rummet til de behandlinger, og den energi modtog jeg også. Så ja, jeg føler mig meget forbundet til Bjarne. Måske også mere, end vi egentlig er klar over."

Hvorfor fik du lov til at sidde med ved behandlingerne?

"Jeg ved det ikke, det var ikke noget, vi talte om, men det var en total tillidserklæring til mig. Ingen tvivl om det. Men jeg vil også sige, at med de valg, Bjarne tog i sit liv på det tidspunkt, så var der også nødt til at være fuld tillid. Du går jo ikke så drastisk til værks, at du forlader din kone og dine børn, hvis du ikke har fuld tillid til den, du så vælger at være sammen med. I den situation går man all in."

Så du måtte vide alt?

"Ja, og jeg har faktisk også sagt til Bjarne, at jeg ikke ved, om vi ville have været sammen i dag, hvis jeg ikke havde været med til de behandlinger. For det var jo ved at sidde med der, at jeg forstod mange ting omkring hans barndom, hans opvækst og hans drive. Alt blev behandlet der, og alle gamle traumer og usagte ting kom op, når Bjarne lå på briksen. Det gav mig en indsigt i, hvem han er, og hvad han kan."

Hvordan vil du beskrive jeres parforhold i dag?

"Så vil jeg sige det, som jeg sagde til mine veninder for ikke så længe siden: At jeg glæder mig helt vildt til at have endnu mere tid med Bjarne. Selvom jeg kender ham så godt, så er der stadigvæk ting, jeg er nysgerrig på. Og så ved jeg, at han kan være med til at løfte mig til noget mere. Altså, Bjarne er jo min største fan."

Hun griner højt.

"Hvilket nogle gange er pisseirriterende, haha. Men han kan også være min største kritiker. Nogle gange – åhhh – så synes jeg bare, at han skal tie stille eller gå sin vej, men samtidig ved jeg godt, at han ofte har ret i de ting, han siger. Og det samme gælder den anden vej rundt. Vi er nok bare meget tætte på sjæleplan."

Læs også

Jeanette har tabt 28 kilo: "Jeg spiser mig mæt i helt almindelig mad"

Ud over at føle sig forbundet med Bjarne, sine drenge og sit gamle håndboldhold føler Anne Dorthe sig også stærkt forbundet med Danmark.

"Jeg har ofte hørt andre sige, at når man har været væk hjemmefra, finder man ud af, hvor man hører til. Og jeg hører til i Danmark. Det sjove er, at når man rejser ud i verden, så gør man det jo ikke for at være sammen med andre danskere, men det er alligevel ofte det, der sker.

Vi var virkelig meget sammen med andre danskere, da vi boede ude, og det er jo fordi, vi som danskere er forbundet på en eller anden måde. Vi har haft den samme opvækst, vi kan grine af de samme ting, og vi har set de samme ting i fjernsynet. Vi stod f.eks. hvert eneste år med de andre danske par og så Dronningens nytårstale, og vores børn connectede bare – de var nærmest som fætre og kusiner.

Vores drenge har aldrig boet i Danmark, før vi flyttede hjem sidste år, og alligevel siger de selv, at de er danskere. Vi har selvfølgelig også tit været hjemme på ferie, men alligevel. En ting, der gjorde mig så glad, var, at de alle fire gik ind og så udråbelsen af Kong Frederik i januar – og de elskede det. Det at gå rundt i København og opleve alle de mennesker og den forbundethed var en kæmpe oplevelse for dem. Der mærkede de, hvad det vil sige at være dansk."

Hvad betyder det for dig at være tilbage i Danmark?

"For det første har jeg fået mere tid, fordi der nu ikke er fire drenge, der hele tiden skal hentes og bringes. Og så nyder jeg, at jeg bare kan tage ud med mine veninder og få en god snak. Her er i det hele taget så mange skønne, skønne mennesker, som dagligt inspirerer mig, og som jeg har lyst til at være sammen med.

Det havde jeg ikke helt på samme måde i Schweitz. Der var jeg nok ved at gå lidt kold i det overklassesamfund, vi befandt os i, hvor det for mange af kvinderne mest handlede om tasker, sko og hvor de skulle spise frokost. Her er jeg mere sammen med mennesker, der har et formål, som de står op til hver morgen, og det er mega inspirerende."

Og du er ved at køre din egen virksomhed i stilling?

"Ja, jeg arbejder hjemmefra med coaching. Jeg kan godt lide at være med til at udvikle mennesker og hjælpe dem til at finde det potentiale, som de måske ikke selv har kunnet finde. Jeg vil gerne hjælpe folk til at tænke lidt anderledes. Alting behøver ikke at gå fuldstændig, som du har planlagt det, for at det skal være en succes. Hvis jeg tænker på min egen rejse, så havde jeg nok ikke lige set mig selv med fire børn og som stay-at-home-mom. Og alligevel er jeg her i dag, hvor jeg tænker, at jeg har noget at bidrage med.

Læs også

Helles søn brød pludselig sammen i gråd på åben gade: Grunden forfølger hende stadig

Der er mange måder at leve sit liv på, og jeg synes, det vigtigste er, at man tager nogle aktive valg. At man ikke bare lader omgivelserne bestemme. Den slags vil jeg gerne tale med folk om, og jeg kan godt lide at provokere lidt og spørge, hvorfor de bliver siddende i noget, som de ikke er glade for. Som jeg sagde før, så synes jeg, at når man har et talent, så er man også forpligtet til at bruge det.

Bjarne og jeg har bl.a. investeret i en virksomhed, som hjælper flexjobbere tilbage på arbejdsmarkedet, og der kan jeg mærke, at det ikke så meget er den enkelte sag, som driver mig. Det er mere det her med at være en del af noget, der er større end en selv. Hvad betyder det for familien til en flexjobber, at vedkommende kommer i arbejde igen? Hvad betyder det for samfundet? Jeg føler en form for forpligtelse til at være med til at udbrede, hvor vigtigt det er at have et fællesskab og føle, at der er brug for mig, og at jeg kan bidrage."

"Når jeg kigger tilbage på mit liv, føler jeg stolthed over at have været en del af flere ting, der betød mere end egne guldmedaljer og præstationer. Vi havde store visioner om at blive de bedste i dansk kvindehåndbold og om at skabe verdens bedste cykelhold. Visioner som kun de færreste troede på.

Men med hårdt arbejde, passion, de rigtige mennesker og stærke fælleskaber lykkedes det at skabe verdensklasse, hvor individet kunne præstere, og hvor teamet var i centrum. De succeser skabte glæde, sammenhold, noget, vi som danskere kunne samles om og være stolte over, og der kom masser af nye små håndboldspillere og cykelryttere."

"Med en metafor fra sportens verden, kan man sige, at holdet aldrig er stærkere end det svageste led. Vi sad også på bænken, da jeg spillede håndbold, og jeg har selv siddet på bænken. Eller på tilskuerpladserne, når jeg var skadet. Men jeg blev hjulpet tilbage og ind på banen igen. Og det betyder jo alt, at du føler, at du er en del af noget. At du hører til. At der er brug for dig. Og at der er nogen, der vil dig, så du får en chance mere. I det ligger både en forbundethed og en forpligtelse."

Har du gennem tiden savnet fællesskabet i håndbold?

"Der er to ting, jeg savner ved håndbold. Det ene er at være i omklædningsrummet efter kampen, hvor man fuldstændig har lagt alle forsvarsværker ned, fordi man er træt, høj eller ked af det. Og den anden ting er netop det med at være en del af et fællesskab og skabe noget, der er større end en selv. Så det søger jeg nok hele tiden andre steder. Og jeg finder det også."

Den danske fase

Anne Dorthe har passeret de 50, og for nylig blev Bjarne 60 år. Anne Dorthe glæder sig til den næste – danske – fase af deres liv, og hun ved, at Bjarne også er lykkelig for at være kommet tilbage til Danmark.

"Jeg tror, Bjarne føler, han har fået sit liv igen. Han har oplevet, at der stadigvæk er brug for ham. Han har fået gnisten tilbage og har lyst til at springe ud i ting, han aldrig før har prøvet. Det er mega inspirerende at se, for det har virkelig taget ham lang tid at komme ovenpå efter den depression, der ramte ham tilbage i 2009.

Han var medicineret i to et halvt år, og det var som om, han forsvandt i den periode. Der var ingen glæde, ingen gråd, ingen højde, ingen dybde. Han var der fysisk, men mentalt var han ikke til stede. Han valgte selv at trappe ud af medicinen på fem uger, hvilket var fuldstændig sindssygt, men det er sådan man gør, når man hedder Bjarne Riis og har prøvet det, han har prøvet i sit liv. Derefter gik der i hvert fald to et halvt år mere, før han begyndte at være sig selv igen, og i dag er han lige så kreativ og idérig, som han var før i tiden.

Jeg glæder mig til, at vi skal opleve lidt mere af verden sammen, for selvom vi har boet i midten af Europa, så har vi faktisk ikke set ret meget ud over haller og lufthavne. Så ja, jeg glæder mig til at komme ud at rejse og til at være sammen og bare nyde hinanden."