13-årige Nova blev så bange for bakterier, at hun vaskede hænder 30 gange før et måltid
Da Nova Gad Aabye spiste en burger og fik et maveonde, satte det en krise i skred i hende. Hun blev bange for at blive syg og ønskede bare at dø. I dag har hun lært at tackle angsten og har fået overskud til at drømme om fremtiden.
En god burger lavet af en grovbolle, en lækker bøf, salat, tomat og ost. Masser af ost.
Sådan foretrækker Nova Gad Aabye at spise den klassiske ret, som er kommet på listen over hendes favoritretter.
– Uhm. Det smager så godt, siger hun med et stort smil og ser lidt lækkersulten ud.
I flere år rørte Nova dog ikke en burger, for alene tanken fik det til at gyse i hende. En dag i efterårsferien i 2011 spiste Nova burgere til aftensmad sammen med sin familie i sydjyske Lunderskov, og Nova fik et maveonde med opkast bagefter. Oplevelsen fik Nova til at reagere voldsomt.
– Jeg turde ikke spise burger igen, for måske blev jeg syg. Men der var også mange andre madvarer, jeg ikke ville spise, og jeg blev sur og frustreret, fortæller den 13-årige pige.
Nova blev så bange for bakterier, at hun vaskede hænder 30 gange før et måltid, tjekkede datoer på mælken, pålægget og alt andet i køleskabet og stillede sine forældre en strøm af spørgsmål om madvarernes tilstand. I begyndelsen slog hendes forældre, Sabine og Steffen, Novas opførsel hen som hysteri og pjat. Men da Nova en dag trak stolen ved spisebordet ud med albuerne, vidste de, at noget var helt galt.
– Konflikterne med hende kørte helt af sporet. Når jeg sagde, at hun skulle slappe af, at hun ikke skulle være bange for bakterier og så videre, virkede det ikke. Og jeg er endda uddannet pædagog og burde kunne tackle mine børn. Men jeg følte mig helt afmægtig som forælder, fortæller Sabine, 40.
Nova klarede at gå i skole, men når hun kom hjem, eksploderede hun i raseri. Hun græd, smækkede med døre og kastede med puder.
– Jeg har grædt så meget. Det skal et lille barn ikke, siger Nova og ser ned på sine hænder. Så fortsætter hun:
– På et tidspunkt sagde jeg til mine forældre, at jeg bare ville dø. Det er vanvittigt at tænke på. Men det var sådan, jeg havde det.
Sabine ser på sin datter. Hun har bestemt ikke glemt, hvad de ord gjorde ved hende.
– Det var det allerværste. At høre sit barn sige, at det ikke har lyst til at leve mere. Da græd jeg, og det har jeg gjort mange gange i de år, siger Sabine, der undervejs gik ned med stress og valgte at sige sit job op for at kunne være mere hjemme hos Nova og hendes søstre, Olivia på 10 og Ella på seks år. I dag er hun på fode igen og læser til lærer.
Lillesøster Ella har en hjemmedag, fordi hun har feber. Før i tiden ville Nova være bange for at blive smittet og selv blive syg, men i dag tør hun sagtens sidde ved siden af sin søster og læse en bog for hende.
Angst på tv
Sabine og hendes mand opsøgte hjælp til deres datter på børnepsykiatrisk afdeling på Kolding Sygehus og på Angstklinikken i Aarhus, der har et tilbud til børn med psykiske problemer.
Her fik Nova at vide, at hun lider af angst, hvor symptomerne blandt andet er bekymring, uro, hjertebanken og opfarende opførsel.
Nova gik i en gruppe, hvor hun kunne tale med andre i samme situation og fik nogle redskaber til at tackle angsten, når den overmander hende.
– Når jeg får en bekymret tanke, skal jeg parkere den til for eksempel klokken 17. Og når den så bliver 17, er bekymringen som regel forsvundet, fortæller hun med et smil.
Nova fik det markant bedre, men det største gennembrud kom, da hun medvirkede i tv-programmet "Slip angsten" på Kanal 4 sidste år. Det krævede ikke mange overvejelser at sige ja til programmet, der også omfattede en række sessioner med en psykolog uden kameraer.
– Jeg ville gøre hvad som helst for at slippe af med min angst. Og hvis det var det, der skulle til, var jeg klar, siger Nova, der i programmet blandt andet skulle spise en burger og køre i elevator. Begge dele gennemførte hun.
– Jeg var så glad og lettet bagefter. Jeg gjorde det, siger hun og stikker en arm i vejret i en sejrsbevægelse.
Du er sej, Nova, siger mor Sabine, der er lettet over at se sin datter rask og glad igen.
Føler sig normal
Novas liv er blevet fuldstændig forandret, efter hun har sluppet sin angst. Hun tror dog ikke, at hun nogensinde kommer helt af med den, men kommer der en dårlig tanke, kender hun strategierne.
– Jeg føler mig normal igen, hvor jeg følte mig anderledes og forkert. Jeg kan leve et liv som alle andre teenagere, siger Nova, der ud over sin skolegang på Kolding Realskole har travlt med at spille klaver og passe sang- og dansetimer flere gange om ugen.
Og så har hun fået overskud til at drømme om fremtiden:
– Jeg vil gerne være musiker og synge om min barndom med angst. Måske kan andre bruge mine budskaber til noget, siger Nova reflekteret.
Sabine ser stolt på sin ældste datter:
– Nova er blevet fem år ældre på fem minutter, siger hun og knipser med fingrene.
– Du er sgu sej, siger hun.
Nova smiler. Hun kender sig selv bedre end de fleste 13-årige nu – ligesom hun kender sit budskab:
– Hvis man har angst, skal man ikke skamme sig; det må ikke være tabu. Og så skal man søge hjælp. Det er muligt at få det bedre.