ANYA: ”Når jeg bliver kaldt min chefs smukke sidekick, tænder det en ild i mig”

Hvordan har det været at være kvinde i musikbranchen?

"Jeg har generelt befundet mig meget i mandsdominerede brancher. Først i musikbranchen, hvor man godt kunne få lov til at være som kvinde, men hvor det var i en helt bestemt rolle.

Og så i advokatbranchen, hvor man nærmest altid har mænd som chefer. Og i det her nye iværksætteri, hvor der også er en masse mænd."

Læs også

"Tænk, at din mand finder sig i det” er en kommentar, som Ingri hører igen og igen

Hvad er det for en rolle, du føler, at man skal have som kvinde i musikken?

"Da jeg begyndte i musikbranchen omkring år 2014, kunne man være sanger. Punktum. Man kunne godt skrive sine egne sange og være god til at synge og sådan noget, men alle producerer var mænd, og alle managers og folk på pladeselskaberne var mænd. Det var mænd, man omgav sig med, og som alle beslutninger skulle træffes sammen med."

"I musikbranchen synes jeg også, der har været en meget undertrykkende tendens til at spille kvinder ud imod hinanden. Der var ligesom den her vibe af, at det var en konkurrence, og at der var en begrænset mængde plads til kvinder. Og det gjorde jo, at man så andre kvindelige kunstnere som konkurrenter."

Hvordan oplever du det i dag?

"Jeg føler heldigvis, at man tror mere på kvindernes kreative og kommercielle værdi i dag. Man kan ligesom se, at det sagtens kan lykkes for kvinder at have succes, så det føles lidt, som om der er kommet flere pladser til os. Man bevæger sig væk fra tanken om, at der kun kan være den her ene dronning af den danske musikbranche."

"Personligt hepper jeg på alle kvinder i musikbranchen. Og jeg har det for fedt over, at det går så godt for kvinder i branchen. Det er jo sådan, det skal være. Den anden mentalitet er så toxic."

Nu udgiver du musik på eget label. Er det for at have mere kontrol selv?

"Ja, blandt andet. Jeg var på Sony i mange år og havde rigtig mange gode oplevelser, men jeg tror også lidt, at jeg blev fanget i et maskineri, hvor jeg glemte at lytte til mig selv og være opmærksom på, hvad jeg havde lyst til at lave. Der var meget fokus på at skulle slå igennem fremfor at finde ud af, hvordan min musik skulle lyde. Og jeg tror i sidste ende rigtig godt, jeg kan lide at have kontrollen over musikken selv."

Læs også

Stine Goya bor et sted i København, hvor stemningen er særligt familiær: ”Vi hjælper hinanden i hverdagen”

"Den måde, jeg udgiver musik på nu, tillader mig at være fuldstændig kompromisløs. Jeg udgiver kun det, jeg selv gider og synes er fedt. Det er der en gigantisk frihed i. Og noget kreativt fokus, som jeg synes er uvurderligt.

Det kan godt være, at jeg ikke har de høje budgetter, og at alt ikke kan lade sig gøre på samme måde som ved et stort label – man kan ikke lige flyve til Stockholm for at mixe eller skyde en eller anden flashy musikvideo – man er nødt til at skære ind til benet, men sangen er der."

Hvad gør du i modgang?

"Min mor har lært mig, at når man møder modgang, så retter man ryggen og kæmper endnu hårdere. Så når jeg for eksempel er blevet spillet ud mod andre kvinder i branchen eller som jurist blev kaldt min chefs smukke sidekick, så tænder det en ild i mig."

"Men det er selvfølgelig trættende indimellem. Og nogle gange har jeg også tænkt over, hvorfor det er så vigtigt for mig at være ambitiøs med alting hele tiden. De sidste ti år af mit liv har jeg nærmest hele tiden haft to fuldtidsjobs. Jeg lavede et album, imens jeg tog min kandidat i jura, jeg fik tvillinger, imens jeg blev færdig som advokatfuldmægtig, og jeg skrev endnu et album, imens jeg lavede min startup. Så jeg tror da, jeg har et lidt overdimensioneret behov for at bevise mit værd."

Hvor tror du, det stammer fra?

"Det ved jeg faktisk ikke. Men det er jo som om, at man som kvinde – og som minoritets-person – altid skal gøre det lidt bedre end andre for at få den samme succes eller anerkendelse. Børn af minoritetsforældre har også tit et stort behov for at være akademisk uddannede, fordi de får med hjemmefra, at man skal kunne forsørge sig selv og stå på egne ben."

Er det også noget, du har fået med hjemmefra?

"Ja, altså, vi mistede min far, da jeg var tre år gammel, og så var min mor alene med fire børn, hvoraf to var helt små. Min mor har virkelig fået installeret noget power i os i forhold til at skulle klare os selv og være selvstændige. Så jeg tror, at mit drive kommer meget derhjemmefra. Og jeg er meget taknemlig for det. Det får mig til at klø på."

Det lyder til, at du har lært virkelig meget af din mor?

"Ja, jeg har seriøst universets bedste mor. Lige meget hvor meget modstand, hun møder, bliver hun aldrig kynisk eller bitter af det. Hun er afroamerikaner og har oplevet alverdens former for racisme og undertrykkelse i USA, og hun har alligevel den vildeste kærlighed til andre mennesker."