Dyster danmarkshistorie vækkes til live i stjernespækket drama: Her er filmen, du bør se denne vinter
Ugens film anmeldt af filmredaktør Stephanie Caruana.
Drama
Søsterskab fra helvede
Få film herhjemme tør bevæge sig væk fra det, vi kender, så både æstetisk og fortællemæssigt tager 'Pigen med nålen' nogle særdeles modige valg og prøver at underlægge sig nyt land.
Vi er i tiden under Første Verdenskrig, og den naive fabriksarbejderske Karoline (Vic Carmen Sonne) klarer sig kun akkurat på egen hånd, mens hendes mand kæmper langt væk.
En affære efterlader hende gravid og fattigere end før, og hun kommer i kontakt med Dagmar (Trine Dyrholm), der driver et adoptionsbureau.
Ægtemanden Peter (Besir Zeciri) vender hjem, og nu tyer Karoline til Dagmar for at få hjælp. De slående sort/hvide billeder fortolker mareridtsagtigt og drømmende historien om ”englemagersken” Dagmar Overby, der slog et ukendt antal babyer ihjel.
Det meste har et anderledes skær, en uhyggelig undertone. Alt foregår i København, selvom intet ligner (man har optaget i Polen). Det forvirrer måske ikke Oscar-akademiet, men virker dog lidt fremmedgørende.
Den svenske instruktør Magnus von Horn og den polske fotograf Michal Dymek er fascineret af en mere europæisk fortælleteknik, hvor hverdagsrealisme og ‘true crime’ fortrænges af den storladne fortælling, og hvor det groteske får plads.
Horn har skrevet manus med Line Langebek, og Vic Carmen Sonne stråler i en aldeles rå og bevægende præstation, stærkt fulgt af en dyster og grum Trine Dyrholm, der ånder hende tungt i nakken.
Mændene omkring det dysfunktionelle søsterskab fylder kun lidt, men spiller alle fremragende – ja, alle biroller er faktisk godt besat i filmen. Underliggende gru, mesterlige billeder og langsommelighed giver mindelser om noget genkendeligt og helt uvant.
Som store filmoplevelser kan være, og som filmen tydeligvis gerne vil være. Andre bizarre optrin minder lidt om film som 'Nightmare Alley' og 'Poor Things', men dyppet i petroleum og rullet i aske. Et kaninhulsfald til tonerne af det foruroligende, hypnotiserende soundtrack af komponisten Frederikke Hoffmeier.
Men hvad filmen vil sige os, netop nu, fordamper dog lidt.
'Pigen med nålen' har premiere den 23. januar.