Anna var højgravid og lækkersulten, da hun fik en idé, der forandrede hendes liv: ”Jeg anede jeg ikke, hvilken skat jeg stod med”

Når Anna Knightbridge tænker på sin barndom, dukker billeder af somrene hos hendes engelske mormor, Rita, ofte frem på nethinden. 

I Annas hukommelse skinnede solen altid, når hun var med sine forældre og storebror på besøg i Leeds. 

Læs også

Martin Johannes Larsen om mødet med sin kone: ”Det var kærlighed ved første blik”

Og som sukker på toppen: Når mormor havde forberedt en hjemmelavet godte, ofte en omgang engelsk toffee, kogt på komfuret i en stor kobbergryde.

"Jeg kan tydeligt genkalde mig duften af de karameller. Jeg elskede sukker, og lige præcis min mormors karameller forbandt jeg med varme, nærvær og familietid, som var i centrum, når vi var på sommerferie i England," husker Anna.

Lakrids, salt og chokolade

En ting var smagen, som i sig selv var vidunderlig. Noget andet, Anna bed mærke i, var de anstrengelser, hendes mormor gik igennem forud for familiebesøget.

"Hun gjorde sig virkelig umage for, at vi skulle føle os velkomne. Det der med at gøre noget ekstra ud af tingene for at glæde andre gjorde stort indtryk på mig," siger Anna.

Vi befinder os i Karamel Kompagniets hyggelige hovedkontor i Rønne. En virksomhed, som er direkte udsprunget af barndomsmindet om den himmerigsmundfuld, der opstår, når mælk, sukker og smør smelter sammen til den perfekte flødekaramel. 

Anna er i dag 53 år og direktør i Karamel Kompagniet, som i år fejrer 20-års-jubilæum og over to årtier er vokset fra lille iværksætter-ide til professionelt foretagende med 22 ansatte og millionomsætning. Og et sortiment, der ud over den klassiske flødekaramel tæller saltkaramel, lakridskaramel, chokoladeovertrukken karamel, halloween- og julekaramel – og meget mere.

Men dna’et i virksomheden er mormor Ritas klassiske toffee.

"Den står for den helt rigtige smag af flødekaramel, den gode kvalitet og umage. Det er grundstenen i alt, hvad vi laver," forklarer Anna, som er uddannet kontorassistent – og slet ikke vokset op med et slikimperium i maven.

Solgte slik til storebror

Og dog. For når hun tænker efter, er der alligevel spor at finde i den tidlige barndom. I tiårsalderen havde Anna nemlig et slikskab, hvor hun gemte søde sager, og når hendes storebror blev sliksulten om aftenen, hvor kiosken overfor var lukket, åbnede Anna sin egen lille butik. Her kunne brormand allernådigst købe en chokoladeskildpadde formedelst fem kroner.

"Så der var et eller andet med søde sager allerede dengang," konstaterer hun med et smil.

For at finde karamel-eventyrets egentlige begyndelse spoler vi tiden frem til start-nullerne: Anna og hendes eksmand er blevet forældre til en søn og venter endnu et barn, og for at opfylde drømmen om et familieliv med højt til himlen flytter de fra Christianshavn til Bornholm. Uden job, for tanken er at lave et firma. Men hvilket? 

Ideerne er mange – fra bornholmsk ketchup over kildevand til inkassovirksomhed. Intet af det virker bare helt rigtigt, og i mellemtiden tager Anna et job som postbud.

En dag kører hun rundt i Østerlars og omdeler breve, da hun – højgravid med datteren Esther – bliver lækkersulten.

"Jeg ved ikke rigtig, hvor det kom fra, men man har jo lyst til alle mulige ting som gravid, og pludselig kom jeg i tanke om min mormors karameller," fortæller Anna.

"Så jeg ringede til min mand og sagde: ”Nu ved jeg, hvad vi skal lave!”"

Ældgammel opskrift

Med ét stod ideen lysende klart. Anna huskede, hvordan hendes mormor indimellem ramte konsistensen lige på kornet i den der perfekte balance, hvor slikket hverken hænger fast i tænderne eller er svært at tygge.

Læs også

May Lifschitz mødte sin store kærlighed til en fest: ”Jeg kastede min ven fuldstændig under bussen”

Den måtte kunne genskabes, men hvordan?

Mormor Rita var gået bort, så Anna ringede til sin mor, som ringede til sin søster i England, og så skete noget magisk: Annas moster lå inde med mormorens kogebog fra 1894. En slidt rød sag, lappet sammen med tape, men intakt.

Anna finder kogebogen frem fra et pengeskab og bladrer frem til side 211. Ud for opskriften på Everton Toffee har mormoren med blyant noteret: Best.

Her var guldet, ved Anna i dag, men da hun første gang fik bogen i hænderne, forstod hun ikke, hvilken skat hun stod med.

"Jeg vidste jo ikke, hvad Karamel Kompagniet ville udvikle sig til, så jeg tror ikke, jeg tænkte så meget over det. Jeg var bare glad for, at jeg kunne afprøve opskriften."

Hjemme i køkkenet i Østermarie gik hun i gang. Første omgang brændte på, men efter et par forsøg skete det: Det smagte pludselig af sommer i Leeds.

"Jeg tænkte, okay, det her bliver godt," husker Anna.

En lomme af salt

Første butik og produktion åbnede i Gudhjem i 2004. Et par år senere blev faciliteterne for små, og produktionen rykkede til Rønne, hvor den stadig ligger.

Anna viser rundt på fabrikken og udpeger detaljer, der viser, hvordan arven fra England hersker. I produktionslokalet er en karamelmester i gang med en omgang lakridskaramel, som lige nu ligger som en sort masse på et bord drysset med Læsø Sydesalt. 

Det letteste ville være at opløse salt i vand for derefter at tilsætte det karamelmassen, men for Anna er det vigtigt at skabe små, frydefulde ”saltlommer”, som kun opstår, når flagerne æltes manuelt ind i karamellen, forklarer hun og viser ind i et rum med dåser.

Den kunstfærdige metalindpakning er designet i Danmark og produceret i Frankrig, selv om Anna ofte bliver ringet op med slagtilbud fra Kina. Svaret er altid nej, for kvaliteten er ikke til diskussion. Hun åbner en dåse og viser, hvordan der indvendigt ligger et ekstra lag dekoreret indpakning som en lille overraskelse til modtageren.

Læs også

Katrine Muff Enevoldsen: "Hvorfor skal det være så svært at få venner som voksen?"

"Økonomisk kan det helt sikkert ikke betale sig med sådan en detalje, men for mig handler det om at gøre noget ekstra. Det er jeg vokset op med. Som når min mormor gjorde sig umage, når hun fik gæster."

Drømmen om England

Karamel Kompagniet har haft vokseværk de seneste år. Anna peger på tre garager på den anden side af parkeringspladsen, som hun netop har købt som ekstra lagerplads. Men meget større skal karamelimperiet ikke være. Hun vil heller ikke have investorer på bekostning af de (bekostelige) con amore-løsninger, som hun brænder for.

Én drøm har direktøren dog: Hun kunne godt tænke sig en stor engelsk kunde. Allerhelst Harrods i London. Metrostationen ved det legendariske stormagasin hedder faktisk Knightsbridge – som Annas efternavn, bare med et ”s” i midten.

"Familiehistorien siger, at s’et engang forsvandt ud af vores navn, som blev til Knightbridge. Så man kan sige, at vores karameller passer rigtig godt ind i Harrods," smiler Anna.

Hendes mormor nåede aldrig at opleve sin favoritopskrift fra Mrs. Beeton’s Cookery Book blive til barnebarnets livsværk.

Men Anna er sikker på, at Rita ville stolt.

Hendes Verden var inviteret til Bornholm af Destination Bornholm