Anne Dorte Michelsen om travle år, vrede og være single igen: ”Et slør blev revet væk fra mine øjne”

Hvad ligger bag din nye sang 'Det var de år, hvor vi var mest vrede'?

"Jeg skrev sangen på spidsen af Metoo-bølgen, fordi det pludselig var blevet legitimt at tale om kvinders vrede. I alle de år, jeg har været i musikbranchen og generelt bare i verden, har jeg tydeligt kunnet se, at it’s a man’s world.

I mine unge år som musiker var der utrolig meget sexisme og nedladenhed i branchen, og når sådanne kommentarer ramte mig, tænkte jeg, at der nok måtte være noget galt med mig. Det var nok rigtigt, at jeg var kedelig, ikke var sexet nok, og at jeg nok heller ikke havde det rigtige tøj på. Det gav mig på nogle områder et internaliseret negativt syn på mig selv.

Læs også

Maibritt Saerens: Jeg følte mig stærk, da jeg turde åbne mit hjerte for min mand

Da MeToo-bølgen så kom, var det som om, at der blev revet et slør væk fra mine øjne. De ting, der var blevet sagt til mig gennem tiden, var i virkeligheden et strukturelt problem, og det handlede slet ikke om mig som person – men derimod om mit køn. De kvinder, som gik forrest i MeToo-kampen, var så modige.

Jeg har aldrig betragtet mig selv som modig på samme måde som dem, for jeg har aldrig råbt op, når jeg blev behandlet dårligt af branchefolk. Det er nok også, fordi jeg vidste, at det ville blive en tabersag for mig, hvis jeg forsøgte. Hvis jeg som ung var gået ud for at påtale min utilfredshed, så var jeg blevet plaffet ned. Det var først, da en masse kvinder i fællesskab gik ud og råbte op, at jeg kunne se, at jeg havde taget nogle ting personligt, som ikke kun blev sagt til mig. Og der mærkede jeg en vrede, jeg havde holdt inde længe."

Viste du så verden din vrede?

"Nej, det gjorde jeg ikke, for jeg er skidebange for konfrontation. Men jeg udtrykte vreden i min nye sang, for i musikken er jeg altid modig – og det var helt befriende endelig at gøre det. Som kvinde kan jeg godt opleve, at det tit er forbundet med skam at blive vred. Derfor bliver vores stemmer også tit porøse, når vi bliver vrede, fordi vi ikke helt selv tror på, at vi er berettiget til følelsen – og så bliver vi kaldt for skingre skrigeballoner.

Derfor tror jeg også, at vi kvinder altid har haft svært ved at udtrykke vores vrede på en måde, så folk faktisk tog den alvorligt. Hvis en kvinde går ind og sætter grænser og viser sin vrede, så er det ikke unormalt, at hun bliver spurgt, om hun har menstruation. ”Er du ikke lidt overfølsom nu? Skal du måske lige have en middagslur?”."

"Inden for de seneste år har jeg forsøgt at sætte grænser noget før, så det ikke ender med vrede. Der kan vi lære noget af mændene, som er bedre til at stå fast. Jeg spreder også tit mine ben nu, når jeg sidder i en stol, ligesom en mand ville gøre det. Og da jeg i vinter stod og skrabede sne af ruden på min bil, svarede jeg en dame, at jeg foretrækker at skrabe sne af min egen volvo, da hun sagde, at det skulle jeg have haft en mand til. Det var på en måde en følelse af at blive herre i eget hus."

Hvor er du henne i dit liv lige nu?

"Jeg er et sted i mit liv lige nu, hvor jeg føler, at jeg er vendt tilbage til mit udgangspunkt. Det skal forstås på den måde, at jeg igen bor på Vesterbro i en lejlighed og er single. Det er en sjov tilbagevenden, for jeg var samme sted, da jeg startede min karriere og skrev mit første hit.

I de mellemliggende år har jeg været på en kæmpestor rejse, hvor jeg blandt andet fik opfyldt mit brændende ønske om at leve et familieliv i forstæderne med stauder, græsplæne og æbletræer. Det var virkelig dejligt i de år, det stod på, men nu er jeg vendt tilbage til der, hvor det hele startede, og det har jeg det utrolig godt med. Jeg synes, det er fantastisk at bo inde i byen og igen mærke den puls og dynamik, der er herinde.

Læs også

Anne-Mette Rasmussen fik en dag et uventet brev i postkassen: ”Jeg tænkte bare: Ja tak”

Jeg tror, det var min far, der engang sagde til mig, at man rejser ud i verden for at udforske den, og til sidst vender man tilbage og forstår endelig det sted, man kom fra. Nu hvor jeg igen har mere tid i min hverdag, kan jeg også bedre se tilbage på de år, jeg har levet, og jeg kan reflektere over mine handlinger. Det kan for eksempel gøre mig ked af det, at jeg i lang tid mistede kontakten til mine følelser og min varme.

Jeg har haft utrolig travlt gennem min karriere, og jeg har fundet ud af, at hvis der er noget, der kan gøre dig kold, så er det at have travlt. Jeg havde så travlt med at udfylde mine roller som mor, kone og karrierekvinde, at mit hjertes varme, blidhed og ømhed blev overskygget af travlhed engang imellem. Og nu er jeg blevet bedre til at finde ind til min varme igen."

Hvordan gør du det?

"Altså helt generelt er jeg et menneske, der bevæger mig meget op og ned i min stemning. Især er der dage om vinteren, hvor jeg godt kan mærke et mørke. Der tænker jeg, at jeg har spillet alle mine kort, og nu er der ikke flere på hånden, fordi jeg har rundet de 60.

Med alderen oplever jeg en helt ny skrøbelighed og en lille følelse af håbløshed, men heldigvis ved jeg også, at tiden læger alle sår, og at man altid går gode tider i møde igen. Og det er her, jeg finder ind til min varme. Jeg er et religiøst menneske, og når jeg går ind i kirken, bliver jeg altid mindet om, at der er et fællesskab om at være menneske."