Anne-Grethe Bjarup Riis: "Jeg har selv haft det inde på livet, da min søn fik kræft"
Som mor til en dreng, der fik konstateret kræft, ved den kendte skuespiller og instruktøralt for godt, hvad det vil sige, når man har brug for hjælp.
Hvorfor er det vigtigt at støtte Red Barnets arbejde?
– Det er jo indlysende. Vi er nødt til at hjælpe hinanden, og især når det handler om børn, som er hjælpeløse. Jeg har selv haft det inde på livet, da min søn fik kræft for tre år siden. Jeg ved virkelig, hvad det vil sige at være en familie i knæ, og det kan man ikke klare alene.
Hvad er dit eget forhold til at strikke?
– Jeg strikker ikke, nej, jeg er desværre ikke en strikkepige, hvis jeg skal bruge mine hænder til noget konstruktivt, er det ved et tastatur. Hvis jeg skal strikke, bliver strikketøjet alt for stramt, og jeg har ingen rytme i det. Til gengæld er min mor mesterstrikker og laver fine mønstre med snoninger og firkanter. Ungerne er blevet fodret med fede trøjer hele deres barndom.
Hvad går du og pusler med for tiden?
– Jeg er i gang med at skrive min fjerde roman. Den handler om min søns sygdomsforløb, men også om min egen barndom. Jeg skal vist også til at lave en film i Sverige over den svenske bog Bitterfissen. Jeg har både skrevet manuskriptet og skal instruere, så jeg er bange for, at min bog ikke bliver færdig til næste år, som jeg havde håbet på.