Anne Linnet: ”Der er kvindekamp – men der er også mandekamp!”
Anne Linnet udgav for nylig sit største værk til dato, det firedobbelte album Sange til livet, som handler om det allervigtigste i livet: tro, håb og kærlighed. Vi har mødt hende til en snak om afslutninger og nye begyndelser, om at mærke hinanden og om søstersind anno 2023.
Anne Linnet har skrevet musik og sangtekster, siden hun var barn, og hver eneste dag sætter hun sig ved sit gamle flygel, som hun har arvet fra sin mormor, for at arbejde. Alligevel kom det for mange som en overraskelse, da hun i slutningen af det forgangne år udgav intet mindre end et firedobbelt album med i alt 50 sange, som ikke har været indspillet før.
Selv hendes pladeselskab, Sony Music Denmark, er helt overvældet over at sende et så stort værk på gaden. Det fortæller de, da vi mødes i deres hovedkvarter i Indre By i København på en vinterkold fredag eftermiddag, hvor solen på den anden side af vinduet endnu spreder sit lys over byens tage. Anne Linnet er nærmest på mellemlanding imellem koncerter i Jylland, men ankommer med et generøst nærvær, som ikke bærer præg af gårsdagens turnéaktiviteter.
Et livsværk kalder hun selv udgivelsen, som har fået titlen Sange til livet. De fire cd’er består nemlig af sange, som hun har skrevet igennem de seneste 20 år, og som på en eller anden måde ikke har passet ind på de plader, hun har været i gang med at indspille, da de blev skrevet.
Og så er de endt i skuffen. Det er der ikke noget usædvanligt i for en kunstner med en produktivitet som Anne Linnets. ”Forårsdag”, som er blandt hendes største hits, skrev hun, da hun var helt ung, og den lå 18 år i skrivebordsskuffen, før den endelig fandt sin rette plads på albummet Jeg er jo lige her.
"Det er 20 år af et menneskes liv, så sangene siger rigtig meget om den periode i mit liv. Om hvad der har inspireret mig, og hvad jeg har reflekteret over – men faktisk også om menneskelivet, ikke bare om mit! Der er en rød tråd på albummet, som handler om, at ting afsluttes, hvad enten det er et brud, eller om det er helt uigenkaldelige brud," begynder Anne Linnet, holder en pause og ler med sin karakteristiske varme og dybe latter, inden hun nærmest undskyldende tilføjer:
"Når man dør... Og så nye begyndelser!"
Vi er kun få minutter inde i interviewet og allerede inde på de store og både tunge og smukke ting i livet: sorg, død, tro, håb og kærlighed. Men sådan er det, for sådan er livet, når man løfter blikket og ser ud over lige her og nu. Og sådan er Anne Linnets musik.
Igennem årtier har den fulgt os igennem forelskelser, længsler, fester og højtider, og den har været med os, når vores hjerter er gået i tusind stykker. Det nye album er også leveringsdygtigt i sange, der kan matche de allerstørste følelser og er velegnede til at synge lykkeligt med på eller hulke sig igennem, hvis det er det, man har brug for.
Nogle af dem har hun sunget foran publikum aftenen før i Aalborg, og da hun og hendes crew ankom til spillestedet, blev de modtaget af et par ventende fans, som roste det nye album og sagde, at det var “så fedt”.
"Og så fortalte den ene af dem, at hun har en time og et kvarter til at køre på arbejde hver morgen, og der hører hun Det er med hjertet man kan se-cd’en fra en ende af, men – sagde hun ”der er altså nogen sange, jeg er nødt til at springe over, for ellers sidder jeg og stortuder i bilen”.
Anne Linnet griner igen, da hun fortæller historien, men hun forstår det godt. Sangene er meget direkte, også fordi hun denne gang har valgt at indspille dem i en meget ren version med kun hendes vokal og klaver, nærmest som om hun hvisker dig i øret. Sangen ”Det er med hjertet man kan se”, som lægger navn til den omtalte cd, er blandt andet inspireret af Saint-Exupérys 'Den lille prins', en bog om en lille fyr med hjertet på rette sted, som hun altid har været begejstret for.
Er det en slags livsfilosofi for dig det med at se med hjertet?
"Det kan man sige, men jeg tror, alle mennesker kender til det. Kender til, at man i sit liv måske kommer ud ad en eller anden tangent og så mærker, at det ikke lige var det rigtige.
Og så skifter man bane eller gør noget helt andet. Det er med hjertet, man kan se, hvad der er vigtigt for én. Det gælder også, hvis det pludselig går op for dig, at der er et af de mennesker, du har omkring dig, som har det skidt, og at du er nødt til at være der.
Det er noget, man ser med hjertet, og ikke noget, man tænker sig til. Pludselig ved du det bare."
Måske mærker Anne Linnet det en my stærkere end gennemsnittet, for mødet med andre mennesker og deres følelser har altid været en af hendes største kilder til inspiration.
"Jeg mærker andre mennesker meget kraftigt, og det er jo nogle gange en god ting, men det kan også være lidt voldsomt, for jeg kan føle mig som et medie – som om jeg får overført en følelse, og når jeg så kommer hen til mit flygel, så kommer den følelse ud, og så skal jeg prøve at formulere den så godt som overhovedet muligt. Så nogle af mine sange er affødt af følelser, som andre har. Det er ikke nødvendigvis mine. Det ved man ikke."
Arbejdet med Sange til livet har været et langt trip down memory lane. Nogle sange er skrevet helt tilbage i nullerne, hvor Anne Linnet adopterede sine nu voksne børn Maria og Peter, andre i 10’erne, hvor hun dannede par med Tessa Franck, som hun fik to børn sammen med. Nogle i perioder, hvor hun spillede kirkekoncerter, andre i 2022, hvor hun lavede dansabel pop og elektroniske beats. Genrerne har skiftet, og privat har der også været afslutninger og nye begyndelser i hendes liv. Brudte forhold og ny kærlighed. Sidste år en skilsmisse fra Kathrine Kjær, som hun fandt sammen med i 2017.
"Det er måske også derfor, jeg føler, at det er et livsværk, for jeg har ligesom været på en rejse, og det er meget forskelligt, hvad der inspirerer mig. Det kan være en bestemt hændelse, som er helt personlig. Eller det kan være et menneske, som jeg møder og overhovedet ikke kender, men måske har en kort samtale med."
En anden af de nye sange hedder ”Måske jeg dør i nat”, og inspirationen til den udsprang heldigvis ikke af en personlig hændelse, men fra et helt uventet sted. Nemlig fra en falde-på-halen-komisk revyvise, som såede et frø i Anne Linnets tanker.
"Jeg koblede den sammen med noget, jeg ofte har hørt: at mennesker, hvis kære ligger og er døende, lige går ud af stuen og skal et eller andet i fem minutter, og når de kommer tilbage, så er det sket. Så får de en voldsom skyldfølelse, fordi de ikke var der. For det er i det øjeblik, hvor der gives slip, man gerne vil være der.
Det fik mig til at tænke på, at i virkeligheden er det måske en kærlighedserklæring fra den døende, sådan ”ved du hvad, gå ud, så jeg kan få ro til det her. For jeg elsker dig så højt, at jeg ikke kan give slip, når du er her”. Så prøvede jeg at opleve det på den måde, og så kom der den her tekst ud af det."
Livet varer kun i få sekunder, skriver du blandt andet i teksten. Hvad er vigtigt for, at du kan føle, at du får det bedste ud af livets få sekunder?
"Det er svært at sige, men det har noget at gøre med at tro på sig selv og på sine medmennesker. Det med at have en grundfældet tro, det giver en rolig tilgang til mange ting. Sådan en solid ro. I mit liv har jeg følt, at min far var sådan en solid klippe i familien, og at min mor var mere flagrende. Jeg tror, begge dele er vigtigt. At man kan have benene ordentligt plantet på jorden og være i ro med det, man gør – og så samtidig også leve livet! En blanding af det er vigtigt."
"Og så har jeg altid følt, at musikken er en nødvendighed. Det er den bare. I gamle dage ville man måske sige, at det var et kald, for jeg ville ikke kunne lade være med at skrive musik, også selvom jeg ikke kunne leve af det. Men jeg har jo været så privilegeret, at jeg har kunnet leve af det, og det er jeg godt klar over, er en ret fantastisk ting."
”Holder jo om dig” hedder en tredje sang. Den skrev hun tilbage i 2013, hvor hun var pladeaktuel med Kalder længsel, et elektronisk og ”klubbet” album, hvor sangen om at dele ud af hjertet og føle sig elsket ikke passede ind. At dele ud af hjertet nævner hun som en anden vigtig ting for at leve livet helt.
"Selvfølgelig kan der være perioder i ens liv, hvor man har nok at gøre med at passe på det, det lille hjerte der. Men hjertet står for alt det varme, det pulserende, det gode, og det skal man dele ud af, hvis man magter det."
Da hun skrev ”Holder jo om dig” for små 10 år siden, var hun lige kommet ind i et flow med en ny måde at tænke og skrive musik på. En måde, som faktisk udsprang af en anden og langt tidligere ny begyndelse i hendes liv – nemlig tiden efter at hun i 2001 havde adopteret sine nu voksne børn Maria og Peter.
I de år helligede hun sig fuldstændig familielivet og droppede koncerter og turnéer, lige indtil nogle folk fra en kirke spurgte, om hun ville komme ud at spille hos dem. Hun tænkte, at det var en god måde at starte op med koncerter igen, og det blev starten på flere kirkekoncerter, som begyndte at smitte af på hendes sangskrivning.
"Fordi hidtil havde jeg mest spillet på store scener og festivaler, hvor det mest af alt handlede om sange, der kunne knaldes ud over rampen, og jeg kunne mærke, at kirkerummet kunne noget helt andet. Det var en helt anden energi og så intimt et rum, og det begyndte jeg faktisk at holde af. Man får folk i tale på en helt anden måde."
Men hun elsker også at stå på en festivalscene, tilføjer hun og lyser op i et stort smil.
"Der er jo så meget energi i det, og det elsker jeg stadigvæk. Så det er en side, jeg holder fast i og synes er skøn. Og så er det jo også sådan, at de fleste af vores kirker lyder godt. Der er en god akustik, og det giver en anden åndelig kontakt med publikum, synes jeg."
Mange af sangene, som er røget i skuffen igennem årene, har hun tidligere indspillet i en demoversion med vokal og klaver, og da hun åbnede skuffen og tog på en musikalsk tidsrejse igennem dem, var det derfor nemt at have kirkernes rum og klang med i baghovedet.
Den enkle og nøgne form med kun vokal og klaver valgte hun at arbejde videre på med det nye album, som derfor lyder som om, at hun synger sangene direkte til dig. Teksterne står klarere frem på den måde, og hun håber, at folk vil lære dem at kende og synge dem for sig selv og sammen til fester og højtider.
"Jeg kan godt lide, når sangene bliver en del af forskellige sammenhænge, så det ikke bare er noget, du hører i radioen, downloader eller køber på en cd, men at det bliver sange, der lever. Så jeg håber, de finder vej til gymnasier og højskoler og måske til steder, hvor man diskuterer lyrik."
Sangen ”Maria – gåden” indeholder stof til mange diskussioner. Den begynder som en hyldest til Maria, men kommer ind på køn, magtmisbrug og kvinder, der bliver brændt på bålet. Kan du huske, hvornår du skrev den sang?
"Jeg kan ikke huske, hvornår jeg skrev den, eller hvorfor. Jeg kan bare huske, at det ene vers tog det andet. Det kom bare. Sangen handler for mig om kønnenes afhængighed af hinanden. Vi har brug for manden, vi har brug for kvinden, og vi har brug for de forskelligheder. Der er kvindekamp – men der er også mandekamp!
Manden har også meget, han skal slås med. Han skal forsørge, og hvis ikke han kan det, så føler han sig som en fiasko. Det er der mange mænd, der gør i vores tid. Eller måske er det konen, der står for økonomien. Det kan være svært for mange mænd at håndtere. Til gengæld har kvinderne ikke opnået ligeløn endnu, og det er jo horribelt, at vi skriver 2023, og vi ikke har ligeløn."
Sangens linjer om kvinder, der ryger på bålet, og om mænd, der kæmper for at vedligeholde deres magt, er vel også topaktuelle i dag, hvor kvinder bliver slået ihjel i Iran for at gøre oprør og ikke bære deres tørklæder efter forskrifterne?
"Apropos så går jeg rundt med denne her, svarer Anne Linnet og hiver en grå hættetrøje frem under sin vinterfrakke på stolen ved hendes side. På forsiden er der tekst skrevet med persiske skrifttegn, og på ryggen en engelsk tekst."
"Det her står for frihed for iranske kvinder – netop! Jeg har også en Sankt Hans-sang med, hvor jeg siger, at nu vil vi altså skabe nye traditioner. Det er ikke kvinden, der skal på bålet, det er den historik, vi har omkring det. Ind på bålet med den!"
Anne Linnet har altid været en fortaler for ligestilling og er kendt for sine feministiske tekster helt tilbage fra 70’erne. Derfor var hun også med som en af 21 kvindelige, danske musikere, som sidste år diskuterede forskelsbehandling i YouTube-serien ”Reallyd”, som Sony Music Denmark har produceret. Plakaterne fra serien hænger rundt omkring os i mødelokalet, og her kan man se Anne Linnet i samtale med Mø, Sulka, Amina og Coco O. Det er heller ikke længe siden, hun spillede til et stort Hej Søster-event i Aarhus, hvor hele salen sang med på kæmpehittet ”Smuk og dejlig”, som blev maskot for rødstrømperne i sin tid.
Hvordan oplever du den søstersolidaritet, der er i branchen lige nu blandt andet med Hej Søster-bevægelsen?
"Det var superfedt til koncerten der i Aarhus! Det er lidt en revival fra 70’ernes kvindekamp, kunne man mærke. Der var noget af den samme stemning som dengang, og det, synes jeg, er rigtig, rigtig godt, for det er nødvendigt. Op igennem 70’erne og 80’erne skete der rigtig meget.
Man sigtede efter ligeløn, efter lige behandling og lige vilkår for alle og inden for alle fag, og så gik det helt i stå i 90’erne. Der var det yt at være feminist. Men det er livet mere og mere op igen. Jeg synes, den nye feminisme er virkelig fed, for den har humoren med, og det er vigtigt. Men målet er stadig, at der bliver lige vilkår for alle."
Har du håb?
"Ja, det går bare for langsomt. Da jeg lavede Shit & Chanel, og vi var det første kvindeband herhjemme, affødte det flere kvindebands i nogle år, men så gik det ned ad bakke igen. Men nu er der heldigvis noget grøde, for der er ved at være flere piger, som spiller bas, trommer og guitar supergodt.
Jeg tror, at de diskussioner, vi har i øjeblikket, er med til at fremme en forståelse af, at vi er sammen i det her. Vi er ikke konkurrenter – hverken på det, vi laver, eller i forhold til den måde, vi fyrer vores shows af på, eller noget som helst. Vi er venner, og vi vil det samme. Vi gør det på hver vores måde, men vi er sammen. Den følelse, synes jeg, er ved at opstå, og det er så godt."
Hvilke nye begyndelser ser du frem til i 2023?
"Jeg skal ud at spille mine nye sange i marts og april med min medsangerinde Julie Lindell og med Jesper Bo Hansen på klaver, og det glæder jeg mig rigtig meget til. Og så håber jeg, men det er mere sådan på den lange bane, at komme på en turné og spille sangene med et af symfoniorkestrene."
Og så er det alligevel ikke helt sandt, at hun sætter sig hver dag ved flyglet. Hver gang Anne Linnet er færdig med at indspille et album, holder hun nemlig en pause fra musikken og bruger sin tid på andre projekter, på at skrive, male og på at gå lange ture langs stranden.
"Jeg venter faktisk på, at mit flygel kalder på mig, og det føles virkelig som om, at når pausen har varet længe nok, så begynder det at trække i mig. Jeg har aldrig haft en skriveblokering, og det er måske derfor. Fordi jeg venter på, at det kommer af sig selv. Jeg vil ikke forcere noget."
Denne gang er hun gået i gang med et bogprojekt om sin mor og om kvindesagen på tværs af generationer.
"På min mors tid var det meget få kvinder, der fik en akademisk uddannelse, men det fik hun, fordi hun insisterede på det, og fordi hendes forældre var med på det. Så hun blev tandlæge, men ellers var det mere almindeligt, at pigerne gik på husholdningsskole og blev husmødre."
Savnede du selv rollemodeller i musikbranchen, da du var ung?
"Shit & Chanel er jo opstået ud af den tanke: Hvorfor er der ikke flere kvinder, der spiller guitar, bas og trommer? Der var ikke nogen rollemodeller. Hvis pigerne stod på en scene, så var de sangerinder i en pæn rød kjole, og bandet var mænd, lydteknikerne var mænd, hele crewet var mænd. Der var ingen rollemodeller. Det kom der så. Stille og roligt."
Og et fællesskab?
"Ja, og en anden slags musik og en anden slags tekster. Da vi kom på banen, havde du aldrig hørt tekster om kvinders liv. Teksterne handlede mere om at score eller sådan noget, men pludselig kom vi med sange, der hed ”Rita” og ”Helga” om kvinders liv og følelser. Det var, som om følelsesuniverset kom ind i teksterne med os."
Tro fylder meget på dit nye album. Hvorfor er tro vigtig for dig?
"Albummet handler om tro, håb og kærlighed, som er de vigtigste begreber overhovedet. Mennesker kan ikke leve uden dem. Og når jeg siger tro, så er det ikke nødvendigvis religiøs tro, men også at man tror på sig selv og på sin kone, kæreste, mand, familie, venner, at man tror på samfundet og på, at man vil hinanden det godt.
Og sådan er vi jo vokset op. Vi har rimelig stor tillid til hinanden i forhold til mange andre folkeslag, og den tro er vigtig. Man bliver syg, hvis man ikke tror på noget, og det er måske derfor, der er så mange i disse tider, der går rundt og er syge på sjælen eller på sindet. De har mistet troen på, at de kan komme igennem det."
Hvad gør du selv for at holde fast i troen?
"Det bedste, man kan gøre, er at holde fast i alle de gode ting, at se positivt på verden og det positive i alt, hvad man oplever. Selvfølgelig skal man ikke være blind, men jeg synes, man altid skal prøve at få øje på det positive og altid prøve at være noget for andre. At give af hjertet."